Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forsoningens sport

Sejren i rugby-finalen ved VM i 1995 skabte en ny fællesidentitet i Sydafrika. Kan fodbold-VM skabe et nyt mirakel for en nation, hvor racismen igen breder sig?


Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Nelson Mandela tog en kæmpe chance, da han om eftermiddagen den 24. juni 1995 vandrede ind på Johannesburgs rugbystadion Ellis Park. Her skulle verdensmesterskabet i rugby afgøres mellem værterne fra Sydafrika og storfavoritterne fra New Zealand foran 62.000 næsten udelukkende hvide tilskuere. Få minutter forinden havde han besluttet at iføre sig landsholdets grønne kamptrøje med den orange krave. En trøje, som ellers var forbeholdt muskuløse, rødmossede Boer-drenge, og som sorte mænd næppe ville pudse deres sko med. Trøjen havde gennem årtiers apartheid været selve symbolet på de hvides sport og deres elskede Springboks – rugbylandsholdets kælenavn. Når Springboks stormede frem med bolden i deres grove, hvide næver, kunne man være sikker på én ting: De sorte ville juble, hvis modstanderne lykkedes med en grov tackling.
Mandelas gestus kunne have medført vilde optøjer på og især uden for stadion. Men det modsatte skete. Da manden, som lidt over et år forinden var blevet valgt som præsident ved de første demokratiske valg i Sydafrika, trådte ind på banen, lød det først forsigtigt og kort efter højt og taktfast fra publikum: ”Nel-son, Nel-son, Nelson.” Og da Mandela efter en ­nervepirrende finale, som Sydafrika vandt 15-12 efter forlænget spilletid, sammen med spillerne løftede pokalen i sejrsrus, var det selve legemliggørelsen af hans eget forsoningsmotto ”Tal til deres hjerter, ikke forstanden”. De hvide festede, de sorte festede med, og selv den værste kyniker fik den dag et håb om en fælles fremtid for Sydafrika.

Symboler får ny betydning
Historien om rugbykampens bidrag til forsoningen i Sydafrika fortælles i John Carlins bog Mandelas sejr, som Clint Eastwood for nylig har filmatiseret under titlen Invictus. Spørger man lektor i teologi Peter Lodberg på Aarhus Universitet, er rugby-VM i 1995 det bedste eksempel på, hvad sport kan, når det er allerbedst.
– Sporten kan forene og forsone splittede folk, og den kan skabe nye symboler eller give gamle symboler ny betydning. Mandela gjorde det hele, da han tog den blandt de sorte så forhadte grønne trøje på. Han forvandlede symbolet ved at identificere sig med det, og på den måde blev det en kærlighedserklæring til de hvide: I er gode nok, som I er. I er velkomne i det nye Sydafrika, og I er vores landshold, siger Peter Lodberg, der både som teologisk forsker og som tidligere generalsekretær i Folke­kirkens Nødhjælp har været meget optaget af kirkernes arbejde i Sydafrika.
Peter Lodberg bemærker, at vi ved det seneste VM i fodbold i 2006 så et andet stærkt symbol få tilskrevet en ny og mere ­positiv værdi gennem fodbold – det tyske flag.
– Pludselig svøbte tyskerne sig i deres flag og kørte rundt med dem ud ad bilruderne. Det havde man ikke set før. Folket tog flaget til sig og viste det frem. På den måde blev det flyttet væk fra den nazistiske og militære historie og ind i den folkelige bevidsthed og historie. Flaget var simpelthen blev genrejst via fodbolden.  

Fodbold og national identitet
Rugby i Sydafrika er ikke det eneste, men måske blot det mest slående eksempel på, hvordan sporten kan være med til at samle et folk. F.eks. spillede amerikansk fodbold en vigtig rolle i forbindelse med borgerrettighedskampen i USA, hvor sorte og hvide på nogle hold begyndte at samarbejde og fik sportslig succes med det. Fodbold har været ”storleverandør” af forsoning – bl.a. i Bosnien, hvor både bosniske muslimer, bosniske kroater og bosniske serbere har kunnet være enige om at holde med deres fælles landshold. Den første tilnærmelse mellem Tyrkiet og Armenien skete via en kamp på grønsværen. Palæstinenserne har et fodboldlandshold, der turnerer rundt, og Irak, der spillede åbningskampen mod værterne fra Sydafrika, er et forvandlet land, der skal finde en ny fællesidentitet – bl.a. gennem fodbold.
– Fodbold kan nærmest give et skud i armen af identitet, selvværd og glæde. Og en opbygning af de tre elementer er selve forudsætningen for, at et folk eller et individ kan løfte sig ud af en presset eller undertrykt situation. Derfor ser vi også overalt i verden eksempler på, at fodbold bliver brugt som hjælp til at løse sociale problemer. I Danmark har vi f.eks. et fodboldlandshold for hjemløse, siger Peter Lodberg og påpeger, at billedet selvfølgelig ikke altid er helt så rosenrødt. Fodbold kan også splitte og forstærke fjendtlighed, hvad man bl.a. så mellem England og Argentina oven på Falklandskrigen.

Meget på spil ved VM
Problemerne forsvandt ikke fra Sydafrika med rugbysejren i 1995. Tværtimod er konflikter mellem sorte og hvide blusset op de seneste år. ANC’s ungdomsorganisation er igen begyndt at synge protestsange, at boerne skal slås ihjel, og i begyndelsen af april i år blev den tidligere leder af den racistiske Afrikaner Weestandsbeweging Eugène Terre` Blanche myrdet på sin gård – angiveligt af to sorte arbejdere på gården.
– Der står kolossalt meget på spil for Sydafrika, og jeg håber virkelig, at holdet kommer langt i turneringen, siger Peter Lodberg.
– Ærkebiskop Desmond Tutu har sagt, at VM kan give Sydafrika et nyt og nødvendigt løft af samhørighed, for der er alt for tydelige tegn på, at den politiske kultur er ved at løbe det forkerte sted hen. Der er brug for fornyet besindelse på, at Sydafrika er et land for alle.
Alene derfor vil der uden tvivl også blive investeret meget i at få den gamle og svækkede Mandela til at vise sig ved begivenheden. Kun han vil kunne trække den historiske linje fra de grønne Springboks i 1995 til de gule Bafana Bafana i 2010.