Hun havde silkeblødt sort hår og blanke brune øjne, der så hengvent på mig. Hun vejede efterhånden tæt ved fyrre kilo, og jeg havde stort besvær med at holde hende ude af min seng. Hun var en rigtig lille kvinde, kunne blive rygende jaloux og sidde fornærmet med bortvendt hoved, når hun følte sig overset.
Hun hed Cúka (tjúka), som er kroatisk og betyder tæve. Hun var en berner sennenhund, der blev anskaffet som en lille nuttet hvalp, da Grit og jeg flyttede ind på Biskop Svanes Vej. Grit havde altid ønsket sig en hund, og hun havde ikke svært ved at overtale mig. Bortset fra gnavne pekingesere, bidske schæfere og utilregnelige dobermannpinschere, havde og har jeg en svaghed for hunde, og omvendt.
Når valget faldt på en bouvier suisse, skyldtes det, at de svejtsiske bouviers eller sennenhunde var "geologhunde". Den store alpegeolog Albert Heim havde fremavlet den største af alle, le Grand Bouvier Suisse, og professor Wegmann havde et pragteksemplar af den ikke meget mindre Bouvier Bernois/Berner Sennen, en stor hanhund med kraftig manke. Cúka blev som tæve knapt så stor, men målte dog 50 cm i skulderhøjde. Pelsen var langhåret og sort med hvide og brune aftegninger på poterne og i hovedet.
Jeg havde Cúka som stor hvalp med i bilen, da jeg kørte til Vevey for at hente Grit. Hvalpen var naturligvis vaccineret og udstyret med alskens attester, så der var ingen vrøvl ved grænserne, bortset fra, at hun ikke kunne lide folk i uniform. Når tolderne ville undersøge bilen, viste den tænder, og virkede det ikke, fes den så grundigt, at tolderne hurtig trak næsen til sig. Cúka elskede at køre i bil og mest af alt at sidde strunk på forsædet og holde øje med trafikken.
På Biskop Svanes Vej indrettede jeg en hundegård med trådhegn på den øverste terrasse og satte et tæppe i fyldningen i døren til vindfanget. Lukkede ubudne gæster lågen til hundegården op, kunne Cúka uhindret styrte ud gennem tæppelemmen. Så stod de stille, indtil jeg dukkede op. Hundegården blev indrettet efter at Cúka havde snuppet en nabos to perlehøns, som gik frit omkring på en græsplæne længere nede ad skråningen. Hun kom med den bedste samvittighed op og lagde dem for mine fødder.
På Brandbjergaard på Møn, hvor Mona og jeg holdt lange weekender, efter at Grit var flyttet i kollektiv, gik Cúka frit omkring i haven og skræmte ustandselig fasankokken, som holdt til i junglen omkring det gamle moreltræ, væk. Kokken kunne heldigvis flyve. Cúka yndede også at lægge sig med korslagte poter uden for porten til den firlængede gård og holde øje med de gående og cyklende på Dammegade. Som mange tæver, var hun stedfast og vogtede trofast sin herres bolig. Desværre var hun fra fødslen nervøst anlagt og ræd for skud og knald. Havde det ikke godt, når jagten gik ind om efteråret og heller ikke nytårsaften.
Postbuddet måtte nogle gange forsvare sig med sin cykel for at nå frem til postkassen, men han ville ikke tage imod en hundepistol, da jeg tilbød ham det. Han tog i stedet nogle godbidder med og blev efterhånden accepteret. På landet brugte vi sjældent hundesnor, når vi gik tur med Cúka. Hun lystrede normalt mine kommandoer, dog ikke da en flok fritgående høns i haven hos en parcellist kaglende flygtede af bar forskrækkelse over at se så stor en hund. Så røg hun af sted som en pil, og da hun kom tilbage, aflevere hun en død høne, og kort efter endnu en. Da jeg med mange undskyldninger havde betalt for dem, endte de i suppegryden.
