Når jeg tænker tilbage, tror jeg ikke at fornemmelsen af at være flyttet for sidste gang dukkede op, før jeg blev Mønbo. På den ø ville jeg gerne ende mine dage i sottesengen og blive båret ud med benene først. Under ombygningen af Brandbjerggaards stuehus i 1984 efter svampeangrebet, forestillede jeg mig stadig, at jeg ville blive gammel i huset. Jeg lod dørtrinene fjerne, så huset blev kørestolsvenligt. Men i firserne blev jeg så dybt engageret i det Europæiske Geotravers Projekt og oplevede en veritabel faglig 'Indian summer'. Jeg følte at videnskaben stadig havde brug for mig, og jeg drømte ikke om at ende mine dage på Brandbjerggaard som parcellist og havemand uden kontakt med intelligentsiaen i København.
Brandbjerggaards ombygning kostede mig dyrt, og da murerfirmaet Brødrene Jensen, som havde fået 75.000 kr. a conto, i 1985 opkrævede et restbeløb på 140.000, så jeg ikke anden udvej end at sælge ejerlejligheden i Store Regnegade. Det betød, at vi 'kun' havde to boliger, gården på Møn og Inges lejelejlighed i Jægersborg.
Efter min pensionering i 1992 blev det svært at opretholde vores landadelige status på Brandbjerggaard samtidig med, at vi havde en lejlighed i Gentofte. De krævede to biler og to telefoner. Vi måtte vælge, om vi skulle bo heltids på Brandbjerggaard og opgive Inges lejlighed i Jægersborg, eller om vi skulle sælge gården og blive fuldtids Gentofteborgere.
Den sidste mulighed var økonomisk fordelagtig. Inges husleje var billig og kørselsudgifterne ville blive mærkbart reduceret. På Brandbjerggaard kunne der når som helst dukke store håndværkerregninger op.
Stuehuset var ganske vist sat i tip top stand, men udlængerne var faldefærdige. At flytte fra 240+40 m2 netto til 81 m2 brutto var dog sin sag. Vi ville få det som to gamle, der bliver flyttet på 'hjemmet'. Det var svært at vælge: Land eller By?
Som det tit er tilfældet, blev det en tilfældighed, der afgjorde sagen. I 1996 sneede vi to uger efter fastelavn inde, mens Grit, Nis og Poul og Mads og Lone var på besøg. Der gik fire dage, før snestormen var stilnet så meget af, at Mads kunne grave sig gennem driverne i indkørslen til Brandbjerggaard. Vi hyggede os efter bedste evne, men det er aldrig morsomt, når naturen tager magten fra én. Vi indså, at det at blive gammel i en endnu ældre ejendom let kunne blive en for stor udfordring for os.
Brandbjerggaard blev sat til salg Skærtorsdag og solgt per 1. august 1996. Havde det ikke været, fordi Erling og Synnøve som de gode naboer de var, med traktor og ladvogn kørte læs efter læs til lossepladsen ved Æbelnæs, så havde vi aldrig fået ryddet op i laden og staldene før overdragelsen. Jeg havde ikke selv meget energi tilbage, for jeg havde pudset og malet både stuehusets og udlængerne udvendigt (på nær svinestaldens nordvæg).
Indboet, vi ikke kunne tage med os, blev delt ud og solgt. Grit, Nis og Poul hentede en flyttebilfuld, andet købte antikvitetshandleren i Stege til spotpris, og de fleste af bøgerne blev skænket til sygehuset eller folkebiblioteket i Stege. Jeg har altid været tingsglad, og det gjorde ondt at måtte skille sig af med ejendele, som havde affektionsværdi og gemte på gode minder. Men det var yderst begrænset, hvad der var plads til i stuen og de to små kamre i Jægersborg Alle 199.
