Den 3. september 1939 sad jeg fredeligt og legede med Carlos, som ikke var en hund, men naboens dreng og et par år yngre end mig, da min far pludselig dukkede frem af hullet i hækken og kom hen mod os. Der måtte være noget særligt på færde, når han gik den vej.
"Nu er Verdenskrigen brudt ud", sagde han alvorligt og rakte hånden frem som tegn på, at jeg skulle følge med hjem, idet han tilføjede: "England og Frankrig har erklæret Tyskland krig".
Jeg fattede med mine 11 år nok ikke i fuld udstrækning, hvad det indebar, men blev alligevel opstemt. Krigsudbruddet kom ikke uventet. Der var hjemme blevet talt meget om, at det trak op til krig. Jeg var også begyndt at læse aviser og havde, da Italien invaderede Abessinien i 1937, været optaget af krigen i "Appelsinien".
Efter at Hitler var kommet til magten, var mine forældre meget bekymrede over udviklingen i Tyskland. De kendte lidt til landet og satte pris på den klassiske tyske kultur, for deres bryllupsrejse i 1921 var gået til Tyskland, og de havde besøgt landet igen i 1927, mens inflationen var så kraftig, at der med korte mellemrum blev trykt nye pengesedler med ekstra nuller. Far havde et par millionmarksedler med hjem. På samme rejse var de i øvrigt også i Svejts, og efter hvad Ib fortæller, skulle jeg være blevet undfanget der. Ikke at han havde været med, men fordi han siden hen hørte det nævnt som en slags forklaring på min rejselyst.
Far ønskede inderligt Sydslesvig hjem til Danmark. Han var i 1920 cyklet til Sønderjylland for at overvære, at Kong Christian den Tiende red over den gamle grænse på den berømte hvide hest. Da far efter krigen blev formand for den lokale Sønderjyske Forening, stemte han sikkert på Knud Kristensen, som indædt kæmpede for at genvinde Sydslesvig. I trediverne tror jeg han stemte radikalt for indirekte at støtte Borbjergs socialdemokratiske skolepolitik, som var venligt stemt over for de private realskoler. Som skolebestyrer skulle han tækkes alle samfundslag og røbede derfor aldrig noget om sin politiske holdning. Den har sikkert skiftet, ligesom min. Mor talte aldrig om politik. Havde hun levet i dag, ville hun nok have stemt på Kristelig Folkeparti.
Jeg var endnu ikke fyldt 12 år, da vi om morgenen den 9. april vågnede op ved lyden af flyvemaskiner, mange maskiner, en uvant lyd i Hovedgaard. Tyske Junkers-transportmaskiner var på vej nordpå; fulgte åbenbart Den jyske Længdebane. Tyskerne havde ikke engang gjort sig den umage at stave korrekt på dansk, da de som konfetti kastede deres "Oprop" i grams til det danske folk i og uden for Hovedgaard. Vi følte, Danmark var blevet taget på sengen. Det var mere skamfuldt end nederlaget i 1864.
Snart rullede fyldte troppetransporttog nordpå for i Frederikshavn at udskibe soldaterne til Norge, som ikke havde kapituleret, men taget kampen op mod overmagten. I Finland nærmede Vinterkrigen sig sin afslutning. Den finske armé havde kæmpet tappert, men måtte vige for de talmæssigt overlegne sovjetiske styrker. Efter våbenstilstanden blev flere tusinde af de evakuerede og hjemløse finske børn sendt til Danmark og kom i familiepleje her. Finlands tragiske skæbne inspirerede mig til at skrive en lille føljeton, 'Drengen fra Finland', som jeg sendte til Horsens Folkeblad, der bragte den i sin ugentlige ungdomsavis. Det var min forfatterdebut, første gang jeg fik mit navn på tryk. Så gjorde det ikke noget, at redaktøren havde tilføjet: Søn af Realskolebestyrer O.V. Berthelsen, Hovedgaard.
De første besættelsesår gik livet stort set sin vante gang i Hovedgaard, og vi så ikke meget til tyskerne. Det hændte, at det en kort stund myldrede med soldater nede på stationen, når et troppetog gjorde holdt. Det var først, da jernbanesabotagen begyndte i foråret 1943, at "de grønne" kom tættere på. Faktisk meget tæt på. Søndagsskolen måtte lukke, da en lille deling anført af en Obergefreiter beslaglagde missionshuset på den anden side af Skolevejen. Vi kunne ikke undgå at se dem. De var rekonvalescenter, nedslidte soldater, som havde fået ar i sjæl og krop af at gøre tjeneste ved Østfronten. De patruljerede langs banen og holdt sig i øvrigt for sig selv.
Derhjemme blev der sat mørklægningsgardiner op, og far monterede et Europakort på en cellutexplade, så han med grønne, røde og blå nipsenåle kunne markere, hvordan fronterne ændrede sig. Han byggede også en rammeantenne til at sætte ovenpå vores nye Telefunken-radio, så vi trods en tysk støjsender kunne høre BBC's danske udsendelse fra London. Den kom efter den norske. Selv om min Far ikke kunne synge, gik vi til alsang nede på kroen. Den flagsmykkede sal var stuvende fuld, og mange bar et kongemærke i knaphullet, som symbol på deres gode danske sindelag.
