Holger Friis Johansen var kandidat fra 1952 og blev efter et studieophold i Oxford redaktør ved Den Danske Du Cange ordbog fra 1952-60, arkivar ved Rigsarkivet fra 1954-61, dr. phil. fra Københavns Universitet i 1959 og fra 1961 professor i Klassisk filologi ved Aarhus Universitet. Han var Universitetets prorektor 1973-74.
Holger Friis Johansen insisterede på den klassiske verden som en enhedskultur, han underviste og forskede i både græske og romerske emner, men havde sit kernefelt i arkaisk og klassisk græsk litteratur med græsk tragedie som sit speciale. Udover talrige artikler i danske og internationale fagtidskrifter skabtes hans internationale ry især med disputatsen General Reflection in Tragic Rhesis fra 1959, forskningsrapporten Sofocles i Lustrum 7 fra 1963, kollationeringen og udgivelsen af Aischylos' tragedie De Bønfaldende, der resulterede i Aeschylus: The Suppliants vol I fra 1970, Aeschylus: The Suppliants, Text and Commentary Vol I-III (s.m. E. W. Whittle) fra 1981, og endelig med Lexicon Mediae Latinitatis (s.m. Bente Friis Johansen, Peter Terkelsen et alii) 1987-90. Ved sin død havde han netop færdiggjort et større arbejde om Theognis.
Hans indsats indenfor formidling udmøntedes i talrige oversættelser af Aristofanes, Pindar, Backhylides, Thukydid o.a. og i bogen Fri mands tale, Græsk Litteratur indtil Alexander d. Stores tid, 1984 nåede han et større publikum. Han bidrog til efteruddannelse af gymnasielærere med talrige foredrag og med to små, men komprimerede publikationer Aischylos fra 1989 og Arkaisk græsk lyrik fra 1995.
Holger Friis Johansen var medlem af bestyrelsen for Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse fra 1965, Det kongelige Danske Videnskabers Selskab fra 1977, hovedredaktør for det danske internationale tidskrift Classica et Mediaevalia fra 1979-84 og medlem af den internationale kommission for Thesaurus Linguae Latinae fra 1979.
I sin 35 år lange tilknytning til Aarhus Universitet viste Holger Friis Johansen en genuin interesse og en aldrig svigtende omsorg for de studerende, der gengældte den med hengivenhed. Hans undervisning var altid på et højt plan og forberedt i alle detaljer. Han gik aldrig på kompromis med kravene til sig selv eller de studerende. Det krævede meget at følge hans undervisning, men gav endnu mere. Hans pligtfølelese var stor, fx aflyste han kun nødigt selv når han var syg. Han var generøs med sin tid og altid parat til at støtte andre i deres forskning. Utallige er de manuskripter han har læst og kritisk gennemrettet for studenter og kolleger. Hans form kunne være spids, men hans kritik ramte altid noget væsentligt. Trods sin ikke stærke fysiske kondition deltog han desuden altid med liv og sjæl i alle studenteraktiviteter. Gennem mange år modtog han og hans hustru, lektor Bente Friis Johansen de studerende i deres hjem til fælles læsning og diskussion af udvalgte tekster, privatissime som han kaldte det.
Sin sidste aften tilbragte han i Videnskabernes Selskab. Han virkede således for filologi og videnskab til det sidste. Hans indsats, inspirationen fra den og mindet om ham vil leve længe.
Bodil Due