Aarhus Universitets segl

Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 40

ATOMKRAFT I DANMARK?

I 1960'erne, hvor de første planer om indførelse af A-kraft i Danmark tog form, optog spørgsmålet om vi skulle have A-kraft herhjemme ikke offentligheden ret meget. Det hele blev styret ovenfra. Regeringen overlod det til elværkerne at stå for de nødvendige forundersøgelser og planer. Atomenergikommissionen (AEK) og Sundhedsstyrelsen skulle føre tilsyn og regeringen formelt godkende opførelse og drift af de planlagte atomkraftværker.

Oliekrisen i 1973-74 styrkede både interessen for og modstanden mod indførelse af A-kraft, og debatten blussede ikke mindst op efter, at Barsebäck-værkets to reaktorer var blevet sat i drift i 1975 og 1977, og det første reaktoruheld var indtruffet på Tremileøen i Pennsylvania i 1979. Driftssikkerheden ved et A-kraftværk og problemerne ved en forsvarlig deponering af det højradioaktive reaktoraffald kom nu for alvor i fokus.

De danske elværker havde planer om deponering af det fremtidige danskproducerede højradioaktive affald i dybe boringer i den danske undergrund. Atomenergikommissionen havde, som om den ikke kendte historien om ul­ven, der blev sat til at passe på fårene, overladt det til elværkerne Elsam og Elkraft at garantere sikkerheden ved affaldsdeponering i en dansk salthorst.

I december 1979, efter Monas død, blev jeg sammen med udvalgte videnskabsfolk, ingeniører og myndighedspersoner inviteret til et orienteringsmøde om "waste disposal", som elværkerne arrangerede med gratis frokost på Hotel Eremitagen i Lyngby. Her lyttede jeg, mens Cúka sad alene i bilen på parkeringspladsen uden for storcentret, interesseret til foredrag om A-kraftens fortræffelighed og de planlagte geologiske undersøgelser af danske salthorste med henblik på affaldsdeponering. Elværkerne mente, de havde fundet et Columbus-æg, dybhulsmetoden, der gik ud på at sænke affaldskanistrene ned i et kilometerdybt og meterbredt hul i saltet og så forsegle depotet.

Undersøgelsesprogrammet var omfattende og lød umiddelbart ret fornuftigt, dog undrede det mig, at Danmarks geologiske Undersøgelse ikke skulle være med til at kontrollere planerne. Jeg erfarede først senere, at det var lykkedes elværkerne at få DGU rangeret ud på et sidespor. DGU blev kun benyttet som konsulent, og elværker­ne afgjorde selv, om de ville følge, arkivere eller stoppe DGU’s råd og kommentarer skråt op.

Knapt et år efter elværkernes orienteringsmøde i Lyngby, hørte jeg helt tilfældigt et interview med Elsams direktør i aftenradioavisen. På det tidspunkt var salthorstundersøgelserne godt nok i gang, men langt fra afsluttet. Derfor spidsede jeg øren, da direktøren skråsikkert erklærede, at nu havde elværkerne bevist, at radioaktivt affald kunne deponeres sikkert i en dansk salthorst.

Min puls steg, mens jeg mumlede for mig selv, at den direktør hverken forstod sig på salthorste eller agurkesalat. Jeg gik straks ind i biblioteket, det største rum på Brandbjerggaard, og klaprede løs på min skrivemaskine den halve nat. Noget måtte der gøres, ellers ville det lykkes for elværkerne og 'eksperterne' i Tilsynet med Nukleare Anlæg i Risø at foregøgle for menigmand, at alle deponeringsproblemer var løst. For Tilsynet var sandhed et relativt begreb.

Næste dag sendte jeg en novelle til Niels Barfoed, der var kronikredaktør ved Politiken. Barfoed svarede kort efter, at han var så glad for novellen, at han havde prøvet at forkorte den, så den kunne blive bragt som kronik. Det havde han gjort med så stor nerve, at jeg ingen indvendinger havde.

"Sådan kan det gå ... eller kan det? Dagens kronik er noget så sjældent som en novelle om atomenergi, styring, forskning og forfremmelse. Lad den i øvrigt tale for sig selv", skrev Niels Barfoed som indledning, da novellen den 27. december 1980 blev bragt i Politiken.

En fiktiv kronik om deponering af radioaktivt affald. Politiken 27.12.1980. Klik her og læs kronikken som pdf-fil (2,13 MB).

Reaktionerne udeblev ikke. Medlemmerne af organisationen for reel oplysning om atomkraft (REO) blev rasende, atomkraftmodstanderne (OOA) jublede, og elværkerne indkaldte til hastemøde med deres tyske eksperter i Hannover. I Videnskabernes Selskab så fysikerne skævt til mig, dog ikke Ove Nathan, som havde kæmpet mod Barsebäck, og den gamle DKP’er og H.C. Andersen-forsker Elias Bredsdorff takkede varmt på egne og sin families vegne.

