Ellen Dahls grandnevø, fotografen og skribenten Morten Vilhelm Keller, har stået for bogens redigering og dens mange fotografier, og dens tekstmæssige indhold består vekselvis af tekster af Ellen Dahl selv og af tekster henholdsvis om forskellige sider af hende og om, hvad der kom ud af hendes overdragelse i 1941 af ejendommen Nedre Strandkjær til Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Bogen fremhæver Ellen Dahls kamp for naturen, der ikke mindst tog form af fredninginitiativer rettet mod ægteparrets egen ejendom på Mols og den senere overdragelse af jord og bygninger til Naturhistorisk Museum i Aarhus, der helt i givernes ånd her indrettede en videnskabeligt arbejdende feltstation, i dag kendt som Molslaboratoriet. Om det skriver seniorforsker emeritus Henning Petersen i kapitlet om "Molslaboratoriets historie".
Hvis man er interesseret i universitetshistorie og herunder i Aarhus Universitets donationshistorie, er det ganske interessant at stifte bekendtskab med udvalget af tekster fra Ellen Dahls egen hånd. For hvordan og om hvad skrev nu den kvinde, som stod i skyggen af sin berømte søster Karen Blixen, men som altså i 1954 donerede Sandbjerg Gods til Aarhus Universitet, der fra og med hendes død i 1959 overtog den fulde dispositionsret over ejendommen?
Det skal indrømmes, at hun stedvis forbløffer, ikke så meget ved sit i og for sig udmærkede talent for sprogbehandling i de ofte på en gang let sfæriske og dog holdningstunge naturessays fra især samlingen Dansk Billedbog, men ved sin relative verdensfjernhed, når hun enkelte gange tilkendegiver egentlige synspunkter vedrørende kulturelle forhold. Det sidste gælder især et i bogen citeret brev, hun skrev til Karen Blixen.
Den, der skriver disse linjer, kan derfor så nogenlunde tilslutte sig Hans Hertels formuleringer i dennes anmeldelse af bogen i Politiken 5. december 2017:
"Bogens mest frapperende tekst er et brev fra februar 1945, hvor hun fortæller, at hun lever isoleret som i et kloster og bare hører "dejlig Musik" fra Tyskland, "hvor de bedste Orkestre i Verden spiller" [...] Hun beklager, at Tyskland nu går under - "et arbejdsomt, flittigt Folk med en dyb folkelig Indstilling". Jamen, er det Hitlertyskland, vi taler om? Hun siger, at nu er udsigten "Tyskerne eller Bolshevikkerne", "vi staar ved en Dødsseng". Jamen, er det de allieredes befrielse af Europa, der tager sig sådan ud for fru Dahl i februar 45?
Men, som Hertel dog medgiver:
"Bogen skaber respekt for den sympatiske, men verdensfjerne Ellen Dahl og hendes gode gerninger for Mols og Aarhus Universitet."
Hvad det sidste angår, kan vi passende lade Ellen Dahl få det sidste ord; det følgende stammer fra den tale, hun holdt ved overdragelsen af Sandbjerg Gods til Aarhus Universitet i 1954:
"Af den trygge harmoniske Skønhed fra hin Tid er der stadig et svagt Genskin paa Sandbjerg. Det ligger paa et smukt og ægte dansk Sted - her staar i Sandhed de brede Bøge nær salten Østerstrand. Alt, hvad man stikker i Jorden, groer og groer hurtigt, Bær og Frugter bliver usædvanlig store uden derfor at miste deres Smag eller Sødme. Beviset er de berømte gamle Gravenster. Fuglelivet er særlig rigt, og baade Guldpirolen og Ravnen yngler hernede og har sat de fremmede Ornitologer, vi har haft paa Besøg, i Henrykkelse."
Ellen Dahl. Mols og litteraturen er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
