Da jeg var lille, kaldte jeg mig selv for Diiih, og jeg skulle tit have vrisset: "Diiih ka' selv!", når nogen ville hjælpe mig med et eller andet. Det skal nok være rigtigt, for bortset fra navnet falder sætningen mig stadig naturligt i munden. De første fem år af mit liv er ikke den periode, jeg husker mest fra. Vi, min far og mor, storebror Ib og jeg, Diiih, boede i en mindre, hvidkalket villa på hjørnet af Ny Munkegade og Ærøgade i den nordlige del af Aarhus. Med hvidt stakit, som afgrænsede mit territorium, og en græsplæne, hvor der græssede en skildpadde, som havde fået boret hul i skjoldet, så den kunne tøjres. Jeg kan huske, at jeg blev formanet om at være artig. "Ellers får du boret hul i storetåen og bliver tøjret ligesom skildpadden". Nu påstår Ib, at hullet kun skulle have været boret igennem storetåneglen, men sådan husker jeg det ikke.
Diih på mors skød.
Verdenen uden for haven tiltrak sig tidligt min opmærksomhed. En sommerdag duftede det så spændende og dragende fra Ærøgade, at jeg ganske glemte forbudet mod at åbne havelågen. Pludselig befandt jeg mig udenfor og iagttog to arbejdere, som var ved at asfaltere fortovet. De tromlede det nystrøede sand og rykkede langsomt frem mod naboens fortov, hvor den blanke tjære skinnede og fik luften til at sitre. Det var ikke fordi jeg dengang var særlig lille, måske nok lidt kompakt og småfed. Jeg har bevaret denne leveregel gennem hele mit liv: "Hvorfor stå, når man kan sidde".
Benene gled bort under mig og jeg sad. Da jeg endelig rejste mig var mine hjemmestrikkede korte bukser ikke længere hvide. Min Mor, som ikke truede mig med at bore hul i min storetå, gav mig et par formanende ord og rene bukser på. Først da jeg kom ind med en tredje ”tjærebag”, fik jeg stuearrest. Truslen om at få boret hul i storetåen blev dog ikke realiseret, da min far hen på eftermiddagen kom hjem fra Lauersens Private Realskole nede i Ny Munkegade.
Dette mit første noget uheldige bekendtskab med tjære blev senere uddybet, da vi flyttede til Hovedgaard, hvor Ib og jeg måtte hjælpe til, når skolepladsen skulle tjæres i sommerferien. Ved den lejlighed lærte jeg, at tjære bedst fjernes ved at gnide den ind med margarine og så vaske med sæbe. Det kom mig til nytte, da jeg i 1974 var styrtet ned fra en tagryg og i faldet havde fået indholdet af en tjærespand hældt ud over hovedet. På Stege Sygehus bad oversygeplejersken, som røntgenfotograferede mig, en yngre kollega om at hente en flaske benzin, så de kunne vaske det værste af. Heldigt nok var det højre øje, som var dækket af tjære; det kunne jeg holde lukket og alligevel se med venstre. Min protest var voldsom: "Nej for alt i verden. Ikke benzin. Hent noget margarine".
Da Ærøgade var blevet absolut forbudt område, måtte jeg nøjes med at iagttage den nærmeste omverden bag stakittet ud mod Ny Munkegade. Alle fodgængere passerede tæt forbi, for der var ikke noget fortov på den anden side, hvor en eksercerplads lå skjult bag et trådhegn og højt buskads. Jeg kunne ikke se, hvad der foregik på pladsen; kun lyden af støvletramp og hidsige kommandoer nåede frem til min observationspost.
På nær én gang. Da dukkede der pludselig en civil mandsperson ud af buskadset. Han råbte noget uhørligt til mig, som han stod der foran buskene ned bukserne nede om hælene og sin ene hånd på sit kraftigt erigerede, rødsprængte lem. Det syn gjorde et vist indtryk på mig og forklarer sikkert, hvorfor jeg nogle år senere reagerede voldeligt over for en lidt større dreng i Hovedgaard. Han havde spurgt mig, om jeg kunne tage en spøg og stak så med et smøret grin en stor gulerod ud mellem bukseknapperne. Uden at tænke nærmere over det, smak jeg ham en knaldende lussing. En psykolog ville sikkert forklare min reaktion som en slags forsinket hævn over synet af blotteren fra Ny Munkegade.
Foto fra årene i Ærøgade i Århus.
Langelandsgades Kaserne, som lå oppe for enden af Langelandsgade, var en uskøn kolos af røde mursten, som både virkede frastødende og spændende. For her holdt de soldater og officerer til, som jeg ivrigt gjorde honnør for, når de passerede mig på den forbudte side af stakittet. De fleste var idioter; de overså mig. Stolt var jeg, og større blev min forsvarsvilje, når honnøren blev gengældt. Da vi flyttede til Hovedgaard, inspirerede det mig til at oprette min egen private drengehær, Asgers Armé. Den var absolut ikke tyskervenlig, for jeg havde arvet min oldefars soldaterkasket fra krigen i 1864 og havde slugt børnebøgerne om Rasmus fra Rodskov, som spillede kispus med de preussiske soldater, der var trængt langt op i Jylland. Da jeg ved læsning af en bog om det danske forsvar fandt ud af, at man skulle have regelmæssige ansigtstræk og pæne tænder for at blive optaget på officersskolen, tog mine fremtidsdrømme dog andre retninger. Selv om jeg øvede mig i at holde overlæben trukket ned over fortænderne, kunne jeg ikke skjule, at mine 2+'ere ikke står på geled med det øvrige gebis.
