Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

På vej hjem – eller på vej videre?

Nogle passer deres job, andre er i gang med en karriere. Forskellen ligger i, om man opfatter sit arbejde som en stationær tilstand eller som en bevægelse hen mod noget andet. Især videnarbejdere ønsker at bevæge sig.

Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk

Der er to slags mennesker i verden. Dem, der har et job, og dem, der har en karriere. Dem, der har jobs, tænker på, hvornår de har fri. Dem, der har karrierer, tænker på, hvordan de kan bruge mere tid på deres arbejde. Sådan siger den amerikanske komiker Chris Rock. Virkeligheden er noget mere kompleks – et job kan være en del af en karriere. Men hvornår er man egentlig i gang med en karriere?
Linda Greve, der er ph.d.-stipendiat og udviklingskonsulent på Interdisciplinary Centre for Entrepreneurship and Innovation (ICEI), har et bud: Det handler om den måde, den enkelte selv anskuer sit arbejdsliv på.
– Forskellen på, om man har et job eller en karriere, ligger i, hvordan man tænker om det. At have et job er en stationær tilstand. At have en karriere er derimod en bevægelse. Hvis man ser sit job som en bevægelse hen mod noget, så opfatter man sit arbejdsliv som en karriere. Bevægelsen kan gå opad, rundt eller mellem forskellige rum, siger hun.

Kodeordet er retning

Det er måske nærliggende at tro, at karriere kun er noget for mennesker med længere uddannelser i bagagen, men ifølge Linda Greve er det ikke tilfældet. Dels kan man sagtens være videnarbejder uden at have en karriere. Dels kan også for eksempel produktionsarbejdere have en karriere.
– En rengøringsassistent kan godt tænke om sit job som en karriere, hvis hun ser rengøringsjobbet som et skridt på vejen til at blive for eksempel rengøringsleder. Kodeordet er retning. For at have en karriere skal man være på vej – ikke nødvendigvis på vej væk, ikke nødvendigvis på vej op, men på vej til en anden jobbeskrivelse, siger hun.
Der er dog en tendens til, at karriere især er et tema for viden-arbejdere, mener Linda Greve. Det er Maj Schøler Fausing, ph.d.-stipendiat ved Psykologisk Institut, enig i. Hun forsker i arbejds- og organisationspsykologi.
– Videnarbejdere fokuserer ofte på karriere, fordi deres arbejde er komplekst og varierende. Der kommer hele tiden nye opgaver til, som er med til at definere, hvad deres job er. På den måde lægger videnarbejde op til, at man kan planlægge sine fremtidige opgaver og sætte sit personlige præg på dem. Dertil kommer, at mange videnarbejdere finder deres arbejde interessant, netop fordi de har muligheder for at præge det og dermed i højere grad kan engagere sig, siger Maj Schøler Fausing.

Ambitiøs i fritiden

Forskerne er enige om, at karriere i dag er i høj kurs. Både fordi, der i Danmark bliver flere og flere videnarbejdere, og på grund af den økonomiske krise, der skærper kampen om de gode jobs. Hvilken type medarbejdere, virksomhederne efterspørger, er dog svært at svare på.
– Det kommer helt an på, hvilken funktion man søger. Hvis man skal bruge nogen, som skal udvikle, så er det måske ikke nogen skade til, at vedkommende også lægger noget hjerteblod i det. Jeg tror helt klart, man bliver en bedre forsker og underviser af virkelig at være engageret i det, man laver, siger Linda Greve.
Samtidig understreger hun, at man ikke bør se skævt til de mennesker, som glæder sig til, at klokken bliver fire.
– Vi skal passe på med at sige, at man ikke er ambitiøs eller i udvikling, hvis man ikke interesserer sig for at gøre karriere. Man kan sagtens realisere sig selv og udleve sit potentiale i sin fritid med interesser og familie. Det handler om, hvor man har sit primære liv.

Karriere handler om at flytte sig

Jette Hammer, leder af Karrierecentret på AU, School of Business and Social Sciences:

– Karriere er udvikling. Forstået på den måde, at man står et sted og skal videre fra det. Der er efter min opfattelse to former for karriere – den horisontale og den vertikale. Den vertikale er den mere traditionelle opfattelse, hvor man stiger i graderne og går fra bund til top. Det kan f.eks. være som den forskerkarriere, vi kender fra universitetsverdenen. Den horisontale karrierevej er en anderledes måde at tænke karriere på. Det er misforstået, at karriere altid skal være opadgående og kun er for dem, der skal være ledere. Det kan lige så godt være en specialistkarriere, hvor man tager et skridt til siden i sin karriere. Det tror jeg også, at arbejdspladserne kigger efter. Folk, der ikke er bange for at tage et skridt til siden og udvide deres kompetencer på den måde. Eksempler kan findes i mange både private virksomheder og offentlige organisationer f.eks. som projektleder, konsulent, fuldmægtig mv. Her kan man godt have samme titel i mange år, men have haft vidt forskellige og stigende ansvarsområder – også uden at få personaleansvar. Karriere handler mest af alt om at flytte sig og navigere i udfordringerne, så man bevidst udvikler sine kompetencer hele livet.