Da kul- og koksforsyningerne svigtede, blev vi henvist til udelukkende at fyre med tørv, brunkul og brænde. Jeg kløvede i løbet af et par måneder 7 kubikmeter bøgetræ til brænde, mod til gengæld at få det bind af Dyrenes Verden, som indeholdt farvetavlerne. De var for kunstneriske efter fars smag. Centralvarmeanlægget blev ændret; farbror Thorvald installerede som ny varmekilde en ringformet vandtank inden i det store landkomfur i køkkenet. Under de strenge vintre var der ikke varme i alle rum og ikke varmt vand i badeværelset til hverdag. Far bar en kedel med op, når han skulle barbere sig.
Kaffen, som allerede var blevet rationeret inden besættelsen, blev mest brygget på Richs og cikoriekaffe, og theen blev til Assong-frugtthe. Der var også smørrationering, men mejeribestyreren tog det ikke så nøje; han ville hellere sælge smørret til sine landsmænd end at levere det til tyskerne. Der kom sødetabletter på bordet, mors syltede asier blev surere, og de henkogte frugter var mest sødet med deres eget frugtsukker. Jeg kunne dog stadig drysse strøsukker på mine rå havregryn om morgenen.
Vi led ingen nød. Som forret vankede der ofte vandgrød, pærevælling eller frugtsuppe, hvor sagogrynene var erstattet af runde byggryn. Blev vandgrøden ikke spist op, blev de kolde rester serveret næste dag med varm mælk til, det som Sten Steensen Blicher kalder for mælkoggrød. Til hovedretten var der altid kartofler og sovs, men kødet blev nogle dage erstattet af selleri- og tomatbøffer eller grønkålsfrikadeller. Det var naturligvis sund mad, men ikke særligt mættende for et par sultne drenge i voksealderen. Ib blev desuden fodret med strykninholdige tabletter, da hans vækst en overgang ligesom gik i stå. Han påstår nu, at der var arsenik i pillerne, men det tror jeg ikke på.
En skønne dag blev der imidlertid afleveret en spand blod og en halv gris i køkkenet. En gårdmand havde betalt skolepenge i naturalier. Faster Sigrid, som var en erfaren gårdmandkone, var inviteret for at hjælpe til. Hun rensede tarme, og kom spækterninger og byggryn i blodet, som hun så med en stor kop øste op i tarmene, mens jeg holdt dem. Jeg fik hurtigt blodige arme, for hun ramte indimellem ved siden af tarmåbningen. Mavesækken blev til en kæmpepølse.
Der blev virkelig fest, da blodpølserne, eller sortpølserne (udtales svåtpø'ls), var kogt. Siden da har jeg holdt meget af blodpølse og spist det meget, især i Grønland. Blodpølse på dåse var den form for konserves, der havde det største næringsindhold i forhold til vægten, og det talte, når man skulle bære telt og proviant med op i fjeldet.
Flæskesiderne fra den halve gris blev sendt til røgning og hængt op under loftet ved siden af ekspansionsbeholderen. Om vinteren foretrak jeg det røgede, rene spæk og ville ikke have det stegt mere, end at det netop blev gennemsigtigt. Så drev fedtet af det, når man bed i det. Noget af kødet blev henkogt, men det meste blev saltet ned i et stort ovalt sulekar, købt hos bødkeren. Kødet i sulekarret lugtede værre, end det smagte, når det var blevet vandet ud.
Mens faster Sigrid boede hos os, sov hun på divanen inde i spisestuen. Den samme divan, hvor jeg året før havde ligget og grædt, mens jeg læste Dickens’ rørstrømske romaner med gotiske bogstaver. En nat vågnede faster Sigrid op ved en mystisk summende lyd udenfor. Da hun uden at tænde lys rullede mørklægningsgardinet op og kiggede ud af vinduet, hændte det hverken værre eller bedre, end at hun erhvervede sig et højst aparte skæg. For da hun strakte hals, plantede hun hagen direkte ned i et tornet monstrum af en velvoksen kaktus. Der var mørkt og ingenting at se udenfor. Det eneste synlige vidnesbyrd om, at der havde været overflyvninger, var de tynde strimler af aluminiumsfolie, som var dalet ned fra himlen, spredt af flyene for at forstyrre billedet på de tyske radarskærme.
Under besættelsen blev kælderen under bestyrerboligen indrettet som beskyttelsesrum. Foran vinduerne ud mod haven blev bygget store sandfyldte kasser, og der blev sat ekstra bjælker op til at bære kælderloftet, hvis huset skulle styrte sammen. Vi kunne også lave mad dernede, for der blev sat et lille komfur op ved gruekedlens skorsten. Jeg mindes dog ikke, at vi nogensinde måtte gå i beskyttelsesrum; der blev aldrig kastet bomber over Hovedgaard, og der var heller ingen sirener til at varsle luftalarm.