Jeg husker mest i billeder fra tiden i Ærøgade, og de er ikke altid lige skarpe. Som et stillbillede af en sommerdag med skyfri himmel, hvor kun Zepelineren, der svævede højt oppe over Ærøgade, tegnede sig klart. Jeg ved godt, at det, jeg så den dag, var noget helt enestående, men jeg kan ikke huskehøre min fars forklaringer; måske fordi jeg dengang ikke kendte noget til brint og helium. Jeg kan heller ikke huskeføle, hvor forfærdelig mine bare arme og ben kom til at svie og brænde, da jeg på en søndagsudflugt til Kalø Slotsruin mistede fodfæstet og trillede ned ad en stejl skrænt, hvor der voksede en tæt skov af høje brændenælder. Jeg kan derimod stadig tydeligt huske de hårede, bleggrønne nældestængler, som jeg væltede og kvaste på min rulletur ned mod voldgraven. De stak og kradsede værre end min fars kind søndag morgen, når han ikke var blevet barberet.
Vi havde bil de sidste tre år, vi boede i Ærøgade, em gammel Ford T, og på Valborgsaften kørte vi gerne en tur nordpå langs Århusbugten for at se bålene blusse. Ikke fordi vi troede på hekse, men fordi det den aften var min fødselsdag, og fordi det den næste dag, Valborgsdag, var min mors.
En sommersøndag, hvor vi var kørt på udflugt til Hohøj ved Hobro, blev jeg væk. Far havde parkeret neden for bakken, og vi havde fulgt en skovvej op til toppen for dér at nyde den storslåede udsigt. Det var vi ikke ene om, og jeg blev væk i mylderet af søndagsklædte damer og herrer. Diiih ka' selv, tænkte jeg og begav mig i løb ned ad skovejen for at sætte mig på Fordens trinbræt og vente på far, mor og Ib. Men jeg havde på opturen ikke lagt mærke til, at en anden skovvej sluttede sig til den, vi fulgte. Da jeg styrtede ned mod bilen og kom til vejgaflen, valgte jeg forkert - og blev væk. Jeg var knapt så kæphøj, da Ib fandt mig.
Vi kørte også i vores Ford T til min farfars begravelse i Tønning. Jeg ville hellere med end at blive passet af en eller anden derhjemme. Jeg husker dårligt nok min farfar, bedre farbror Thorvald og tante Anna i Brædstrup, som han boede hos efter at have solgt slægtsgården Troelstrup Østergaard. Han lagde vist heller ikke særlig mærke til mig, for i hans slægt herskede der mandlig arvefølge. Fars to ældre brødre var barnløse.
Ib, den førstefødte, sad tit på farfars knæ. Som tante Anna sagde på sit Ejstrupholm-jyske, var de der Bææætelsen'er "noget for sig selv". Far, som havde sporet sine aner tilbage til 1600-tallet, forklarede deres særhed med, at der havde været meget indgifte på fætter/kusine-niveau i slægten. Mig bekendt var han ikke stødt på nogen sindssyge eller tossede.
Jeg har ikke nogen klar erindring fra Ærøgade om, hvad mine forældre talte om til hverdag. Måske fordi de ikke ønskede at diskutere deres problemer og privatliv for åbent tæppe og børneøren, måske fordi jeg ikke hørte efter. Jeg kan dog godt huske, at de talte meget om dr. Hindhedes ernæringsforsøg med vegetarkost, som kulminerede med Bøffen og Bananens cykelvæddeløb Valby-Roskilde t/r i 1931. Bananen, Hindhedes assistent, som levede af kartofler og grønsager, tabte til sin udfordrer, Bøffen, en kødædende slagter. Jeg har en svag erindring om at blive fodret med levertran med lidt syltetøj i bunden af skeen, men forstod først meget senere, at det skyldtes, at jeg som helt lille havde haft engelsk syge, rachitis. Det må have været, før Hindhedes forsøg blev kendt, men kunne stadig ses, efter jeg havde skiftet mælketænderne.
Fra min opvækst i Hovedgaard husker jeg tydeligt, hvordan min far ved middagsbordet holdt foredrag om, at menneskets fordøjelsessystem i modsætning til drøvtyggernes ikke er indrettet til cellulosearmeret vegetarisk føde. "Vi er bestemt til at være altædende", holdt han på, idet han dog tilføjede:"Min læge siger, at jeg skal nyde bøffen og lade konen og børnene spise grøntsagerne".
Vi flyttede til Hovedgaard kort efter, at jeg var fyldt seks, og der gik 27 år, inden jeg igen begyndte at færdes regelmæssigt i kvarteret omkring Ærøgade, Ny Munkegade og Langelandsgade.