Ph.d.-studiet bør ikke være et 9-16 job

Carla Nielsen, ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund:

– Det er skidt for forskningsmiljøet på ph.d.-uddannelsen, hvis de ph.d.-studerende opfatter forskningen som et 9-16 job frem for en karriere, de investerer mere af deres liv i. Hvis de ph.d.-studerende kun deltager i de faglige aktiviteter, som giver ECTS-point, bliver ph.d.-forløbet bare noget, der skal overstås, og det dræber forskningsmiljøet. Jeg har læst i Tyskland, og der er mentaliteten en anden: De ph.d.-studerende mødes frivilligt et par gange om ugen til et tre-timers kollokvium og efterfølgende fællesspisning, hvor den faglige diskussion fortsætter.

Karriere på hjemmebanen

Anne Marie Pahuus, prodekan på Arts:

– Det har aldrig været en planlagt strategi, der har ført mig frem til det job, jeg har i dag. Det handler mere om at føle sig hjemme og føle sig forpligtet af en sag. Selvfølgelig er det ikke en ren tilfældighed, at jeg i dag er prodekan. Men det er på den anden side heller ikke noget, jeg bevidst er gået efter. Universitetet er blevet min karrieremæssige hjemmebane, dels som forsker, dels som leder. Det er et sted, jeg føler mig forpligtet overfor, dels over for sagen, men også konkret over for de personer, der har givet mig chancen og gjort skiftet til en ledelseskarriere så meningsfuldt – jeg vil gerne være med til at tage et ansvar for, at det store fællesskab fungerer.

Religiøs karriere

Nikolaj Kure, adjunkt på Center for Virksomhedskommunikation:

– At gøre karriere kræver i dag et nærmest religiøst forhold til ens arbejde. På mange arbejdspladser forventes det i dag, at du oplever en mening med dit arbejde og giver udtryk for det. Dine egne værdier skal helst falde sammen med din arbejdsgivers værdier, og du skal kunne se, hvordan du bidrager til et større formål gennem dit medlemskab af organisationen. Og så er vi i det religiøse felt. Jeg forsker for tiden i, hvordan den religiøse relation ser ud til at supplere den hidtil dominerende kode i organisationer, nemlig kærlighedskodningen. I kærlighedens organisation idealiseres den engagerede og passionerede medarbej-der, hvis fornemste opgave er at foregribe arbejdsgiverens ønske om for eksempel selvudvikling, før arbejdsgiveren selv formulerer sit behov.

Karriere som nye udfordringer

Kristian Thorn, vicedirektør for AU Talent og Forskning:

Jeg opfatter ikke karriere som noget, der nødvendigvis betyder større titler. I stedet for handler det om at give sig selv nye udfordringer, så man hele tiden skubber til sig selv. Karriere handler med andre ord om at udvikle sig fagligt og personligt. Det betyder også, at man for eksempel godt kan gå ned i charge, men samtidig gå op i livserfaring og udvikle nye kompetencer. For mit eget ved-
kommende har jeg i en årrække arbejdet inden for videnområdet, blandt andet i Verdensbanken og Videnskabsministeriet, men hele tiden på forskellige niveauer og med forskellige typer af opgaver. Jeg har brugt forandringer som en mulighed for at udfordre mig selv personligt og fagligt, og jeg har nu fået en spændende ny udfordring som vicedirektør for AU Talent og Forskning. Det er jo en af fordelene ved at være ansat i en stor organisation: Man behøver ikke at forlade organisationen for at få nye udfordringer.

Random biased walk

Daniel Otzen, professor, Interdisciplinary Nanoscience Center:

– Min karriere har været en random biased walk, som vi siger i fagsproget. Jeg har hele tiden villet arbejde med videnskab. Spørgsmålet var, i hvilke rammer det skulle være. Lidt usædvanligt for en universitetsforsker var jeg efter min ph.d. først ansat to år som kemiker hos Novo Nordisk. Der blev jeg klar over, at jeg ville have den forskningsfrihed, som et universitet tilbyder. Efter to år
som postdoc ved Lunds Universitet fik jeg så et lektorat på Aalborg Universitet på et nystartet institut, som gav mig mulighed for at etablere mig selv i universitetsverdenen. Senere blev jeg kaldet til professor på Molekylærbiologisk Institut.