Værre gik det, engang Mona og jeg var inviteret til middag hos Verner og Cille på Damegården. Da Cúka ville ud, lukkede jeg den som sædvanligt ud, men glemte at kalde den ind igen. Og desværre havde Cille netop den aften glemt at lukke døren til hønsehuset, hvor der sad otte racerene dværghøns på pindene, som var solgt og skulle afleveres næste dag. Det blev de ikke. Cúka åd to af dem, gravede fire ned i Cilles rosenbed, og de to resterende flygtede med dværgneuroser og blev aldrig set siden. Denne gang blev der ikke nogen suppe ud af de høns, jeg pænt måtte betale for.
Det var ikke mindre pinligt, da Cúka en nytårsaften dukkede op i køkkenet holdende Cilles kæledyr, en hamster, med knækket hals i flaben. Det var ellers ikke fordi Cúka ikke fik mad nok derhjemme. Mona kogte hundemad i en stor emaljeret gryde, og Cúka spiste også resterne fra vores bord. Salat med hvidløgs- og sennepsdressing og stærke karryretter. Alt gled ned.
Det kræver måske en forklaring, at landsbyen Store Damme og Dammegade er stavet med to m'er og Damegaarden med et, selvom navnene alle hentydede til de fem små, nu tørlagte, damme, som byen var vokset op omkring. Dame var den ældste stavemåde. De to m'er dukkede først op på Geodætisk Instituts kort, da slagteren i Dame blev træt af at blive kaldt for Dameslagteren. Han var sognerådsformand og havde magt til at fordoble m'et. Han ville nok vende sig i sin grav, hvis han vidste, at alle indfødte og fastboende på Møn stadig udtaler Damme som Dame.
Når Mona og jeg om sommeren forlod Store Damme for at rejse til Østfold, blev Cúka passet af et ægtepar, som drev et kærligt hundehotel i deres lille husmandssted ved vejen fra Stege til Nyord. Cúka var glad for at være der og gjorde ikke vrøvl, når vi forlod hende. Men når vi endelig vendte hjem og hentede hende igen, kom hun krybende mod os, mens halen piskede, og hun peb af glæde. Når hun havde været hjemme et par timer, satte reaktionen dog ind. Så satte hun sig utilnærmelig og så bevidst bort fra os med en mine, som ville hun udtrykke, at hun alligevel ikke kunne tilgive os, at vi havde forladt hende. Det krævede mindst en halv times kæleri, før hun igen logrede og ville røre den madskål, Mona satte frem.
Hunde elsker deres madmor, og efterhånden blev Cúka mere og mere Monas hund. Da jeg skiftede kontor fra Museet til Østervold 10, ville Cúka ikke længere ligge under mit skrivebord. Hun foretrak at ligge mellem stenkasserne i det store lagerlokale, hvor Mona arbejdede med Museets skolesamling, som forsynede skoler og gymnasier med geologisk undervisningsmateriale.
Da Mona døde, slog Cúkas nerver uigenkaldeligt klik. At lutter sorg blev hun sær og frygtsom, følte sig ikke hjemme noget sted. Når jeg kørte til København med hende, vadede hun rundt i æggebakkerne på bagsædet og kravlede under forsædet frem i bilen og lagde sig tungt over mine fødder og speederen, mens hun så på mig med bebrejdende øjne.
Julen 1979 tilbragte Cúka og jeg hos Grit, Poul og Tue i Næsby ved Ranum. Hunden er som bekendt menneskets bedste ven, men når den, som har været hundens allerbedste ven, pludselig forsvinder, bryder hundens verden sammen. Det så Grit klart, og hun kørte os op til dyrlægen. Da jeg kort før nytår startede mod København, var jeg alene i bilen.
