Hvor ville du sætte krydset, hvis du skulle bedømme udsagn som ”Vejleder var en kompetent sparringspartner” eller ”Vejleder gav konstruktiv vejledning og feedback på mine udkast”? Mulighederne varierer fra ”Slet ikke” til ”I høj grad”.
Siden sidste år har kandidatstuderende fra Institut for Erhvervskommunikation haft muligheden for at sætte deres kryds. Studienævnet har nemlig valgt at indføre en evaluering af specialeforløbet for at se, om rammerne er gode nok.
– Specialet tæller 30 ECTS-points, og studienævnet har faktisk ikke tidligere haft dokumenteret viden om, hvordan de studerende oplever forløbet. Den viden, vi nu får, vil vi bruge til at sikre de bedst mulige rammer for arbejdet med specialet, siger studieleder Kirsten Wølch Rasmussen.
Evalueringen handler dog ikke kun om, hvordan de studerende har oplevet vejlederens rolle. Den omfatter for eksempel også deres brug af det informationsmateriale om specialet, der bliver stillet til rådighed, studienævnets kick-off-møder og deres egen indsats i forløbet.
– Specialet kan føles som en meget lang og ensom proces, og derfor opfordrer vi de studerende til at indgå i specialekollokvier, hvor de kan hjælpe hinanden. Mange har en forestilling om, at det kun er vejlederen, der kan hjælpe, men faktisk kan andre specialeskrivende være en stor hjælp – også til at komme ud af glasklokken, fortæller Kirsten Wølch Rasmussen.
– I det nuværende skema spørger vi ikke de studerende, om de har følt sig ensomme i forløbet, men det vil vi overveje at gøre fremover for at vurdere, om der er behov for en yderligere indsats på dette område, siger hun.
Ordningen er stadig så ny, at der ikke er de store samlede konklusioner endnu. Kirsten Wølch Rasmussen mener dog, at en af de vigtigste pointer er, at studienævnet nu systematisk får viden om, hvordan specialeprocessen forløber, og dermed har et nødvendigt redskab til fortsat kvalitetssikring.
– Specialevejledningen er jo også undervisning, og derfor skal den selvfølgelig også evalueres, siger hun.
Når specialet er afleveret, får den studerende link til spørgeskemaet. Den studerende får ti dage til besvarelse. Besvarelsen afleveres i lukket kuvert til sekretariatet. Når den studerende har fået sin karakter for specialet, videresendes besvarelsen til vejleder og institutleder.Studienævnet får 1-2 gange om året en oversigt over evalueringsresultaterne.
Læser pædagogisk psykologi og har seks måneder til at skrive speciale
– Vi har officielt seks måneder, fra vi skriver under på specialekontrakten, til vi skal være færdige, men det er mit indtryk, at mange går i gang med at indsamle empiri, inden specialeperioden begynder. Dybest set synes jeg, at det er fint, at man skriver en kontrakt og har en deadline, så man ikke hænger fast, men hvis man ikke havde muligheden for at indsamle empiri, inden man begynder, så tror jeg, det ville være ret hårdt. Jeg har ikke oplevet, at min vejleder har presset på i forhold til, at tidsplanen og kontrakten skal overholdes, men nu afleverer jeg også om fjorten dage og har fulgt min plan nogenlunde fra starten. Det kunne godt være, at jeg havde oplevet lidt mere pres, hvis det ikke var tilfældet.
Læser molekylærbiologi og har tolv måneder til at skrive speciale
– Når vi udformer vores specialekontrakt, skal vi definere, hvordan vi vil fordele tiden mellem eksperimenter og dataindsamling og skrivning. Det er mit indtryk, at de fleste bruger relativt kort tid på at skrive specialet, da det vigtigste er deres resultater. Når de er på plads, kan selve specialet skrives på en måneds tid. Jeg synes, det er både godt og skidt, at vi underskriver en kontrakt. Godt, fordi det skaber en struktur i arbejdet, og du kender dine vilkår. Dårligt, fordi et af vilkårene ved forskning er, at du ikke ved, hvad du ender ud med. Du kan have nok så mange gode intentioner, når du starter, men det kan hurtigt vise sig, at et år er alt for kort eller lang tid til det projekt, du har sat i værk.
Læser cand.ling.merc. i fransk med profilen international markedskommunikation og PR og har fem måneder til at skrive speciale
– Jeg har det fint med faste deadlines. Det betyder måske, at man bliver lidt mere presset, men det synes jeg er meget rart, for så bliver man færdig. Hvis der ikke er nogen deadline, så tager man lidt mere løst på det, og så risikerer man, at det først er meget langt henne i forløbet, at man får bestemt sig for, hvordan projektet skal se ud. Vejlederne går meget op i, at ens projekt skal kunne laves på fem måneder. Min vejleder har presset meget på her i starten for, at jeg får valgt fokus for specialet, og han har været god til at holde fast i det, vi har diskuteret og besluttet.
Fotos: Lars Kruse
