Aarhus Universitets segl

En uge med depression og skizofreni

Lyder det spændende? Det synes medicin­studerende Stephan Cederstrøm Christiansen, og derfor tager han en uge ud af sin sommerferie for at tage på sommerskole.

Af Astrid Hellerup Madsen
ahm@adm.au.dk

 

Sidste uge i august pakker Stephan Cederstrøm Christiansen tasken og sætter sig på skolebænken en uges tid før de fleste andre studerende. Den 29-årige medicinstuderende har meldt sig til Psykiatrisk sommerskole på Århus Universitetshospital i Risskov.
    – Psykiatrien fylder meget lidt på medicinstudiet, så for at få et bedre kendskab til feltet søgte jeg om at komme med på sommerskolen. Jeg kunne selvfølgelig også læse en bog om det, men det her bliver sjovere, siger han. 

Møde med ligesindede
Stephan Cederstrøm Christiansen regner med at få en systematisk viden om psykiske sygdomme på sommerskolen, men også at få en bedre fornemmelse af miljøet.
   – Jeg tror, jeg vil specialisere mig i den retning. Jeg har taget en masse vagter, hvor man overvåger psykiatriske patienter for at få et indblik i faget, men det er ikke nok til at danne sig et billede af det, forklarer han.
    Så forude venter en uge med skizofreni og depression. Undervisningen er mandag til fredag til lidt ud på eftermiddagen. Og hver dag har et nyt tema: en sygdom, som forelæsere og patienter fortæller mere om. Men det sociale kommer også til at fylde noget på sommerskolen.
   – Det bliver godt at møde nogle ligesindede. Dem er der ikke så mange af på studiet, for det er ikke det mest eftertragtede speciale, griner Stephan Cederstrøm Christiansen.

En forsmag på vikariat
– Som studerende har vi en lang sommerferie, og man kommer lidt langt væk fra bøgerne undervejs, siger han.
    Derfor er sommerskolen en god opstart på semestret. Men han tror også, det er en god måde at netværke lidt på.
   – Jeg vil gerne have et vikariat derude senere. Og jeg tror, det her er en god måde at få et naturligt forhold til stedet og personalet i stedet for pludselig at stå derude og træde sig selv over tæerne på første arbejdsdag.