Som plaster på vore skuffede forventninger til disputatshandlingens virak holdt Sussi og jeg jul og nytår med Steen og Grit på Mallorca. Vi boede på et billigt Spies-hotel, som havde tre stjerner. Dét betød hos Spies, at det var tredjeklasses. Steens medbragte rugbrød, smør og spegepølse var ved at blive spist af myrer, som myldrede frem mellem fliserne i badeværelset. Vi prøvede at anbringe maden på en taburet og sætte den i vandbad i badekarret. Men når vi havde været en tur i Palma, var vandet løbet ud, og en ny myresti førte op ad taburettens ene ben.
Juleaften blev holdt på et énstjernet luksushotel med røde plyssesmøbler og krystallysekroner. Da vi nåede hovedretten, blev et stort fad med udskåret, stegt kalkun båret omkring det lange bord, hvor Spies' gæster var samlet. For at danskerne kunne føle sig hjemme, blev der også serveret brun sovs, rødkål og brune kartofler, og det var sandelig heldigt. Ikke blot for Sussi, som var vegetarianer, men også for mig og børnene. For da kalkunfadet endelig nåede frem til os, havde vore rejsefæller forsynet sig så rigeligt, at der kun var et par stykker fra den nederste del af halsskindet tilbage. Slasket appelsinhud fra kalkunens hængehals! Det fornemme hotel havde klart undervurderet de danske turisters appetit og overvurderet deres bordmanerer.
Den oplevelse betog mig i mange år lysten til at sætte tænderne i noget, der kom fra en kalkun. Set i bakspejlet var julemiddagen på Mallorca nok kun dråben, der fik bægeret til at flyde over. Elleve måneder tidligere var jeg nærmest blevet forfulgt af stegt kalkun på en kongresrejse til Calgary i det vestlige Canada, hvor jeg sammen med min chef Knud Ellitsgaard deltog i en international kongres om arktisk geologi. Da Calgary lå på den canadiske prærie, lidt nord for Guds eget land, havde jeg ventet at få nogle gode, blodige bøffer, men menuen stod ustandselig på turkey.
Idealiseret portræt af polarforskeren Svend Lauge Koch (1892-1964). Olie på lærred (92 x 81 cm), malet af Johannes Glob og skænket af Jørgen Glob til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Portrættet, der er dateret 1933 og har inventarnummer A 8195, gengives med venlig tilladelse fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
På den rejse traf jeg for øvrigt den berømte grønlandsforsker dr. Lauge Koch for første gang. Han var af departementschef Eske Brun blevet udpeget som officiel dansk repræsentant og havde fået rejsen betalt af ministeriet. Derimod havde Eske Brun "desværre" ikke penge til at GGU, Grønlands Geologiske Ungdom, kunne deltage. Noe-Nygaard, som sad i bestyrelsen for Rask Ørsted Fondet, fremtryllede imidlertid en bevilling, som sikrede, at Ellitsgaard og jeg kunne komme med. Da Lauge Koch under den lange flyvetur over Nordatlanten rørte benene på midtergangen, opdagede han til sin store overraskelse, at vi også sad i flyet.
"Nå, så lykkedes det alligevel for Dem at komme af sted", kommenterede han, da han hilste på os. Vi nød et glas orangeade sammen med ham i Toronto, og resten af rejsen foregik i en atmosfære af fredelig sameksistens. Lauge Koch udstillede sine kortblade fra Østgrønland og vi GGU’s fra Vestgrønland. Ingen af vore nordamerikanske kolleger fandt noget mærkeligt i, at Danmark var repræsenteret ved to institutioner. Både Canada og USA har flere hver. Kongressen blev holdt i et operahus og havde omkring 2000 deltagere, så jeg havde sommerfugle i maven, da jeg besteg podiet for at holde mit tyve minutters foredrag. Nok det største auditorium jeg nogensinde har stået overfor.
Lauge Koch var en både fysisk og psykisk imposant person. Hans markante ansigtstræk fik én til at tænke på en indianerhøvding, og hans stærke øjne lyste af selvværd og myndighed. Er det nødvendigt at tilføje, at han trods sine 66 år stadig virkede som en magnet på smukke kvinder? Han havde overlevet sin første kone, var blevet skilt fra nummer to, og var, da vi traf ham, gift for tredje gang. Det fandt jeg dengang ret bemærkelsesværdigt.
Han var verdensberømt som geolog, kartograf og opdagelsesrejsende, ikke mindst uden for Danmark, og han blev overalt mødt med stor respekt. Blev inviteret til receptioner og cocktailselskaber i diverse klubber, og når det regnede på den berømte præstesøn fra Ribe, dryppede det på Ellitsgaard og mig. Vi fulgte med som det tynde øl. Alle gik ud fra, at vi arbejdede for Lauge Koch.
