Siden mit første mislykkede forsøg på at flyve ved egen kraft fra tørveskurets tagpaptag, har jeg næret dyb respekt for tyngdekraften. Den kan man ikke uddrage sig, selv om man et kort øjeblik får en fornemmelse af at svæve, når man efter en lang opstigning befrier sig for 35 kilo overvægt ved at tage rygsækken af.
Bell-helikopteren Castor, der ligesom dens "tvillingebror" Pollux blev anskaffet af GGU i 1958, ses her på vej til Ivigtut over Qôrnoq fjorden. I baggrunden ses Nordre og Søndre Qôrnoq Bræ og Indlandsisen. Fotograferet fra Pollux af Knud Ellitsgaard-Rasnussen.
I 1958 gjorde GGU’s to Bell-helikoptere, Castor og Pollux, dog næsten drømmen om at svæve til virkelighed. De var indrettet til at lande på land, havde landingsstel med to lange meder af kraftige metalrør. Mens vi var i luften, præsterede jeg i min ungdoms overmod at kravle ud af kabinen og stå på den ene mede, mens jeg med venstre hånd fik lukket døren efter mig udefra. Med hammeren i højre hånd gjorde mig så parat til, så snart
fik manøvreret tæt nok på, at hoppe over på en klippehylde i en stejlvæg. Han måtte holde helikopteren svævende skråt i luften, for at rotoren ikke skulle ramme væggen over hylden. Det, der fik mig til at hoppe, var irgrønne forvitringsskorper af malakit, som afslørede en kobbermineralisering inde i væggen.
Trods vindpresset fra rotoren var det for så vidt enkelt nok at 'stå af' på den måde. Det viste sig at være sværere at komme ombord igen, da jeg havde taget de ønskede prøver og stoppet dem i jakkelommen. Stejlvæggen gik ret ned i fjorden godt halvtreds meter længere nede, så det gjaldt om ikke at træde ved siden af eller glide på det runde metalrør og at få lukket døren til kabinen op. Jeg må tilstå, at piloten Bent og jeg ikke gentog dette eksperiment. Ingen af os var uddannet til at lege stuntmen.
Vi havde base på N.V. Ussing, som lå for anker i en naturhavn i en munding af Sermiligarssuk-fjorden. Hver dag tvang lave tågebanker os til at flyve ud over havet i få meters højde, indtil der kom hul i tågen, så vi kunne stige op og flyve tilbage oven over tågebanken og rekognoscere i det skyfri indland. Bent var klog nok til at nægte at gå direkte op gennem tågen, selv om jeg holdt min hammer i enden af skaftet, så tyngdekraften fik hammerhovedet til at simulere en kunstig horisont.
For at udvide vores aktionsradius havde Ussing sat et par benzintromler af i Frederikshåb, men for at komme dertil måtte vi igen flyve under tågen, som lå tæt om fjeldtoppene. Jeg brugte et 20.000-kort til at navigere os gennem dalene, og efter at have forskrækket en grønlænderkvinde, som i tågedisen virkede mindst fire meter høj, da hun rejste sig, nåede vi frem til kolonien. Her fløj Bent under telegrafantennen, men prøvede dog ikke på at score mål, da vi landede på fodboldbanen for at tanke op. Da vi skulle tilbage til N.V. Ussing, fløj vi ud over Davis Strædet og sydpå. Dykkede så ned under tågebanken i få meters højde over havet og ventede spændt på den første landkending.
"Halvfems grader styrbord", brølede jeg til Bent, da det første land dukkede op under tågen. Jeg genkendte med ét en diabasgang, som jeg vidste, gik i N-S, og den fortalte mig, at vi var på gal kurs. Var vi fortsat ligeud, ville vi med garanti være fløjet direkte ind i en stejlvæg. Denne gang gik det godt. Det er en stor fordel at kunne landkortet udenad.
