OMKRING STYRELSESLOVEN

Studenteroprøret i 1968 og Styrelseslovens indførelse i 1970 vendte op og ned på meget i universitetsverdenen. Den øgede studentertilgang i løbet af 60’erne nødvendiggjorde ansættelse af flere lærerkræfter, især undervisningsassistenter, videnskabelige assistenter og amanuenser (håndlangere), mens antallet af egentlige læ­restole, docenturer og professorater, ikke steg i samme takt.

Universitetsgeologiens førstemand, Arne Noe-Nygaard, var i 1942 som 34-årig blevet udnævnt til professor i mineralogi og bestyrer for Mineralogisk Museum. Han dannede sammen med palæontologen Chr. Poulsen, der blev professor i 1945, og Alfred Rose­krantz, som blev professor ved DTH i 1943 og ved KU i 1953, et magtfuldt triumvirat, som bl.a. tog initiativ til oprettelsen af Grønlands geologiske Undersøgelse. Museet blev også omdøbt til Mineralogisk Museum og Universitetets Geologiske Institut, og da næste generations nye koste, Henning Sørensen, Tove Birkelund og jeg selv, kom til, fik vi hver lov til at etablere 'vores eget' institut. Det traditionelle professorråd supplerede sig forudseende nok med en VIP- og en studenterrepræsentant.

Denne taktiske manøvre lettede givetvis overgangen til de nye styreformer, som Styrelsesloven af 1970 trak ned over universitetet. Det højeste administrative organ blev nu Centralinstituttets bestyrelse, som valgtes af og blandt Museet og institutternes VIP’er, TAP’er og studenter i forholdet 2:1:1. Men da Museet i modsætning til institutterne ikke var omfattet af Sty­relsesloven, kunne centralinstitutbestyrelsen ikke 'regere' over Museet. Her forblev Noe den kgl. udnævnte direktør og bestyrer.

Universitetsgeologiens budget, som indtil da havde fungeret som ét samlet budget, blev nu opdelt i to, ét for Museet og et andet for institutterne. Jeg skal ikke kunne sige, om budgetdelingen blev gennemført retfærdigt eller ej; jeg var ikke involveret. Museet, som havde 'født' insti­tutterne, kæmpede for at bevare sin berettigelse som videnskabelig samling, mens institutterne søgte at slå mønt på deres undervisningsforpligtelser. Budgetdelingen skabte desværre en del misundelse, og det vanskeliggjorde arbejdet i det nye central­institut.

Styrelseslovens ikrafttræden betød, at professorerne ikke længere automatisk var medlem af det matematisk-naturvidenskabelige fakultet. Det græd jeg dog tørre tårer over, for det professorale fakultet i København tålte ikke sammenligning med det, jeg havde forladt i Aar­hus. I København var det en langt større forsamling med adskillige nikkedukker, som lydigt lod sig styre af et taktisk fo­retningsudvalg. Der hørtes sjældent kritiske røster, der anfægtede forretningsudvalgets beslutninger. Det var på sin vis forståeligt, at de 'menige' amanuenser og docenter følte sig undertrykte og dannede deres egen 'Amanuensisforening' for at få større indflydelse. Jeg var også selv begyndt at søge andre veje.

Mens vi endnu boede på Østerbrogade, faldt jeg ved et forældremøde på Ingrid Jespersens skole i snak med en slavisk filolog, docent dr.phil. Bjarne Nørretranders. Ikke så meget fordi han var far til Tor, en astronomisk begavet, men uregerlig elev i Grits klasse, mere fordi han var formand for Dansk Magisterforening (DM), som jeg havde haft en del kontakt med i min tid i Aarhus.

Eller det var måske snarere Bjarne Nørretranders, der gav sig i snak med mig. Han havde i otte år siddet i DM’s bestyrelse, det sidste år som formand, og stod for at skulle være formand i Akademikernes Samarbejdsudvalgs forretningsudvalg. Han var derfor på udkig efter en afløser til DM’s bestyrelse, som kunne sikre, at foreningen ikke blev alt for venstredrejet, når han rykkede opefter i det akademiske organisationsvælde.

Jeg var ambitiøs nok til at lade mig opstille som alternativ kandidat til formandsvalget i DM. I min valgudtalelse i Magisterbladet lovede jeg imidlertid ikke som min modkandidat, historikeren lektor Ole Karup Pedersen, at lektorer med en vis anciennitet automatisk og uden bedømmelse skulle opnormeres til overenskomstansatte professorer. Når han gik ind for det, var det sikkert for at sikre sig støtte fra Amanuensisforeningens medlemmer.

Ikke uventet tabte jeg formandsvalget, men var dog 1969-71 næstformand og medlem af DM’s forretningsudvalg. En gang om ugen spadserede jeg om formiddagen til møde på foreningens kontor i Rosenborggade, hvor især uddannelsespolitik, person- og afskedigelsessager og overenskomstkrav stod på dagsordenen. Min indsats i DM skal ikke overvurderes, men havde jeg ikke fungeret som slingrekøl i årene omkring Styrelseslovens indførelse, kunne det være gået meget værre, end det gik. Mange danske DKP’ere var efter opstanden i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiets besættelse i 1968 'gået under jorden' og genopstået som VS’ere, SF’ere eller tilsyneladende helt uskyldige kulturradikale. Men det betød ikke, at deres netværk var blevet opløst. Det fungerede stadig.