Dermed var handsken kastet. Græsrodsbevægelsen 'Borgergruppen på Mors', som blev etableret, da elværkerne gik i gang med at sætte en dybboring med i Mors-salthorsten, tog nu kontakt med mig. Gruppen havde fået aktindsigt og kunne i Miljøstyrelsen læse og kopiere de ellers utilgængelige rapporter fra elværkerne og de tyske salteksperter. Efter at have været i Miljøstyrelsen gik gruppens kurér til mit kontor og efterlod kopierne dér til kritisk granskning.

Næste udspil fik jeg nærmest forærende. Elever fra Journalisthøjskolen i Aarhus fik af DR til opgave at arrangere en tv-høring om affaldsdeponering. De fik tilsagn fra en ekspert på Risø og tænkte i første omgang på professor Ove Nathan som "modpart". Han var kendt for sin kritiske indstilling til Barsebäck. De spurgte alligevel Borgergruppen på Mors, om den kunne forslå en kritisk, men objektiv debattør.

At det blev mig, der blev 2. opponent ved høringen, blev holdt hemmeligt, og DR’s provinsafdeling gemte mig omhyggeligt af vejen i et afsides lokale, indtil jeg skulle på. Udsendelsen startede med, at en afdelingsleder fra Risø, som gik ud fra, at han skulle duellere verbalt med Ove Nathan, gennemgik "alt" om salthorste. Jeg fulgte med på en monitor ude bagved og bandede over den kemibonderøv, der vidste lige så lidt om salthorste som Elsams administrerende direktør. Ove Nathan havde også sagt, at ham skulle jeg ikke være bange for, han var en mg minus-kemiker.

Så blev jeg kaldt ind og fik straks hældt spørgsmålet: "Er du for eller imod atomkraft?" i hovedet.

"Det er ligesom at blive spurgt, om man er socialdemokrat, når man søger en stilling", røg det ud af mig, mens jeg tænkte mig om, inden jeg tilføjede, at jeg ikke var atomfysiker og havde stor tillid til, at dygtige atomfysikere sagtens kunne få et A-kraftværk til at fungere effektivt og sikkert.

"Men at vurdere", fortsatte jeg, "om det vil være sikkert, at stoppe det højradioaktive affald ned i en salthorst, er en helt anden sag. At bedømme det, kræver geologisk viden og indsigt".

Så gik jeg til tavlen og rettede fejlene i Risø-medarbejderens tegning og fortalte om elværkernes mislykkede undersøgelser af Linde-salthorsten og den risiko, som den foreslåede deponering i dybhuller i Mors-salthorsten ville indebære. Påpegede at selv tyske eksperter havde begået elementære fejl i deres forsøg på at udrede horstens komplicerede indre strukturer, og jeg præsenterede en korrigeret tre­dimensional model, jeg havde fremstillet af foldede papirstrimler monteret på en lang strikkenål. Har man først lært sig at analysere dobbeltfolder, kan man også dechifrere forvredne kulissefolder med spiralakser.

Jeg forklarer om spiralfoldede kulissefolder omkring Erslev 1.

Var så ved at blive afbrudt, fordi mine minutter var gået, men jeg fortsatte. Skulle bare lige vise en kage, jeg havde "bagt" aftenen forinden i min stegeovn i København. En lagkage af gråt, blåt og rødt modelervoks, som, mens kagen endnu var varm, var blevet deformeret på samme måde, som saltlagene bliver, når de stiger op gennem ovenover liggende sedimenter og danner en salthorst.

Kameraet zoomede ind på kagen, da jeg med lodrette snit skar den op i skiver og viste, hvor forskellige de indre strukturer var i selv tætliggende snit. Denne anskuelsesundervisning fascinerede i den grad journalisteleven, som styrede udsendelsen, at han ikke afbrød mig. Jeg fik det sidste ord, og fik sagt, at det uden anlæg af dybe skakter og minegange og boringer ud i saltet herfra ikke var muligt at kortlægge Mors-salthorstens komplicerede indre strukturer. Det var alt for risikabelt at deponeret affaldet i et dybhul. Selv om der optrådte rent stensalt over et langt interval, kunne der alligevel tæt ved borehullet forekomme indfoldede lag af kalisal­te, som ville "smelte" under vandafgivelse, hvis de blev opvarmet af det radioaktive affald. Så ville radioaktiviteten kunne spredes til grundvandet.

"Du forklarede det, så det var til at forstå", sagde min genbo på Møn, Carl Jensen, da jeg den efterfølgende aften kiggede ind hos ham og Thea for at købe æg. Som boelsmand havde han både forstand på sukkerroer og agurkesalat. Om morgenen havde jeg fået lykønskningstelegram fra et tidligere medlem af Østfold-gruppen, OOA's bannerfører Terjei Håland.

Nu var begge handsker kastet. For ikke at blive beskyldt for at være en enlig kværulant dannede jeg sammen med tre kolleger, Martin Ghisler, Eckart Håkonson og Lilian Skjernå, alle fra Geologisk Institut ved Københavns Universitet, en geologisk "Firebande", som tog kampen op. Vi gennemgik, hvad der var publiceret om salt og saltstrukturer, lånte bl.a. et helt saltbibliotek, som vores kollega dr. Hans Urban havde købt af en tysk salteksperts enke.

