Aarhus Universitets segl

September 2018

Månedens billede (155)

Den 11. september 1928 indviedes Universitetsundervisningen i Jylland. Lærerstillingerne var blevet slået op i Statstidende kort tid forinden, og institutionen havde lejet lokaler i Aarhus tekniske Skole. Det var også der, indvielseshøjtideligheden fandt sted.

Tidligere på dagen havde man indviet Marselisborg Studentergaard - en ombygget øjenklinik, som Universitets-Samvirket havde købt og ladet ombygge, så den nu skulle huse 27 mandlige udenbys studerende. Gennem de efterfølgende fem år fandt undervisningen sted i Aarhus Tekniske Skole. Marselisborg Studentergaard fungerede som universitetskollegium frem til 1946.

Ud over Aarhus tekniske Skole og Marselisborg Studentergaard kom yderligere to bygninger i Aarhus til at spille en rolle i byens spæde universitetsliv. Det var Koncertpalæet, hvor Studenterforeningen i Aarhus havde lokaler, og Statsbiblioteket, hvor de studerende tilbragte en del tid over bøgerne.


Arkiv for Månedens billede >

Månedens billede er doneret af sønnerne af en af herrerne på billedet, nemlig  stud.theol. Steen Christiansen, der rager op i venstre billedhalvdel med 'høj frisure' og i øvrigt året efter blev den første filosofikumskandidat fra det jyske universitet.