"Det må have været en engel, der holdt hånden under Dem", sagde den elskelige pastor Buus, da han under sit ugentlige besøg på Stege Sygehus så ind på den stue, hvor smeden fra Marienborg og jeg lå.
Det var i efteråret 1974, få dage efter jeg var vendt velbeholden hjem fra en ekspedition til Rotang-passet i Himalaya sammen med Grit. Jeg skulle 'lige' tjære det sidste af ladelængens tagryg på Brandbjerggaard. Murerens store aluminiumsstige var afleveret, så jeg satte to gamle lægtestiger oven i hinanden og kravlede op med tjærespanden. Da jeg strakte mig for med tjærekosten at nå det allersidste stykke, forsvandt stigerne under mig. Taget var stejlt, som tagene tit er det på Møn for at forhindre, at sneen lægger sig for tykt.
Jeg tog hurtigt fart og landede seks meter længere nede på stenbroen. Undervejs ned nåede jeg ikke at gennemleve mit liv, højst at give et brøl fra mig og tænke på, at nu gjaldt det om at lande på benene.
Da jeg vågnede op og åbnede mit venstre øje, stod Mona bøjet over mig. Det højre holdt jeg lukket, for i faldet havde jeg fået tjærespandens indhold ned over mig. Mine briller lå i det modsatte hjørne af gårdspladsen. Mit brøl under nedturen havde været så kraftigt, at Mona, der var oppe på stuehusets loft, havde hørt det, og Yuri Lavrushin var også kommet til stede. Han begyndte professionelt at trække forsigtigt i mine arme og ben for at undersøge, om jeg havde brækket noget. Da han nåede til det venstre ben, udbrød jeg: "Av, I kan godt rulle garagedøren op og køre mig på sygehuset". På Stege Sygehus ville de vaske tjæren, som dækkede højre side af hovedet, af med benzin, men jeg havde åndsnærværelse nok til at sige, de skulle bruge margarine. Det havde jeg lært, når vi tjærede skoleplads hjemme i Hovedgaard.
Som pastor Buus antydede, kunne det være gået meget værre.
Jeg kunne have brækket ryggen. Jeg slap med et hælebensbrud og en kraftig forstuvning af venstre fod, som ramte stenbroen først. Der gik seks måneder, før jeg igen måtte støtte på foden. At jeg genvandt fuld førlighed over venstre fod og ben, kan jeg takke reservelægen på Stege Sygehus og mit arbejde for. Da jeg havde siddet fire måneder med venstre fod fremadstrakt, sagde han, at det gik ikke, jeg ville ende med at få spidsfod. "Ja vi mænd er nogle værre piverter", sagde han smilende, da han med et snuptag, som en bryder ville kalde en slags kvart Nelson, og lægerne kalder brisement forcé , tvang foden tilbage i normal position, mens knoglerne knasede. At holde kvartærgeologiske ekskursioner og kravle op og ned ad væggene i grusgrave og klinter viste sig at være en yderst effektiv form for genoptræning.
Der er mange slags engle. Nogle færdes åbenlyst blandt os. Tag nu for eksempel Elisabet og Elsebeth, to lysblonde piger i min gymnasieklasse. Vores historielærer med speciale i Bismarck og en søn, der faldt på Østfronten, sagde tit: "Elisabet fra Åle, du er en engel", mens næsten-navnesøsteren, Elsebeth fra Horsens, som ikke læste så flittigt på lektien, fik at vide: "Elsebeth, du er en engel, men en af dem med sorte vinger."
Andre engle færdes ikke så åbenlyst, ses kun nu og da som skygger og bærer tit mørke briller. De kaldes i hvert fald engle i Polen, har min ven geologen Voitjek Brockwitch Lewinski fortalt mig. Man skal dog have gjort sig bemærket på en særlig måde, før den slags engle bliver sat til at passe på én. De er dyre i drift. Man skal være i opposition til de systemkonforme partibosser.
Den slags skyggeengle har også fulgt mig. De kom ikke fra Kejsergade; den efterretningscentral var blevet afsløret. De parkerede på Østervoldgade uden for instituttet og fulgte min Dyane Citroên, en såkaldt luksushæmoridegynge, når jeg kørte hjem til Store Regnegade, hvor jeg dengang boede i en ejerlejlighed i det gamle Montmartre sammen med min tredje kone, Inge. Nede på fortovet under lejligheden stod der mærkeligt nok ofte en person, der "reparerede" ledningerne i televæsenets kasse.
