OLAF PEDERSEN

8.4.1920-3.12.1997
Professor emeritus, dr. phil. Olaf Pedersen døde den 3. december 1997 i en alder af 77 år. Blandt kolleger, studerende og venner blev han kaldt OP, en uhøjtidelig tiltaleform, der passede ham godt og svarede til det billede, mange havde af ham som en venlig, altid pibe- eller cigarrygende, og underfundigt smilende læremester. OP havde dog også andre sider, der viste ham som en dreven debattør og en ikke altid lige eftergivende forhandler i forsknings- og universitetspolitiske sager. Ved OP's bortgang har vi mistet en fremragende forsker, der var internationalt anerkendt for sin forskning i oldtidens- og middelalderens naturvidenskaber og en levende og altid omhyggeligt forberedt underviser.
OP var født i Egtved. Han blev student i 1938 fra Kolding højere Almenskole (Kolding Gymnasium) og blev magister i 1943 fra Københavns Universitet i teoretisk fysik med speciale i relativitetsteori. I 1944 blev han ansat ved Randers Statsskole, indtil han i 1956 blev amanuensis ved Det fysiske Institut ved Aarhus Universitet. Her oprettede han en afdeling for fysikkens historie, der i 1965 udviklede sig til det selvstændige Institut for de Eksakte Videnskabers Historie, hvor OP blev udnævnt til professor i 1967. Instituttet blev kendt verden over, dels fordi det var usædvanligt at knytte en historisk uddannelse til et naturvidenskabeligt fakultet, og dels fordi OP's forskning var kendt langt ud over landets grænser. OP havde mange internationale forbindelser og gode venner verden over. Disse relationer blev grundlagt under hans studieophold i Paris 1949-50, hvor han især blev påvirket af Etienne Gilsons forelæsninger. Senere studerede han med forkærlighed i Cambridge, hvor han var medlem af St. Edmund's House. Hertil vendte han ofte tilbage, og her fandt han både ro til sin forskning og lejlighed til at diskutere videnskabshistoriske emner med kolleger fra alle verdenshjørner.
OP var gennem flere år medlem af styrelsen for den Internationale Union for Videnskabernes Historie og Filosofi, samt vicepræsident for den Internationale astronomiske Unions kommission for astronomiens historie. OP overtog efter Mogens Pihl posten som redaktør af Centaurus, International Journal for the History of Science and Technology, hvis internationale karakter han yderligere styrkede.
OP er forfatter til en lang række videnskabelige og populærvidenskabelige afhandlinger. Det begyndte med, at han som ung gymnasielærer i matematik og fysik fattede interesse for middelalderens naturfilosofi og verdensbillede. Denne interesse forfulgte han i sin fritid og under sit studieophold i Paris. Han lærte at læse middelalderhåndskrifter, og hans arbejde resulterede i doktordisputatsen om Nicole Oresme og hans naturfilosofiske system (1956). Efter hans ansættelse ved Aarhus Universitet blev oldtidens og middelalderens astronomi et hovedemne for ham. OP gennemførte en systematisk søgning i de store europæiske bibliotekers håndskriftsamlinger og fandt bl.a. frem til et hidtil upåagtet corpus af tekster, de såkaldte Theorica Planetarum-tekster, som viste en ny facet af astronomiundervisningen på middelalderens universiteter. Undervejs fremdrog han af glemslen en dansk astronom fra 1200-tallet, Peder Nattergal, hvis skrifter viste sig at have haft international udbredelse i den lærde verden.
I 1974 udkom hans hovedværk, A Survey of the Almagest, et studium af et af den græske astronomis betydeligste værker, skrevet af Ptolemaios i Alexandria i det 2. årh. efter Kristi fødsel. OP's bog blev mødt med strålende anmeldelser i de internationale tidsskrifter, og den har i dag status af et standardværk, som benyttes og citeres af alle, der forsker i oldtidens og middelalderens astronomi.
OP interesserede sig ikke blot for naturvidenskabernes interne udvikling, men brugte også mange kræfter på at studere den historiske udvikling af de institutioner, som har dannet ramme om videnskabsmændenes udfoldelser. I 1979 publicerede han Studium generale. De europæiske universiteters historie. Bogen udkom som The First Universities i januar 1998 på Cambridge University Press. Det var også naturligt, at Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som han var medlem af siden 1978, henvendte sig til ham, da man i anledning af Selskabets 250 års jubilæum ønskede at udgive en bog om Selskabets historie. Bogen, Lovers of Learning, udkom punktligt på jubilæumsdagen. Bogen er ikke et glorificerende jubilæumsskrift, men en sober og velafbalanceret historisk fremstilling af en dansk videnskabelig institutions omskiftelige skæbne og vekselvirkning med samfundet.
OP's forskning har omfattet mange andre emner, som f.eks. de matematiske principper for konstruktion af solure, engelske amatørvidenskabsmænd i 1700-tallet, Ritmester Prytz' opfindelse af planimetret, og sidst men ikke mindst Galilei, hvis personlighed og relation til kirken optog OP gennem mange år. Ligeledes var han optaget af arkæoastronomien, især megalitastronomien bl.a. vedrørende Stonehenge.
For OP havde det gamle slagord om enheden mellem forskning og undervisning altid et reelt indhold, og det er derfor på sin plads at nævne, at han ved siden af sin virksomhed som forsker havde en lige så glorværdig karriere som lærer og formidler. Han har undervist i mellemskolen, i gymnasiet og på universitetet og holdt utallige foredrag på skoler, i foreninger og i radioen. I Tv-udsendelserne "Spørg Århus" fik han stor succes hos offentligheden, fordi han forenede en legende og spøgefuld facon med en dybt seriøs behandling af seernes spørgsmal. Hans formidlingsevne har også givet sig udslag i form af lærebøger og populære fremstillinger. På internationalt plan har bogen Early Physics and Astronomy fået stor udbredelse og er kommet i nye reviderede udgaver og paperbacks. Den er et fremragende eksempel på direkte formidling af videnskabshistoriske forskningsresultater til studerende og andre, der ikke selv er specialister på området. Lærebog i Mekanik, skrevet sammen med Ole Knudsen, er kendt af mange tidligere studerende i fysik ved Aarhus Universitet.
En særlig side af OP's formidlingsindsats kom til udtryk i hans bestræbelser på at få etableret et videnskabshistorisk museum i Århus. Disse bestræbelser bar en beskeden frugt, da museet i 1983 åbnede for publikum pa Observatorievej. Sammen med overlæge, dr. med. Ejner Hovesen arbejdede OP videre med planer om et større museum for ikke alene videnskabernes men ogsa medicinens historie. Det resulterede i et nyt og stort museum, Stenomuseet, der åbnede i universitetsparken i 1993.
OP's sidste værk, Naturerkendelse og Theologi i historisk belysning, der udkom i 1996, var udtryk for hans optagethed af religiøse forhold. Han konverterede til katolicismen og var et trofast og aktivt medlem af den katolske menighed.
Ole Knudsen, Kurt Møller Pedersen