"You are the Koch, and we are the tail", undslap det mig, da vi efter kongressen i Calgary igen løb på hinanden ved et cocktailparty i The Adventurers' Club i Montreal. Det tog Koch mig ikke ilde op. Han forlod i øvrigt klubben i ivrig samtale med en ung smuk dame, men det forhindrede ham ikke i at vinke hende af, da en taxa kørte frem. "Age before beauty", sagde han kort og snuppede taxaen for næsen af hende.
Der verserer dog også en historie om det omvendte, at en dame brændte Lauge Koch af. Den blev fortalt ved frokostbordet på Museet af en grønlandsfarer, som i mange år havde været Kochs højre hånd i stationen på Ella Ø, men var raget uklar med Koch og gået over til fjenden, dvs. GGU. De Lemos, eller Dellemos, som han kaldtes, arbejdede nu for professor Rosenkrantz, der var en af "De 11" danske geologer, som i trediverne havde beskyldt Lauge Koch for uvederhæftighed og videnskabeligt tyveri. Under den efterfølgende sag i Højesteret blev beskyldningerne dog kendt ubeføjede. Damen, som brændte Koch af, var derimod både utroværdig og tyvagtig.
En forsommer, hvor Koch var i fuld gang med at planlægge en ny ekspedition til Nordøstgrønland, blev han ringet op af en norsk kvinde, som var i København og netop denne uge havde option på et mindre amfibiefly, en Norseman. Havde det dr. Kochs interesse? Det havde det, og de aftalte at spise frokost sammen på hendes hotel. Her tilbød den smukke, pelsklædte kvinde, at Koch mod et stort kontant depositum ville kunne disponere over både flyet og en pilot den kommende feltsæson. Lauge Koch var i øvrigt selv en erfaren pilot.
Charmeret af hendes blå øjne og parfume slog Koch til og gik straks til Eske Brun for at skaffe pengene. Han fik dem, og de blev sendt med bud til den norske kvindes hotel. Men da Koch mødte op for at forsegle aftalen over en middag, var damen imidlertid forduftet. Hverken hun eller pengene blev nogensinde fundet.
Lauge Koch (1892-1964) fløj selv som pilot på sine ekspeditioner i Østgrønland. (Foto i Det Kongelige Bibliotek).
"Nu hænger De på den", bemærkede Eske Brun, da Koch tilstod, at han var blevet taget ved næsen. Men Koch lagde hovedet tilbage, så på departementschefen med sine magtfulde øjne og svarede tørt: "Joh, men det er Dem, der hænger yderst". Onde tunger påstår, at Nordisk Mineselskab, hvor Eske Brun sad i bestyrelsen, kort efter udbetalte Lauge Koch et ekstraordinært konsulenthonorar, som blev brugt til at stoppe hullet i departementets pengekasse.
De canadiske kalkuner var kæmpestore fugle med tørt, nærmest gulligt og smagløst kød, som der kun vankede isvand til. Da en amerikansk flådeofficer i et aftenforedrag berettede om den første atomdrevne ubåds koldkrigstogt under polarpakisen ved Nordpolen og viste lysbilleder af store blege, nedadvendte buler i isens underside, så jeg buler af blegt kalkunkød, når jeg lukkede øjnene. På togtet lykkedes det gentagne gange ubåden at bryde op igennem den tyndere is imellem de frosne kalkunbryster, og dét var utvivlsomt togtets vigtigste resultat. Hvis ubåden ikke havde kunnet dukke op til overfladen, havde den ikke kunnet affyre de medbragte ballistiske missiler, som var forsynet med atomsprænghoveder og havde en rækkevidde på 1800 kilometer. Hvis ragnarok skulle bryde løs, kunne ubåden stige op fra sit skjul under polarpakisen og 'svare igen'.
Uhyggelige perspektiver. USA og USSR havde allerede dengang tilsammen atombomber nok til at slå hele Jordens befolkning ihjel, men begge stormagter afviste konsekvent den anden parts nedrustningsforslag. I FN pustede Khrutsjev sig op som en kalkunhane og slog i bordet med sin sko. I Thule blev USA’s varslingsanlæg mod ballistiske missiler taget i brug. Den kolde krig var blevet global.
Under den internationale geologkongres i København sommeren 1960 var der i Den Frie Udstilling ophængt geologiske kort fra forskellige lande, bl.a. de to stormagter, men ikke geofysiske kort over magnetfeltet og tyngdekraftens styrke. Disse data var hemmeligstemplede, fordi de kunne benyttes til at finjustere de ballistiske missilers baner. De havde også afgørende betydning for neddykkede ubådes navigation i bl.a. den svenske skærgård. Først da den tekniske udvikling gjorde det muligt for begge stormagter at foretage nøjagtige geodætiske og geofysiske målinger fra satellitter, blev de geofysiske data offentligt tilgængelige.
