JENS AAGE DOCTOR

20.3.1931–17.10.1997
Jens Aage Doctor var født i 1931 og voksede op hos sine bedsteforældre i Gesten ved Kolding. Efter at være blevet student fra Kolding Gymnasium, studerede han ved Aarhus Universitet og blev cand.mag. i dansk og engelsk i 1958. Han var rejselektor i Sverige og derefter dansk lektor i Bonn, inden han i 1963 blev lektor ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Her var han flere gange medlem af sit instituts studienævn, og han var i en periode formand for det humanistiske fakultets udvalg vedrørende danske lektorer i udlandet.
Han betragtede sit liv som en rejse i kreds om jorden. En rejse ud, men ikke bort, og en venden tilbage, men ikke hjem.
I sin studietid i 50'erne blev han dybtgående påvirket af den angelsaksiske nykritik, og den tabte aldrig sin betydning for ham. I hele hans forfatterskab er fortolkningsproceduren den nykritiske: at forstå, at forstå i hierarkier, at respektere værkets helhed. Det nærmeste han kom mere formalistiske eller strukturelle synsmåder var i De centrale symboler i Thøger Larsens Lyrik fra 1956, der i det væsentlige var identisk med hans specialeafhandling; den er holdt i en upersonlig stil, men endnu i forordet til disputatsen knap fyrre år senere citerer han Thøger Larsen, som han elskede.
I slutningen af 60'erne og i 70'erne stod han dels i et kritisk afvisende forhold til studenteroprørets overdrivelser, dels et fagligt modtagende; især Jürgen Habermas' analyse af den borgerlige offentlighed optog ham. Ewalds prosa havde han på nykritisk grundlag givet den indtil dato bedste tolkning i Festskrift til Gustav Albeck 1966 og i udgivelsen af Levned og Meeninger for Dansklærerforeningen 1973. I 70'erne fortsatte han sin indtrængen i borgerlighedens problematik, som den ytrede sig i romanen. Resultatet blev Herrens billeder (1976).
Herrens billeder blev til i dialog med Aage Lærke, som døde ung. Lærke kom fra arbejderklassen, Doctor fra landproletariatet; begge fik således en kritisk tilegnelse af den borgerlige litteratur som livsopgave. Derfor lægger Herrens billeder så stærk vægt på den borgerlige tænknings utopier.
Omkring 1980 optog Doctor russeren Bakhtins karnevalsteorier, som i "diverse underjordiske alliancer med nykritik og marxisme" blev grundlaget for hovedværket, den både i omfang og værdi store disputats Shakespeares Karneval fra 1994. I disputatsen er personlige, metodologiske og teoretiske inspirationer fusioneret i et stærkt personligt udtryk, der måske tydeligst viser sig i stilen; hans skrift er blevet sammenlignet med et hav med krappe småbølger.
Hovedparten – og alle de største – af Shakespeares værker er analyseret i et stort og spændingsfyldt drama om orden og kaos. Hvor langt denne bog vil række, kan ikke siges nu blot tre år efter dens fremkomst, men det danske sprog og den danske litteratur er beriget med et væsentligt værk om den uomgængelige Shakespeare. Selv afrundede Doctor med den sin kreds om jorden.
Shakespeares "Ripeness is all. Come on" kommenteres i bogens sidste sætninger: "Anderledes i det borgerlige samfund, hvor utopien til gavns er flydt over i virkeligheden og karnevallet uhjælpeligt fortyndet til børneløjer og foreningsarrangementer; de borgerlige romanheltes higen er deres væren, men de dør ikke af det, der kostede Shakespeares personer livet. De dør i det hele taget nødigt – for sådan er det mulighedsrige og dynamiske samfund, de tilhører: dødstabuiserende og ikke rigtig glad, tragediefornægtende og uden et karnevals utopi."
Doctor kunne le, så han rystede, og der skulle ikke meget til. Tingene og menneskene havde 'sjæl' for ham. Han interesserede sig for alt, hvad der var konkret. Han huskede! lugte, lyde, kulde, sansninger gennem huden. Han huskede det fra en verden uden for borgerligheden, helt fra den tidligste barndom hos bedsteforældrene. Kun hvad, der trængte ind gennem kroppens porer, skrev han om. Sansninger og tropismer satte sig i stilen. Deraf kom en vis langsommelighed, som han kaldte sin dovenskab, men som i dag betyder, at så godt som alt vil blive stående. Han var det danske sprog en hengiven, trofast og erfaren elsker. Derfor må både hun og vi sørge.
Birgitte Hornbek og Jens Hougaard