Karl Ove Nielsen var uddannet som civilingeniør og begyndte sin forskningskarriere ved Niels Bohr Institutet, hvor han var ansat 1947-57. Her arbejdede han med at udvikle et instrument til at adskille atomer af samme grundstof men med forskelligt massetal, en såkaldt isotopseparator. Erfaringerne fra denne periode fik stor betydning for hans virke i de kommende år. Særligt skal fremhæves konstruktionen af en ionkilde, der er en væsentlig bestanddel af en isotopseparator. "Nielsen ionkilden" er endnu idag et vigtigt instrument i forskningen. I 1958 forsvarede han en doktorafhandling om emnet.
Efter en fireårig ansættelse som reaktorchef ved Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø blev han i 1961 udnævnt til professor i fysik ved Aarhus Universitet. Her virkede han til sin pensionering i 1990, kun afbrudt af en kort periode som direktør for Forsøgsanlægget Risø i 1970-71. Ansættelsen af den nye professor blev indledningen til en dynamisk udvikling af Det fysiske Institut. Han så, at der var mulighed for i et samarbejde med teoretiske fysikere ved instituttet at skabe en slagkraftig forskning i atomfysik, og han udnyttede sin tekniske ekspertise til at opbygge unikke eksperimentelle faciliteter til denne forskning, godt hjulpet af den dygtige tekniske stab, han fik ansat.
Samtidig havde han en klar forståelse for betydningen af internationalt samarbejde, og han inviterede i midten af tresserne flere dygtige kanadiske og amerikanske forskere som gæsteprofessorer til instituttet. Resultatet blev, at Det fysiske Institut i Århus i løbet af tresserne skabte sig et internationalt navn som et forskningscenter for atom- og faststoffysik. En skelsættende begivenhed var opdagelsen i 1964 af strengeffekten for ladede partiklers passage gennem krystaller, som blev forudsagt af Jens Lindhard, professor i teoretisk fysik ved instituttet. Karl Ove Nielsen deltog meget aktivt i dette arbejde og ydede senere sammen med en amerikansk forsker en pionerindsats i udnyttelsen af strengeffekten til bestemmelse af meget korte levetider for ustabile atomkerner.
Gennem hele perioden i Århus var Karl Ove Nielsen meget optaget af at udnytte mulighederne ved det fælles europæiske forskningscenter CERN i Geneve. Her er der i et samarbejde mellem en række europæiske lande, inklusive Danmark, opbygget store acceleratoranlæg til udforskning af naturens fundamentale kræfter og byggesten. En særlig indsats ydede Karl Ove Nielsen ved opbygningen af ISOLDE-laboratoriet ved CERN i tresserne, hvor teknikken til isotopseparation, som han havde bidraget til at udvikle ved Bohr Institutet, blev koblet til en af CERN's store partikelacceleratorer. En stor del af design-arbejdet for ISOLDE blev udført i Århus under hans ledelse. Laboratoriet har siden bidraget med fremragende kernefysisk forskning.
Karl Ove Nielsen gjorde et stort arbejde for, at Danmark skulle fastholde og udnytte sit medlemsskab af CERN, som koster den danske stat ca. 100 mill kr. årligt. I en lang årrække var han medlem af og i en periode formand for acceleratorudvalget, der rådgav regeringen vedrørende CERN-medlemskabet og uddelte støtte til de danske fysikgrupper, som udfører forskning ved CERN. Han forsøgte også gennem mange kontakter til uddannelsesinstitutioner og til dansk industri at fremme overførslen af teknologi fra CERN. Hans indsats var højt respekteret, og han fungerede en overgang som formand for CERN's finanskomité. I to perioder, 1975-76 og 1982-84, var han ansat som forsker ved CERN med orlov fra Århus.
Karl Ove Nielsens personlighed var først og fremmest præget af energi og handlekraft. Han kom til universitetet i en periode, hvor professorerne endnu var ubestridte ledere, og det passede ham godt! Han var en handlingens mand og holdt af at tage beslutninger om nye planer og kæmpe for deres gennemførelse. I forhold til seniormedarbejderne kunne hans autokratiske stil undertiden skabe konflikter, men hans indsats var altid rettet mod at skabe de bedste betingelser for forskningen ved instituttet. Især de mange unge medarbejdere, der i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne blev ansat, fik en kolossal støtte og opbakning til deres forskningsprojekter.
Jeg hører selv til denne generation og lærte Karl Ove Nielsen at kende, først som vejleder i mit specialearbejde og senere som kollega i fælles forskningsprojekter og som en personlig ven. Også i privatlivet kom hans kompetance og ukuelige optimisme og handlekraft til udtryk. Jeg har oplevet det på ski i snestorm i Norges bjerge, hvor han ledte os frem til den frelsende skihytte, men bedst husker jeg det fra fældning af store træer, noget han holdt meget af. Det krævede nøje planlægning men ogsa handlekraft. Engang blev vi standset af en bisværm, som havde stiftet bo midt i træet. Jeg var rede til at opgive, men Karl Ove lod sig ikke afskrække. Han klatrede igennem sværmen!
Karl Ove Nielsen var norsk gift, med indretningsarkitekt Gunvor Rudjord, som døde for et halvt år siden. Hun var en kunstnerisk begavet personlighed, og Karl Ove var meget stolt af sin kone. Det var ham derfor en stor glæde, at hans virke ved Det fysiske Institut blev markeret ved hans afsked i 1990 med ophængning af et billedtæppe vævet af Gun.
Æret være hans minde.
Jens Ulrik Andersen .
![[Kolofon]](/uploads/www.au.dk/da/arsb1996.jpg)