"Jeg kan ikke huske, om jeg lærte nogen fra Aarhus Universitet at kende. Vi talte ikke om studier eller akademiske emner. At være student var heller ikke en forudsætning for et ophold på Hald, men de fleste gæster var nok studerende eller havde absolveret et studium.

Mit første ophold på Hald var allerede før 1962, jeg tilmeldte mig gennem ASTA der Technischen Univerität München, hvor jeg læste fysik. Som jeg fandt ud af, kunne man tilmelde sig direkte i Halds kontor. Det gjorde jeg ved mine efterfølgende ophold.

Hvordan var dagligdagens forløb? Der var ingen fast program eller dagsorden, vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til. Det blev altid sent om aftenen, flere gange spadserede vi til ruinen for at se solopgangen.

Der var stort konsum af Odin-øl fra Viborg, som blev solgt i “Bixen”, et lille udsalg i hovedbygningen. Men der har aldrig været ballade, gæsterne var meget disciplinerede, og det selv om der ikke var en forstander eller andet opsyn.

En gang imellem inviterede forstanderen en pianist fra Sjællands Odde, som spillede på Hornung & Møller-flyglet. En af de jævnlige gæster, Herman Adama, spillede meget bedre klaver end ham. Herman var hollænder og præst, men han opgav præstestillingen, fordi han ikke troede på gud, og han blev bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i København. Gæsterne foreslog en melodi, f. eks. “Fuchs, du hast die Gans gestohlen” og Herman improviserede over melodien, i stil med Bach, Mozart, Schubert eller Beethoven. Selvfølgelig kunne han også spille Chopin, Liszt o.s.v. Engang forslog jeg ham at spille begyndelsen af Bachs 7. Brandenburgisches Konzert (Bach har kun skrevet 6). Det var vidunderligt; han spillede, som om Bach selv havde skrevet det!

Ved frokost og aftensmad blev der bedt om, at nogle meldte sig til at hjælpe med opvasken. Forstanderen boede ovre i ”kapellet", så længe, der var en forstander. Det var egentlig unødvendigt at have en forstander, han bestilte ikke andet end at sige et par ord efter frokost. DIS i København havde efterhånden også fundet ud af, at man kunne klare sig uden forstander. Derfor var der senere ingen forstander, til gengæld var der mere personale, så der var ikke længere brug for frivillige til køkkenarbejdet.

Anna Svanborg var økonoma på Hald; hun klarede det hele fint. Ida Ammitzbøl stod for kontoret, hun var dengang gift med Hald Sø-fiskeren Edvard Ammitzbøl: http://travel-photos.net/about/edvard/

Jeg var mange gange på Hald, hvor jeg har tilbragt den lykkeligste tid af mit liv, ikke mindst fordi det var der, jeg lærte Tove, min kone, at kende.

Du spørger efter mindeværdige episoder. Der var mange og jeg vil fortælle en af dem. En af gæsterne var Peter Michaelsen, vi kaldte ham Peter Præst, fordi han læste teologi (han blev senere biskop i Aalborg). Han købte sig en fiskestang og prøvede at fiske i Hald Sø, dog uden ret meget held. Erhvervsfiskeren Edvard Ammitzbøl sejlede forbi og smed en kæmpestor fisk ind i Peters båd. Peter kom stolt tilbage fra søen uden at fortælle, at det var ikke ham selv der har fanget fisken. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med den, så han lagde den i vand i badekarret. Næste dag opdagede personalet, at der i badeværelset svømmede en stor fisk i karret. Den blev slagtet og serveret til frokost.

Ole Scherfig (nevø af Hans Scherfig) var administrerende direktør i DIS og ansvarlig for Studentercenter Hald. Han plejede at åbne Hald fra anden juledag til kort efter nytår. Han engagerede køkkenpersonale, så gæsterne var fri for at hjælpe. Ole var en hyggelig fyr og vi havde det rigtigt sjovt på Hald.

Du har sikkert læst om Bendt Trudsø på min side http://travel-photos.net/about/hald/. Han tilbragte alle sine ferier på Hald.

Om sommeren kunne jeg klare mig med engelsk, men ikke så godt ved nytårsopholdene, da der kun var danskere tilstede. En aften sad vi, en snes personer, i havestuen med en bajer i hånden. De sagde: Günter taler ikke dansk, så vi må hellere alle sammen tale engelsk. Det gjorde de også, men kun de første to minutter, de resterende to timer talte de dansk. Det var en frustrerende oplevelse, derfor besluttede jeg at lære dansk og spurgte min ven Niels Hauge (han underviste i fransk ved lærerseminariet i Holbæk) om hjælp. Han gav mig et 6-timers “crash course”, som jeg optog på bånd. Hjemme i Tyskland hørte jeg båndet igen og igen, jeg hørte Danmarks Radio via Kalundborg langbølgesenderen, og jeg læste danske aviser og bøger, bl.a. Frydenholm af Hans Scherfig.

Der kom studenter fra mange lande til Hald, især fra Tyskland, Frankrig, UK og USA. Engang havde jeg værelse sammen med en amerikaner. Han fortalte mig den halve nat om den meningsløse krig i Vietnam, flere af hans skolekammerater blev dræbt i Vietnam.

Fra 1968 gik antallet af gæster ned, fordi de franske studenter havde travlt med protestaktioner hjemme. Det var begyndelsen til Halds tilbagegang."

• Mere om Internationalt Studentercenter Hald >