CARL OLAF HAAGENSEN

11.12.1929 - 13.01.1999

Forhenværende lektor ved Kemisk Institut, cand.polyt. Carl Olaf Haagensen, afgik ved døden den 13. januar 1999 efter lang tids smertefuld sygdom.

C.O. Haagensen blev født den 11. december 1929 og blev civilingeniør (cand.polyt.) i januar 1955. Derefter aftjente han sin værnepligt i søværnet, hvor man hurtigt blev opmærksom på nogle af Haagensens bedste egenskaber: Pligtfølelse og loyalitet. Han blev udtaget til officerstjeneste og forlod søværnet som løjtnant i 1957. Han tjente således det danske forsvar i en af de dystreste perioder af "den kolde krig". Den 1. juli 1957 blev han ansat ved Kemisk Institut og blev den 1. juli 1963 udnævnt til lektor. Han tog sin afsked den 31. december 1994 efter et halvt års orlov.

I perioden 1957 til omkring 1970 blev de danske universiteter stærkt udbyggede og i den sammenhæng også Kemisk Institut. I foråret 1960 sluttede Haagensen sig til den nyoprettede afdeling for uorganisk kemi og begyndte at arbejde med røntgenkrystallografiske strukturbestemmelser af især koordinationsforbindelser og af ligander, der indgår heri. Hans afhandlinger inden for dette område var, som alt andet han beskæftigede sig med, præget af omhu for ikke at sige perfektionisme.

De samme egenskaber kom til fulde frem i undervisningen, hvor han lagde hovedparten af sin arbejdsindsats. Mange årgange af studenter nød godt af hans veltilrettelagte og altid velforberedte undervisning. Nogle studerende fandt af og til lidt sent ud af, at der måske var noget af det han havde forklaret, som var sværere end de troede, men så var der alligevel hjælp at hente. Han gav mange enkeltkonsultationer, og kødannelser uden for hans kontor på visse tider af året viste, at han aldrig sagde nej til at hjælpe. Han skrev og omskrev en række øvelsesvejledninger, og kronen på hans publikationer inden for undervisningen er en bog med titlen: Kemiske demonstrationsforsøg , som han skrev sammen med H. Parbo.

Haagensen var af natur beskeden og søgte ikke at opnå tillidshverv. Ikke desto mindre blev han adskillige gange valgt ind i instituttets undervisningsudvalg og som dets repræsentant i studienævnet. Det er måske ikke for meget at sige, at hans pligtfølelse blev udnyttet til det yderste.

Desværre blev Haagensens otium ikke så langt og så godt, som han fortjente det. Han var plaget af sygdom det sidste års tid, men var ikke den type, der beklagede sig.

Æret være Carl Olaf Haagensens minde.

Rita Hazell og Svend Erik Rasmussen