At flytte på hjemmet betyder normalt, at man før eller siden bliver båret ud med fødderne først. Så galt gik det dog ikke; vi kom til at bo i lejligheden i 5 år og forlod den begge i live. Vi prøvede, men det lykkedes os ikke, at få en større stuelejlighed i samme kompleks. Ikke mindst det høje sædebadekar voldte Inge problemer. Til sidst tog vi kontakt med kommunen og fik besøg af en socialrådgiver, der mente, vi var berettigede til en ældrebolig. Efter et mellemspil, hvor Amtssygehuset og Tranehaven var involveret, dumpede der godt et år senere, medio maj 200l, et brev fra Gentofte kommune ind ad brevsprækken med tilbud om per 1. juni at overtage en lejlighed på 78,67 m med tre rum i en nyopført husblok i ældrebebyggelsen Charlottenlund Park.
Den yngste husblok i Charlottenlund Park med 12 ældreboliger. Der er kommunal anvisning, ingen dørtrin og en elevator. Bygget 2001.
Svarfristen var fem dage, og lejligheden kunne ikke beses forinden. Det lykkedes os dog, trods en ung arkitekts protester, at få tiltvunget os adgang til en lejlighed i stueetagen, inden vi svarede: "Ja tak". Når vi efter kun 13 måneders ventetid fik tilbudt en treværelseslejlighed, hang det sikkert sammen med, at kommunen var interesseret i at indstille borgere, som den ikke skulle betale boligstøtte til.
Det blev alle tiders forfærdelige flytning, værre end da vi forlod Brandbjerggaard. Jeg havde nogen tid forinden fået konstateret forhøjet blodtryk og tog blodtryksnedsættende medicin og hjertemagnyler. I de travle uger omkring flytningen ignorerede jeg, at min afføring var blevet sort. Det kunne jo skyldes så meget, vidste jeg. Også noget, som der ikke kunne gøres noget ved. Jeg tænkte meget på Steen Sjørring, som døde alt for tidligt af kræft. Det gjorde det ikke bedre, at jeg i løbet af en måned tabte 15 kg. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, det var fordi, jeg spiste proteinrig og fedtfattig kost.
Kræfterne svandt, og jeg blev let svimmel. Var irriteret over, at jeg ikke magtede at få pakket flyttekasserne ud. De stod i så høje stabler i stuen, at vi måtte kante os gennem skyttegravene mellem dem for komme til og fra køkkenet. Det trak ud med leveringen af de nye senge, vi havde bestilt. Vi havde som midlertidig erstatning fået et par hårde sovebrikse og vågnede hver morgen, som var vi blevet sparket af heste. Inge blev ekstra sløj, og jeg blev mere og mere træt og holdt til sidst kun til at sidde eller ligge ned. Jeg begyndte at forbande, at vi var flyttet i ældrebolig.
Knap en måned efter vi var flyttet ind, var jeg blevet så sløj, at jeg måtte kravle ud på toilettet og lade Inge tørre mig. Så bad jeg hende om at ringe til 112.
Jeg blev vitterlig ud båret ud med benene først, da ambulancefolkene bragte mig til skadestuen på Gentofte Amtssygehus. Her målte de mit blodtryk til 90 over 50 og hæmoglobinprocenten til 5,7. Tallene burde have været henholdsvis 140/90 og 8-10%. Da der var blod i min afføring, kikkertkiggede de mig ned i maven og tog samtidig en biopsi. Jeg fik drop, blev sat på en skrap antibiotikakur og fyldt med jern- og mavesårstabletter. Alt tydede på et bakterielt mavesår fremkaldt af en Helicobacter polyria infektion, en harmløs diagnose sammenlignet med de andre muligheder, jeg havde undertrykt tanken om. Da jeg gerne ville hjem for at aflaste Poul med at tage sig af Inge, blev jeg udskrevet hen på andendagen. Lise og Bjørn kørte mig hjem. To uger senere fik jeg besked om, at der ikke var fundet noget malignt ved biopsien. Så var der ligesom lys forude.
