Fire timer tog det at fjerne den syge studenterlind på Marselis Tværvej 4 onsdag den 13. november 2013 - se billederne i venstre spalte.
Det var to medarbejdere fra OK Nygaard, der stod for det effektive arbejde. Træet blev nemlig ikke oversavet ved roden og væltet omkuld i hele sin pragt - ikke bare var der ikke plads til det, men plæne osv. ville være blevet alvorligt beskadiget. Først da alle grene - små som store - var blevet fjernet, og stammen var kommet ned på en rimelig længde i forhold til det beregnede faldsted, lod man stammen styrte omkuld. Forinden var gået lige ved fire timer med nedsavning og bortslæbning af træets dele.
En lind kan blive adskillige hundrede år gammel, men den lind, som blev plantet 11. september 1928 i forbindelse med indvielsen af Universitetsundervisningen i Jylland samme dag, nåede ikke at blive mere end 85. Om årsagen til studenterlindens skæbne kan der kun gisnes, men på Marselis Tværvej 4 hælder man til en forklaring gående ud på, at den megen kørsel med tunge redskaber på grunden i forbindelse med ombygningsarbejder for nogle år siden kan havde spillet en afgørende rolle.
Billederne herunder er taget dagen efter fældningen, hvor kun et hul i jorden viser, hvor Aarhus Universitets studenterlind havde befundet sig gennem 85 år.
Det må antages, at den bunke flis, som nu - i modsætning til dagen før - befandt sig ved fortovet ud til Marselis Tværvej, stammer fra træets rødder, eller de øvre dele heraf.
Et nyt lindetræ af samme type som den fældede studenterlind bliver plantet på stedet, hvor den gamle lind stod på sin rod gennem 85 år. Der er tale om storbladet lind (tilia platyphyllos).