Jeg er vokset op i eforboligen. Jeg var to år, da mine forældre flyttede ind i 1947.
Desværre har jeg kun dårlige amatørfotos. Der findes ingen deciderede interiørbilleder fra boligen.
Om mit barndomshjem har Eva Schønheyder sagt: ”Det var et nøjsomt hjem. Der var ingen tæpper på gulvene (bortset fra herreværelset). Der var kun få billeder på væggene. Når man gik i den lange gang uden tæppe, lød der et klip-klap og det støjede! Sofaen i stuen var en dyb divan, hvor det var umuligt at sidde bekvemt.”
Og hun har ret!
Der var enkelte mahognimøbler, som min mor havde fået med som udstyr fra sit barndomshjem i Berlin. Ellers ganske enkle og få møbler. Spisestuen fik mine forældre mulighed for at købe i 1947, da de flyttede ind i den nye bolig.
Men et væld af mennesker er gået igennem huset: Først og fremmest var huset åbent for kollegianerne mellem 18.30 og 19.00 på hverdage.
Nogle gange sad der flere og ventede på at komme til at tale med far, og vi måtte bære ekstra spisestuestole ud i gangen. Jeg husker, de skulle bede om tilladelse til at holde fest, f.eks. Eller de var måske kaldt ned for at få en reprimande (hvis de havde holdt fest uden tilladelse!). Nogle kom også for at få råd om studier, eller de havde måske problemer, de gerne ville diskutere.
I 1947 oprettede min far Collegium Biblicum, hvor gammel- og nytestamentlige teologer mødtes for at forelægge deres forskningsresultater. Deres møder blev holdt i spisestuen og sluttede altid med en fin middag.
Da Jysk Akademisk Kor blev oprettet i 1948, blev de første korprøver holdt i eforboligen. Jeg husker, hvordan korets medlemmer pyntede op til korfest i strygekælderen. Som tak for fars støtte til koret blev han æresmedlem
Fra tid til anden inviterede mine forældre en kollegiegang til aftente. Her mindes jeg, dengang de kvindelige studerende var gæster.
Deltagerne i min mors tyskkurser på Folkeuniversitetet, som hun holdt gennem mange år, inviterede hun hjem, når der afslutningsaften. Og deltagerne i min fars seminarer blev på samme måde inviteret hjem.
Mange frokoster og middage blev holdt for gæsteforelæsere og censorer. I det hele taget var det et åbent hus. At tage imod, at byde indenfor og tage sig af lå dybt hos begge mine forældre.
Det var den kristne arv på begge sider.
Min fars farfar var sognepræst i Herlufsholm. De syv børn, der voksede op i Lille Næstved Præstegård, var alle præget af hjemmets kristne medmenneskelighed.
Min mor var præstedatter fra Steglitz ved Berlin. Hun var den ældste af seks og var opdraget til at tage fat i et nøjsomt hjem.
Mine forældre gjorde ofte brug af det frynsegode, som bestod i, at de kunne disponere over to kollegiegæsteværelser, men som jeg husker det som regel til gæster med forbindelse til universitetet. Der boede for eksempel gæsteforelæsere og kolleger af min far.
Men der har sikkert også været indkvarteret familiemedlemmer, når mine forældre holdt større familiefester. En familie med fire børn fyldte godt op. Når der var gæster, boede de på 1.-salen i gavlværelset med nord, hvor min mor ellers havde sit arbejdsværelse.
Begge mine forældre var uhyre flittige mennesker.
Den dame, der serverer [på billedet herover], er frk. Lindhardt. Hun var en meget benyttet serveringsdame, som mange professorhjem benyttede, også mine forældre.
Hun var et utroligt sødt menneske, dygtig og ansvarsfuld. En af mine brødre, Erling, holdt af at hjælpe til, når der var selskab. Han holdt ud lige til opvasken var klaret, og når frk. Lindhardt gik hjem om aftenen, gav hun ham en 2-krone som tak for hans hjælp.
[Det var også frk. Lindhardt, der stod bag baren ved festen for Andreas Blinkenberg i februar 1943 - se billede nr. 15 på denne side, red.]