I løbet af de næste fire måneder kom jeg gradvis til hægterne, fik tømt flyttekasserne, og med Bjørns hjælp og slagbor blev malerier og billeder hængt op og lejligheden gjort beboelig. Nu blev vi endelig glade for at være flyttet. Da jeg sidst i oktober havde fået blodprocenten op på 8 og var blevet erklæret Helicobacter -fri, følte jeg mig som genfødt. Når man har været så langt nede med nakken, som jeg var, gør man sig sine tanker.
Heldigvis var Grit og hendes mand Poul ikke hjemme, mens det stod på. De nåede ikke at blive bekymrede, for de var rejst til Indien og Himalaya, hvor Grit ønskede at gå i sin fars fodspor. Det var et kærkomment plaster på mavesåret, da Grit, en uge efter jeg var blevet udskrevet, ringede fra Leh i Ladakh og fortalte at nu havde hun også badet i Tso Morari, ”Den Blå Sø”. Det var en stolt far, der lagde røret på. Jeg var samtidig glad for, at hun, uvidende som hun var om mit mavesår, ikke havde været bekymret for mig.
Som fader så datter. I 1950 badede jeg i 4.500 meters højde i Tso Morari i Ladakh. Min datter og svigersøn "gentog" det i 2001.
Jeg kan ikke forklare det, men når solen er gået ned, og jeg sidder ude på ældreboligens altan for at svale af, føler jeg mig af og til hensat til det fjerne Østen. Så lyser aluminiumstagene på de cementgrå husblokke med blåmalede elevatortårne op i genskinnet fra sommerhimlen, der har antaget en sart rosa farve tilsat lidt cobbaltblåt. De høje robinia- og birketræer i parken er næsten blåsorte, ligesom skovbrynet på den anden side af banen.
Jeg sidder i pyjamasbukser og med nøgen overkrop og føler mig som i Hong Kong. Når der tændes lys i et af vinduerne, drømmer jeg mig hensat til en Emmanuelle-film. Og når lyden fra et nærmest usynligt kystbanetog eller S-tog når op til mig, melder udlængslen og minderne sig.
Udsigt over Charlottenlund Park fra min altan.
Jeg kommer til at tænke på hjemturen fra et Tektonisk komitemøde i Leiden, hvor jeg kun ved et tilfælde fandt ud af, at mit tog fra Leiden til Utrecht gik en time tidligere end angivet i DSB’s rejseplan; den tog ikke højde for, at der natten forinden blev indført sommertid. Jeg følte mig meget stresset og var dårligt forberedt til mødet, fordi jeg før afrejsen havde været optaget af arbejdet imod deponering af højradioaktivt affald. Man kan, som tyskerne siger, ikke ”zweien Herren dienen”
Jeg nåede til Utrecht i rette tid, men da jeg skulle skifte til Nordekspressen, var jeg nær aldrig kommet over på den anden perron. Måtte sætte mig på min rejsetaske og krybe sammen for at holde smerterne ud. Jeg var overbevist om, at jeg havde Angina pectoris, hjertekrampe. Jeg havde liggevogn, og da jeg endelig nåede frem min kupé, blev jeg glad, da jeg opdagede, at jeg skulle tilbringe natten sammen med en dansker, en ung frue, som skulle til Nykøbing F. Vi talte lidt sammen og jeg faldt til ro i forvisning om, at der i alle tilfælde ville være en landsmand m/k til stede, hvis jeg tog billetten i løbet af natten.
Jeg overlevede, men brystsmerterne var ikke forsvundet, da jeg næste morgen stod ud på Hovedbanen. Satte mig igen på tasken, og lod passagerstrømmen gå forbi. Så spærrede jeg øjnene op. Minsandten om det ikke var Inge, der vinkende kom hen imod mig. Vi havde ikke aftalt, at hun skulle hente mig, men hendes intuition havde sagt hende, at det skulle hun.
Det var lykke at se hende. Flemming stillede et par dage senere diagnosen. Jeg led af hypokondritis, havde ikke angina pectoris. Brystsmerterne skyldtes, at jeg i længere tid på vej til og fra kontoret havde slæbt på en for tung læderrygsæk stoppet med bøger og papirer.
