STUDIUM OG STUDENTERLIV

Uanset det hedder sig, at intelligente mennesker aldrig keder sig, syntes jeg som ung student, at der ikke fandtes noget værre, end at være tvunget til at tilbringe en påskeferie alene i København. Der var ingen undervisning, alle kammerater var rejst hjem, biograferne var lukkede og gaderne tomme. Selv Kannibalen var lukket. Tristesse. Og det havde slet ikke været meningen, at det skulle gå sådan.

Jeg var onsdag eftermiddag ved Larsens Plads gået ombord i De Forenedes gode lille dampskib Ydun, som gik i fast rutefart mellem København og Horsens, mest med fragt, men også med nogle få passagerer på 1. klasse og flere på dæksplads. Det sidste var billigere end at tage toget.

Ydun lagde fra kaj som planlagt med et par traktorer som dækslast og satte kurs mod Helsingør. Dampskibet var ingen hurtigsejler, det forventedes at være i Horsens sidst på eftermiddagen Skærtorsdag.

Måske havde kaptajnen, ligesom jeg, ikke hørt vejrmeldingen. Havde jeg, ville den nok alligevel ikke have bekymret mig særligt, for efter grønlandske forhold var rejsen til Horsens, Horsenmút, jo ren indenskærssejlads. Og Ydun var det, grønlænderne kalder et stort skib, der laver røg, umiarssuak pujortolik. Jeg har altid befundet mig godt ombord sammen med en dampmaskine. Ingen generende rystelser, lange seje træk. Jeg så frem til at gense min kæreste i Horsens.

Men jeg kom ikke til Horsens den påske. Ydun løb ind i en stiv kuling fra nordvest og lå hele natten og stampede op mod vinden mellem Helsingør og Hornbæk, indtil kaptajnen gav ordre om at returnere til København; han turde ikke risikere at miste dækslasten på forlugen. Jeg fik refunderet billetten, da vi ved middagstid lagde til kaj igen ved Larsens Plads, og der var netop tid til at ringe til Horsens og Hovedgaard og fortælle, at jeg ikke kom. Jeg havde ikke været søsyg, men var alligevel træt, og alle pladsbilletter til påskeferien var for længst udsolgt.

Det blev en lang påske med en pinefuld Langfredag, et kort åndehul om lørdagen og igen to lange helligdage. Kæresten i Horsens havde sagt i telefonen, at det også kunne være lige meget, om jeg kom. Det hjalp dog lidt på langfredagshumøret, at mine værtsfolk inviterede mig til frokost 1. påskedag.

Det frie studium med et begrænset antal skemalagte forelæsninger og øvelser passede mig godt. Der var tid til en afstikker over i Kongens Have, at se en eftermiddagsforestilling i biografen og til at studere på egen hånd i studiesalen. Den geologiske studiesal med godt befamlede og fedtede mineraler, bjergarter og forsteninger var indrettet i et halvmørkt kælderrum. Museets rigtige udstillinger i salene i stuen og på 1. sal var mere tillokkende, men kun åbne få timer om dagen.

Zoologisk Studiesal på etagen over Kannibalen i Nørregade var langt mere hyggelig og meget større. Man kunne tilmed tage middagsmaden fra Kannibalen med derop ad en bagtrappe, som gik helt op til Kommandobroen, en trappeafsats, der var stor nok til, at vi kunne sidde otte ved bordet uden at spærre for døren ind til Poul Marinus Hansens laboratorium, hvor der stod henkogningsglas med kvanstængler i sprit. Det blev til en slags Benediktinerlikør. Han sad ellers mest og talte årringe i otolither, øresten, udtaget af torskekranier. Kvanen var indsamlet i Vestgrønland, hvor han hver sommer sejlede farvandet tyndt med forsøgsfiskekutteren MK Adolph Jensen.

Fra Kommandobroens vindue kunne vi af og til se den gamle professor og museumsdirektør, som ku­teren var opkaldt efter, trisse over gården. Han havde stadig arbejdsplads på Zoologisk Museum.