Fra og med efteråret 1942 tog overflyvningerne til. Det summede næsten altid deroppe, når jeg vågnede om natten. De engelske og amerikanske bombefly, der var på vej til eller hjem fra Hamborg og Berlin eller andre nordtyske mål, fløj tit en omvej langs længdebanen i Jylland for at undgå det værste tyske flakskyts. Dagen efter hørte vi fra BBC, hvad bombemålene havde været, og vi frydede os. Det var derimod ikke så frydefuldt at se vraget af et allieret fly, som var blevet skudt ned ved Malling. Ib og jeg cyklede derud og tog et par små vragrester med hjem som souvenirs.
Krigen rasede nu i både Europa, Afrika og Det fjerne Østen, men i 1943 begyndte Aksemagternes krigslykke at vende. Nipsenålene begyndte at blive flyttet den rigtige vej på fars Europakort. I februar vandt Den Røde Armé slaget om Stalingrad, Aksemagternes styrker i Nordafrika kapitulerede i maj, og i juli gik de allierede i land på Sicilien.
Men der var langt fra Sicilien til Danmark, hvor familien Berthelsen for en gangs skyld holdt rigtig sommerferie. Vi havde af fars fætter Berthel Peter, som var ungkarl og ivrig jæger, lånt et lille gulmalet sommerhus tæt ved Mossøs sydlige bred. Fra huset førte en skovsti ned til søen og en bådebro med en lille fladbundet pram. Ib og jeg kunne ikke svømme, men fik alligevel lov til at ro ud for at fiske. Der var aborrer i det åbne vand uden for sivbræmmen. Vi gik også på bærjagt inde i skoven. Blåbærrene smagte allerbedst, når de var regnvåde og kolde, og det var de tit, for julivejret var alt andet end stabilt. Når jeg spurgte far om, hvordan vejret ville blive næste dag, svarede han til min store irritation altid, at det kunne blive til, hvad det skulle være.
Sammen med far cyklede vi til Voerladegaard for at købe ind, besteg Sukkertoppen (108 meter) og besøgte fars hjemegn på den anden side af Gudenåen, hvor skolelæreren ikke blev omtalt som degnen, men æ degn. Vi besøgte også Øm kloster mellem Gudensø og Mossø, hvor munkene sikkert har hyggesnakket og dyppet tæerne, mens de sad ude over vandet på to- og trehulsbrætter og forrettede deres nødtørft. Måske var det synet af disse geniale friluftstoiletter, som fik pave Johannes Paul d. 2. til at tabe kalotten, da han i 1989 besøgte Øm.
På vej til og fra Øm cyklede vi forbi en tysk flyveplads, men alligevel føltes krigen fjern og uvirkelig. Det hændte, far købte en avis i Voerladegaard, for radioen, som vi kunne tage BBC på, stod hjemme i Hovedgaard. Måske netop derfor husker jeg feriedagene ved Mossø som noget ganske særligt og idyllisk. Det var første og sidste gang far, mor, Ib og jeg holdt rigtig ferie sammen i sommerhus.
Da vi var vendt tilbage til Hovedgaard, læste og hørte vi hver dag om nye gruopvækkende hændelser i ind- og udland. Jeg begyndte at samle avisudklip i et kollegiehæfte, og de kan stadig få mig til at gyse. Der var “Forordninger fra den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark“, dekreter om undtagelsestilstand og spærretid, og navnelisterne over arresterede og henrettede danske sabotører. Efter den 29. august frygtede far alvorligt for, at der skulle komme norske tilstande i Danmark.
I september 1943 kapitulerede Italien, og i december mødtes De Tre Store i Teheran. Nu fik håbet om, at Tyskland ville tabe krigen for alvor næring. På Europakortet på cellutexplade blev nipsenålene, som markerede fronterne, flyttet hver dag, så vi kunne følge tyskernes taktiske tilbagetrækning. Efter Teheran-mødet betroede jeg kollegiehæftet: "Stalin, Roosevelt og Churchill har holdt møde i Teheran og er nået til fuld Enighed om Krigens Forløb. Dokumentet fra Teheran er Tysklands Dødsdom uden nogen Mulighed for Benaadning, hvis ikke det tyske Folk rejser sig. "Die Stunde der Vergeltung wird kommen", skriger Hitler og hans Fæller. Har Tyskland virkelig opfundet et hemmeligt Vaaben?”
Det tætteste, jeg kom på en egentlig krigshandling, indtraf den 31. oktober 1944. Jeg stod oppe på viadukten over banen, da der pludselig kom strygende et par Mosquito-jagerbombere fra Royal Air Force i lav højde. Jeg nåede lige at opfatte deres kendingsmærke. De havde bombet Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet.
I foråret 1945, da det lykkedes Folke Bernadotte at hente danske og norske koncentrationslejrfanger hjem fra Tyskland, stod vi nede ved landevejen og vinkede til De Hvide Busser. Dengang vidste jeg ikke, at lægen, der skulle blive min ekspeditionschef i Himalaya, sad i en af busserne. Han havde meldt sig til Røde Kors og var taget med på Bernadotte-missionen for at undslippe Gestapo, der var ude efter ham i Thisted.