Skam også få dem, hvis de ikke havde passet på mig. Jeg havde gentagne gange besøgt Sovjetunionen, havde haft Yuri Lavrushin boende på Møn, og havde for nylig hentet fire sovjetiske kongresdeltagere i Kastrup og kørt i kortege, med ambassadens sorte limousine bag min røde Dyane, til universitetet på Amager, for at vise, hvor kongressen skulle holdes, og derefter sat gæsterne af ved Missionshotellet. Naturligvis havde jeg også inviteret de fire russere til middag hjemme sammen med bestyrelsesmedlemmer fra Geologische Vereinigung, som var medarrangør af kongressen. Jeg fik ved den lejlighed en svag mistanke om, at én af de fire, en vis dr. Markov, ikke udelukkende var kommet for at høre foredrag om prækambrisk geologi. Der var dog ingen tvivl om, at han var uddannet og arbejdede som geolog.
Der var også en anden årsag til, at englene med mørke briller var begyndt at interessere sig for mig, og det var saltet. Dét, at jeg havde kritiseret elværkerne salthorstundersøgelser og i offentligheden fremstod som modstander af atomkraft. Tanken om, at en fremmed magt kunne have købt eller bestukket mig til at modvirke, at Danmark fik billig energi, lå sikkert ikke PET fjernt.
Mens alt endnu stod i saltets tegn, fik geofysisk laboratorium med Geologisk Institut i efteråret 1982 besøg af en sovjetisk geofysiker, professor Usjakov, som var specialist i tyngdemålinger. Da jeg selv havde mødt stor gæstfrihed i Moskva, inviterede jeg professoren og laboratoriets afdelingsleder, Günter Schönharting, med frue til middag i Store Regnegade.
Det affødte en endnu hurtigere geninvitation til en reception på USSR’ ambassade i anledning af 65-årsdagen for Den store socialistiske Oktoberrevolution. Det må retfærdigvis tilføjes, at invitationen kun gjaldt andendagsfesten, hvor bl.a. mange danske fagforeningspampere troppede op. Under receptionen viste det sig, at professor Usjakovs søster og svoger begge var ansat ved ambassaden, så de blev naturligvis også inviteret til middag i Store Regnegade.
Da den private middag oprandt, ankom professor Usjakov imidlertid uden søster og svoger, men ledsaget af en os ubekendt ambassadeattaché, som udgav sig for at være kemisk ingeniør. Det blev en lidt anstrengt middag, for attachéen afbrød professoren, hver gang han ville fortælle noget. Jeg prøvede at gå direkte i flæsket på attachéen og blev hurtigt klar over, at han ikke var kemiker. Da han ved kaffen spurgte, om han måtte låne telefonen, hoppede han næsten en meter i luften, fordi jeg svarede: "Ja værsgo, men jeg er bange for, at den bliver aflyttet".
Efter gæsterne var gået, sagde jeg til Inge, at nu havde hun spist til middag med en KBG-officer. At det ikke var lutter paranoia, blev klart to måneder senere, da morgenradioavisen meddelte at vores uinviterede gæst, en vis hr. Motorov, var blevet udvist som uønsket i Danmark. Han var tidligere blevet grebet i at spionere i Norge og var også blevet udvist derfra. Inge og jeg fik travlt med at rive hans visitkort i stykker og tømme den flaske vodka, han havde foræret os. Vi ville ikke risikere at blive mistænkt for at have medvirket til spionage. Sagen mod den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen stod klart i vores erindring. Vi beholdt dog en håndmalet ske til minde om at have haft en KBG-officer til middag.
Der er som sagt mange slags engle. Nogen kom fra Øst, andre fra Vest. Kort efter afsløringen af Motorov fik jeg på kontoret besøg af to amerikanske flådeofficerer i fuld uniform. De ville gerne høre lidt om, hvad vi arbejdede med på instituttet. Jeg fortalte bl.a. om Den europæiske Geotravers, et storstilet geofysisk-geologisk projekt, som jeg var med til at planlægge. Men da det ikke syntes at interessere dem, fortalte jeg i stedet for frejdigt om professor Usjakov og dr. Motorovs besøg. Dét fik dem til at lytte.
Derpå så jeg dem direkte i øjnene og spurgte, hvem af dem, der kom fra CIA? "Øh øh", de kom skam fra US Hydrographic Office. Det kunne på sin vis godt passe, for jeg vidste tilfældigvis, at maringeologerne i Kiel var i gang med at undersøge bundprøver fra den vestlige Østersø. Programmet blev ledet og sponsoreret af US Navy og NATO. Almen Institut i København havde i øvrigt takket nej til at deltage, da vi havde mistanke om, at programmet tjente militærtaktiske formål.
Der gik da også kun to uger, inden Sovjetunionen nedlagde officiel protest, fordi en amerikansk ubåd var blevet observeret på afveje i Østersøen og, i strid med indgåede aftaler, havde søgt havn på Bornholm.
Så det var svært at afgøre, om de to amerikanske flådeofficerer var den ene eller anden slags engle.