Adolph Jensen var både berømt og berygtet for sin originale adfærd. Ikke fordi han som den Storm P.-figur, der "tørlå Skildpadden på Sjofologisk Museum", forgreb sig på konserveringsspritten. Mere for sin bryske og underfundige optræden.

"Jeg er sgu ligeglad med, om De lige har fer­niseret Gulvet", vrængede han ad en rengøringsdame, som advarede ham mod at gå ind på sit kontor. "Flyt Dem, her er det mig, der er Direktør", sagde han kort for hovedet og fortsatte uanfægtet, uden at ænse lyden fra skosålerne, når de slap fernissen. Til eksamen yndede han også at chokere medlemmer af det svage køn. "Se godt på den og hold godt fast Frøken, sådan én har De ikke i Hånden hver Dag", sagde han overraskende venligt, idet han rakte den benovede studine en halv meter lang og tung penisknogle fra en hval, "Hvad tror De, dét er?".

Bordet på Kommandobroen var det meste af dagen optaget af ældre zoologistuderende, alle københavnere, som spillede bridge, den ene rubber efter den anden, og iblandt glemte at gå til eksaminatorier og forelæsninger i auditoriet nedenunder. Jeg nåede heldigvis at få lært at spille bridge, inden professor Spærck blev så forarget over studenternes fravær og højrøstede gøren og laden på Kommandobroen, at vi blev forment adgang til den.

Ved de obligatoriske zootomiøvelser dissekerede vi alt fra melorme til hvirveldyr, og om aftenen holdt konservator Nielsen kursus for interesserede i skindlægning af fugle og fremstilling af zoologiske præparater. Til det første formål havde han indkøbt duer - og tog fornuftigvis bagefter de skindløse kroppe med hjem til stegegryden. Kursets clou var, da han kom med en død rotte til hver. Efter at være blevet åbnet og have fået sat små nummerskilte på organerne, blev den monteret på en glas­plade og sænket med i formalinsprit i et stort cylinderglas, som blev prop­pet og lakket forsvarligt til. Jeg forærede min rotte til min far, som indlemmede den i skolens samling. Han må have været glad for den, for da han mange år senere solgte skolen og flyttede, tog han rotten med sig.

Professor Spärck, som havde skrevet disputats om østers og slået dr. Lieberkind ud i en professorkonkurrence, var en frygtet opponent ved disputatshandlinger. Han behøvede kun at bladre i en doktorafhandling og læse et par stikprøver her og der for at kunne klynge doktoranden op i hans egne argumenter. Han anvendte også en speciel teknik, når han eksaminerede ved embedseksamen. Kendte man ham ikke godt, vidste man aldrig, hvilket af hans to øjne, der var rettet mod én. Han kunne være yderst forekommende, men satte indimellem nogle dybe nålestik ind. Blev der ikke svaret, sagde han berolige­de: "Tjah, det er måske forkert spurgt" og gik straks videre. Når eksaminanden så kom glad og fro ud og sagde, det var gået vældig godt, blev det undertiden ikke til mere end et skrabet godt.

Da jeg foråret 1949 meldte mig til bifagseksamen i zoologi, vidste jeg, at professor Spärck var bortrejst i længere tid. Jeg ville hellere eksamineres af dr. Volsøe, som ikke skelede, smilede mindre og spurgte mere direkte og kontant. Inden jeg skulle op til mundtlig, kiggede jeg hurtigt skabene efter på studiesamlingen. Opdagede en tom plads, hvor der plejede at stå en søanemone i sprit, og nåede lige at slå op i Lieberkinds Dyrenes Verden og friske min viden op, så jeg bl.a. kunne fortælle om, hvordan søanemonerne i Adriaterhavet pustede sig op og trak sig sammen i takt med tidevandet. I modsætning til professor Spärck, som ikke yndede sin tidligere konkurrents farverige og fortællende stil, nikkede dr. Volsøe anerkendende.

Zoologiprofessor Ragnar Spärck, som stoppede kortspillet på kommandobroen.