Vi skrev også breve til statsminister Anker Jørgensen, og jeg gik i audiens hos miljøminister Holst. At vi fik kontakt med journalist Bo Maltesen ved Politiken var også yderst nyttigt. Elværkerne benyttede 'Jyllandspesten' som talerør.

Tilsynet med Nukleare Anlæg i Risø lokkede med tilbud om kontrakter, men vi afslog. Skrev vi under, kunne de pålægge os tavshedspligt ved at fyre os. Da jeg 1. februar 1982 sammen med DGU’s to konsulenter blev indbudt til en forhandling i Miljøstyrelsen, aftalte jeg på forhånd med rektor Skinhøj og universitetsdirektøren, at jeg fik en jurist og kontorchef fra fakultetet med som bisidder. Rektor modtog med mig ordene: "Nå det er dig, der skal sørge for, at vi ikke får atomkraft i Danmark. Hvad kan jeg hjælpe med?".

Under forhandlingen i Miljøstyrelsen under kontorchef Leif Mortensens forsæde krævede jeg at blive medlem af den vurderingsgruppe, som Miljøstyrelsen efter planerne skulle udpege med henblik på en endelig og samlet bedømmelse af elværkernes salthorstundersøgelser. Der blev sendt bud op til direktør Jens Kampmann på 1. sal, men han sagde nej. Da forhandlinger derefter gik i hårdknude, fremsatte jeg et kompromisforslag gående ud på, at DGU’s to konsulenter skulle ophøjes til fuldgyldige medlemmer af den afsluttende vurderingsgruppe, og at jeg på kollegial basis kunne samarbejde med DGU og bistå ved udarbejdelsen af den rapport, som DGU skulle udarbejde om de geologiske aspekter ved dybhulsdeponering af højaktivt affald i en salthorst. Denne gang kom der accept fra 1. sal.

Det fortrød direktør Jens Kampmann, som var en varm tilhænger af A-kraft, sikkert bittert, for 10 måneder senere afleverede DGU en trebinds-rapport på 297 sider om konsekvenserne af geologisk deponering af højaktivt affald i Mors-salthorsten. Konklusionen var klokkeklar, og selv Poul Nielson, som havde taget A-kraft med i sin energiplan, kunne ikke komme uden om den. Der ville være betydelig risiko for radioaktivt udslip fra et dybhulsdepot.

Poul Schlütter havde i sine valgtaler i 1982 lovet, at der ikke ville komme atomkraftværker i Danmark, før det var dokumenteret, at affaldet kunne deponeres sikkert, og da de radikale hele tiden havde været imod at indføre A-kraft, var det efter valget blevet Socialdemokratiet, som var tungen på vægtskålen, hvis det kom til en afstemning i Folketinget. Partiet Venstre og Morten Lange var for.

Jeg opsøgte derfor to indflydelsesrige socialdemokratiske folketingsmedlemmer og overrakte dem de tre rapportbind forsynet med gule understregninger og sidehenvisninger bagi, så det var let at finde frem til de afgørende afsnit. Timingen var perfekt.

Jeg var ved at feje savsmuldet sammen og rydde op efter tømreren, der havde lagt nye gulve i stuehuset på Brandbjerggaard, da jeg i radioen, som holdt mig ved selskab, hørte speakeren sige, at Socialdemokratiet på sin årskongres havde vedtaget at stemme nej til atomenergi i Danmark. Dermed var sagen politisk afgjort, og det nyttede ikke, at Miljøstyrelsens direktør nedsatte den endelige vurderingsgruppe med et stort flertal af håndplukkede loyale 'myndighedspersoner'. Sagen var og blev politisk død.

Jeg har i mange år troet, at Anker Jørgensen personligt støttede den socialdemokratiske årskongres’ afvisning af dansk atomkraft, men det har vist sig at være en illusion. Når jeg nu må erkende det, skyldes det, at jeg for nylig og i helt anden forbindelse har været i kontakt med Ole Stavad, som deltog i kongressen. Ifølge ham gik Anker Jørgensen selv positivt ind for atomkraft, og han forventede at få et flertal herfor. Men efterhånden som flere og flere af indlæggene viste sig at være imod, realiserede Anker at han måtte bøje sig. Når han uden videre er blevet tillagt en andel i Nej’et, skyldes det nok en udbredt generel goodwill for hans person.

Egentlig mærkeligt at jeg, som kan takke Niels Bohr for at være sluppet ud fra sergentskolen for at kunne studere urangeologi, har været medansvarlig for, at der ikke er blevet indført A-kraft i Danmark.

Nu spøger 'kun' det højradioaktive affald, som forsøgsreaktoren på Risø har produceret. Eller er alle argumenterne imod deponering af det højradioaktive affald allerede ved at være glemt, fordi CO2-forskrækkelsen breder sig?

Næste kapitel >