Det var ikke blot Cúka, der sørgede. Da Mona døde, var det som mit timeglas var blevet vendt. Vi havde haft syv lykkelige år sammen, selvom det de sidste måneder havde været hårdt at se den ellers så livsglade Mona dø langsomt. De sidste uger tilbragte hun på Frederiksberg Hospital, hvor de gjorde, hvad de kunne for at lindre hendes smerter. Jeg holdt hende i hånden, men hun var ikke ved bevidsthed, da hun udåndede. Der gik ligesom at ryk gennem hendes magre og forpinte krop.
Monas bisættelse i kapellet på Bispebjerg blev anden gang, jeg forrettede en ikke-kristen begravelse. Denne gang lød der ikke orgelmusik. Mona fik en sidste hilsen af sine musikvenner Anne Øland, Elisabeth Westenholz og Henrik og Kristian.
Ægte sorg er svær at fortrænge. Naturligvis ledsages den af selvmedlidenhed, og den kan bearbejdes med viljekraft. Sorgen og savnet bliver siddende længere, knuger én og truer med at gøre én inaktiv. Der er ikke mere nogen at vise, hvad man har lavet, og man risikerer at blive opfattet som selvoptaget, fordi alenefølelsen afskærer én fra omgivelserne. Tanken om at blive syg og ligge alene uden at nogen ser til én, melder også sig hurtigt. Man begynder at forstå de ældre og deres stilfærdige råb om kontakt. "Nu varer det vel ikke så længe, inden du kigger ind igen?".
Første gang, jeg var blevet alene, hjalp Cúka og Mona mig til at blive et helt menneske igen. Det kom gradvist. Da jeg blev alene for anden gang, blev jeg ikke plaget af skyldfølelse og kunne begrave mig i arbejde. Da jeg efter bisættelsen kom hjem til Monas tomme hus på Fordresgaardvej, satte jeg mig faktisk til at skrive videre på en afhandling om det Baltiske Skjolds tektoniske udvikling, som jeg var kommet bagud med. Og så var jeg så heldig, at jeg hurtigt traf Inge.
Nu er det over tyve år siden mit timeglas blev vendt. Inge og jeg er gift, og sandet er længe løbet den anden vej. Det løber tilbage, og mine tanker følger uvilkårligt med. De glider som sandskornene sagte gennem livets nåleøje og hober sig op over timeglassets bund. Tankerne vender tilbage til min ungdom og opvækst. Til familien og de venner, jeg ikke har skræmt bort, og tiden, hvor mine ambitioner fik mig til at synes, at alt gik for langsomt. Og til mine mange rejser og oplevelser, som har givet mig kræfter til at overleve.
Jeg føler trang til at berette om en besynderlig hændelse, som viser, hvor nært Grit og jeg dengang stod hinanden. I sensommeren 1984 vågnede jeg en morgen ved syvtiden på Brandbjerggaard brat op efter en mareridtagtig drøm, hvor Grit hulkende havde kaldt på mig. Drømmen var så livagtig, at jeg listede ud af soveværelset uden at vække Inge og straks ringede til Grit.
Og Grit hulkede vitterlig i telefonen. Hun havde fået et barskt brev om, at der var blevet konstateret celleforandringer i hendes livmoder. Og hun var alene med sin angst, kunne ikke få kontakt med sin mand Poul, som var til et seminar på Sjælland. Prøv så ikke at fortælle mig, at der ikke er noget der hedder tankeoverføring.
Jeg vækkede Inge, slugte en kop kaffe og startede den røde Dyane. Aldrig har jeg kørt så hurtigt fra Møn til Kastrup. Der traf jeg Poul, som var blevet underrettet i mellemtiden, og vi fløj sammen til Aalborg, hvor Grit ventede på os.
Forklaringen på celleforandringerne kom ca. 9 måneder senere, da Grit fødte sin anden søn, Nis. Han forstod, selv som embryon, at forskrække sine forældre og morfar.
Min snagen i mit privatliv har helt fået mig til at glemme at fortælle om mit arbejdsliv inde på universitetet, hvor der i disse år også indtraf store omvæltninger.