På Mineralogisk Museum fulgte jeg professor Arne Noe-Nygaards forelæsninger i "hård geologi". Han talte med semikolon og brugte mange fremmedord. Desuden professor Alfred Rosenkrantz' detaljerede gennemgang af Danmarks geologi, og professor Christian Poulsens ikke særligt inspirerende lysbilledfremvisning af forsteninger, lige fra brachiopoder og trilobitter, som var hans kambriske yndlingsdyr, til sabelkatte, som uddøde under Istiden. Skulle man tro ham, uddøde de store katte, fo­di deres parringskampe var så voldsomme, at de brækkede konkurrenternes penisknogler. Da hans lærebog endnu ikke var udgivet, sad vi med tændte nefalygter og tog noter. Jeg tænkte tit venligt på mine gymnasielærere, Wilson og 'Baser', som havde lært mig at skrive og tegne noter samtidig med, at jeg lagrede stoffet oppe i knolden.

I modsætning til andre fag under det naturvidenskabelige fakultet, holdt de naturhistoriske ikke forelæsninger og øvelser om lørdagen. Den var reserveret til ekskursioner, bl.a. til det marinbiologiske laboratorium i Helsingør per tog, på cykel til ferskvandslaboratoriet i Hillerød, eller til Stevns Klint og Faxe Kalkbrud i bus. I maj måned blev der også arrangeret en firedages ekskursion til Bornholm og Christiansø for de zoologi- og geologistuderende. Jeg blev især imponeret af professor Rosenkrantz’ alsidige viden og hans hurtige tempo, når han førte en hale af studenter gennem årmillionerne i Øleå og Læså. Han var ikke uden selvironi, for han sluttede af med i Østerlars Run­dkirke at fremvise et kalkmaleri, hvor fanden med horn og hov trækker af med de fortabte og med hammer i hånd driver dem ned i helvede. "Her ser De den første geologiske ekskursion til Bornholm afbildet", var hans kommentar.

 

Mine tre professorer Alfred Rosenkrantz, Arne Noe-Nygaard og Chr. Poulsen på Bornholmsekskursion i maj 1951.

Én gang om året var det imidlertid studenterne, der trak rundt med universitetslærerne. Det var når foreningen NOA, de Naturhistoriestuderendes Onsdags Aftener, afholdt revy. Så fik professorerne deres sag for. Foreningen NOA arrangerede også karneval. Engang, hvor det blev holdt i kælderen på Mineralogisk Museum, havde jeg lejet en flot uniformsjakke med epauletter og guldsnore, og den virkede efter hensigten. En af mine kammerater, som havde studeret meget længe og kun bestod kemiprøven tredje gang, fordi han havde ladet sig klippe skaldet, havde en ekstra pige med fra Amager. Hun var mere end spiselig, var iført en nedringet grøn tylskjole med sløjfer på - og faldt pladask for uniformsjakken. Vi listede op ad stentrappen og kissemissede ret intimt foran museumsinspektørens dør. Det gav anledning til en del snak rundt om i huset, da Frøken Callisens schæfer næste morgen fandt en sløjfe af grønt tyl på hendes dørmåtte.

Efter en anden NOA-fest, hvor jeg ikke havde fundet en pige og i stedet trøstede mig med otte øl og en halv flaske solbærrom, var vi et par stykker, der fortsatte på Johannes' værelse på Valkendoffs Kollegium. Han havde netop fået en dåse engelsk latakiatobak af sin onkel, og da jeg havde røget og inhaleret et par piber af den kamelgødning, fik jeg kombineret alkohol- og nikotinforgiftning. Det blev langt op ad næste formiddag, før jeg var i stand til at vakle hjem fra kollegiet, og der gik mange år, før jeg igen kunne ryge latakia uden at få kvalme. Festen må have været en fredag aften, for jeg kan huske, at jeg mødte mange kalotklædte mænd i stiveste synagogepuds på min vej mod Sølvtorvet.

Næste kapitel >