Uanset min erklærede borgerlige observans udpegede rektor Mogens Fog, der selv var gammel DKP’er, mig som medlem af det universitetsudvalg, han nedsatte til at udarbejde stillingsbeskrivelser for de forskellige kategorier af videnskabelige medarbejdere, som var omfattet af den nye styrelseslov. Det voldte ikke problemer at formulere kravene til universitetsadjunkter og lektorer, men det strammede til, da professorers pligter og rettigheder skulle beskrives. Tro det eller ej, det blev mig, der skrev det, der kom til at stå i udvalgets betænkning. Her pointeredes det, at professorer ud over deres undervisnings- og forskningspligter havde ansvaret for fagets udvikling. Det ansvar ønskede Amanuensisforeningens repræsentant ikke at påtage sig.

Jeg indså dog senere, at dette særlige professoransvar risikerede at blive tom snak, når professorerne ikke levnedes mulighed for at løfte det. Alle VIP’er havde nu ret til at udforme deres egne forskningsprojekter, og nicheforskning kom hurtigt til at florere. De fleste lek­torer var mest interesseret i at hyppe deres egne kartofler og dyrke så snævre specialer, at deres kolleger ikke blande­de sig i, hvad de foretog sig.

Min reaktion mod Styrelsesloven meldte sig først med flere års forsinkelse. Henning Sørensen, som blev valgt til formand for den første bestyrelse for Geologisk Centralinstitut, viste sig at være den rette mand til dette vanskelige job. Han var en smidig forhandler og formidler, der aldrig trak noget skarpt op, men talte både for og imod og altid holdt en reserveudvej åben. Han bragte sig aldrig i en position, hvor han risikerede at tabe ansigt.

På 'mit eget' Institut for Almen Geologi trak jeg mig tilbage som bestyrer og overlod hvervet til Martin Ghisler, som var en myndig og demokratisk indstillet administrator. Han blev senere dr.phil. og direktør for Grønlands geologiske Undersøgelse. Er nu direktør for GEUS, de sammenlagte Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelser.

På længere sigt resulterede Styrelsesloven i en uønsket og uheldig stænderopdeling mellem VIP’er, TAP’er og studenter. TAP’erne betragtede sig ikke længere som knyttet til de forskellige laboratorier, de arbejdede ved. I kraft af deres lovfæstede ret til at deltage i administrationen af institutterne, centralinstituttet, fakultetet og konsistorium begyndte de at opfatte sig som en særlig stand, der arbejdede på tværs af alle faggrænser for at sikre sig mindst 25% indflydelse på universitetets ledelse.

VIP’erne reagerede mere individuelt. Nogle trak sig ud af spillet, andre kastede sig - som en slags aflad for svigtende forskningsindsats - begejstret ud i administrative opgaver. Min aversion mod Styrelsesloven voksede, da en TAP, endda støttet af VIP’er, blev valgt som formand for Geologisk Centralintituts bestyrelse. Han var et honnet menneske, men manglede faglig indsigt og visioner. Udviklingen gjorde mig så deprimeret, at jeg hyggede mig lidt for rigeligt med hjemmebrygget æble- og blommevin på Møn, mens jeg under pseudonymet S.A. Tiren skrev min kvide ud. Udgydelserne fik titlen "Farvede og sorte, højrøvede akademiske Fortællinger". Jeg har manuskriptet endnu og må indrømme, at det var skrap kost.

Jeg havde planer om at få mine sorte fortællinger udgivet, om det så skulle være for egen regning, men betænkte mig alligevel. En institutsekretær, som jeg bad kommentere det, frygtede, at alle i huset ville tro, at den unge schæferhund, som havde taget magten over den gamle professor Hansen og tvunget ham til at spise sin hundemad, uvægerligt ville blive opfattet som en karikatur på en yngre, meget ambitiøs geolog. Det var aldeles utilsigtet, hund og herre-symbolikken gik på stænder og ikke personer. Ironisk nok fik den ambitiøse unge mand lejlighed til at læse fortællingerne, for jeg forærede hans svigerfar, professor Noe-Nygaard, en kopi af manuskriptet i fødselsdagsgave. Jeg tror ikke, Noe satte pris på gaven.

Han forstod ikke sort humor. Han forstod heller aldrig, hvorfor Maagens Maag gik med monokel, når han opsøgte Noe. "Ellers kan jeg jo ikke se den lille mand bag skrivebordet", forklarede Maag mig.

Det hjalp at have fået luft, og efterhånden lærte jeg at leve med Styrelsesloven. Den fratog mig i hvert fald ikke lysten til at dyrke geologi og tage på feltarbejde. Østfold-projektet rullede videre, nye istidsgeologiske problemer blev taget op, og jeg løste praktiske geologiske opgaver, som førte mig længere mod nord, end jeg nogensinde havde været i Grønland.

Næste kapitel >