Men overmod står for fald. Helikopterne var opkaldt efter de latinske navne til Kastor og Polydeukes i den oldgræske mytologis gudeverden. De var født af Leda, men efter nogle sagnkredse var de ikke begge guddommelige og udødelige, kun Polydeukes, som var søn af Zeus, guden over alle guder. Da Kastor, som var kun kongesøn, gik hen og blev slået ihjel i kamp, sørgede den almægtige Zeus på Polydeukes forbøn for, at de ikke blev adskilt. Han tillod, at de fortsat levede sammen, men nu skiftevis i underverdenen og i himlen.
Man skulle tro, at de gamle lakedaimoniske gudesagn om de to brødre var profetiske, og at de også kom til at bestemme de to helikopteres skæbne. Den dag, det skete, var jeg fløjet med helikopterne til Narsarsuaq, hvor jeg betjente GGUs radiosender Gardar.
Krasser var netop lettet med Pollux for at sætte en geolog og arkæologen magister Vebæk over fjorden til Qassiarsuk, da der pludselig blev røre på basen.
Piloten Bent og mekanikeren Mik, som noget forinden var fløjet afsted med Castor med to geologer, kom under høje råb løbende ned ad fjeldet bag basen. Bent med et blødende sår i panden. Jeg kaldte straks Krasser over radioen og bad ham straks vende om og komme tilbage til basen. Da de to passagerer var blevet sat af her, fløj Krasser op til ukykkesstedet med Mik og mig.
På vej op gennem en kløft var Castor blevet taget ef en nedvind, havde tabt højde og var kommet så tæt på den ene væg, at rotoren splintredes. Helikopteren var styrtet ned og kom i brand, antændt af den løbske motor. Geologassistenten var ligesom Mik sluppet med forskrækkelsen, men den sydafrikanske geolog, John Ferguson, som havde siddet bagerst op mod benzintanken og ikke havde haft flyvehjelm på, var blevet slået bevidstløs ved styrtet og blev overhældt med brændende benzin. Mik fik ham dog hurtigt fri af sikkerhedsbæltet og slæbt ud til elven tæt ved og slukket ilden i hans tøj. Havde han ikke stukket en morfinsprøjte fra redningstasken gennem Johns forbrændte bukseben, ville John være gået i chok og havde næppe overlevet ulykken.
Der blev ikke meget tilbage af Castor. Rester fra den revnede plastikboble, som Bent var kravlet ud gennem, lå der endnu. Mederne og motorblokken var ikke brændt, men varmeudviklingen havde været så kraftig, at skrogets aluminiumsplader var smeltet og nu lå spredt omkring som størknede dråber.
Krasser handlede hurtigt og professionelt. Han satte mig tilbage til radioen og fortsatte så med John Ferguson i retning mod Julianehåb. Jeg gik inde på nød- og kaldebølgen 2182 og varskoede telegrafstationen i Julianehåb om, at hospitalet skulle være parat til at modtage en patient med trejegradsforbrændinger.
Efter ulykken fik jeg flyvelejlighed til Grønnedal med en Catalina, som landede mellem isskosserne i fjorden ud for marinestationen. Jeg kom tilbage til Ivigtut i bil. Få dage senere fløj Krasser og Mik Pollux solo til Ivigtut, så vi kunne gå i gang med at underrette geologholdene om, hvad der var hændt. Ikke nogen fornøjelsestur.
Efter ulykken fløj jeg tilbage til Grønnedal med Catalina.
Det var nær gået galt, da vi prøvede at lette fra hold nr. to, som havde rejst deres lejr i en sænkning, hvor der ikke rørte sig en vind og lå enkelte store klippeblokke. Der var ikke vind nok til at maskinen både kunne lette og accelerere. Det lykkedes heldigvis Krasser at sætte maskinen ned igen uden at rotoren ramte en klippeblok. Så blev Mik sat af og jeg fløjet op til en fjeldtop i nærheden, for igen at blive taget ombord efter at Mik var hentet. På toppen var der luft nok under rotoren til, at Pollux både kunne lette og få hastigheden op med os alle tre ombord.
Selv om overguden Zeus tilsyneladende holdt hånden over dem, der fløj med Pollux, var noget af glæden ved at flyve som en fri fugl forsvundet.
