Aarhus Universitets segl

NEKROLOGER 2003

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

Ole Fenger

22.1.1931-7.5.2003

Ole Fenger blev født i Esbjerg, men tilbragte de fleste af sine unge år i Århus, hvor han blev student i 1950. Han valgte herefter jurastudiet og blev cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1956. Efter studiet arbejdede han som sagførerfuldmægtig og advokatfuldmægtig, samtidig med at han begyndte på historiestudiet. I 1963 blev han cand.art. i historie, og samme år forlod han den praktiske jura, idet han blev ansat ved den juridiske faggruppe på Aarhus Universitet som amanuensis i retshistorie – et fag, han var sjældent kvalificeret til at beskæftige sig med i kraft af sin kombinerede juridiske og historiske uddannelse.

I de følgende år koncentrerede han sig om studiet af de tidlige danske retsforhold, og det resulterede i afhandlingen Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret , der blev forsvaret for den juridiske doktorgrad i 1971. Afhandlingen udmærkede sig ikke mindst ved brugen af antropologisk forskning for at få et indtryk af den gamle rets reelle funktioner i samfundet, og den har senere spillet en vigtig rolle som inspirationskilde for den retshistoriske forskning, både nationalt og internationalt.

I 1972 blev Ole Fenger udnævnt til professor i retshistorie, og i de forløbne år frem til 2001, hvor han fyldte 70 år, udgav han et stort antal bøger og artikler, hvoraf en del beskæftigede sig med middelalderens retsforhold. Her skal særligt nævnes Romerret i Norden fra 1977, der brød med det gængse syn på romerrettens ringe betydning for den nordiske ret, samt Gammeldansk ret fra 1983. I 1990’erne udsendte han artikelsamlingerne Fred og ret i middelalderen . Om at makke ret samt Tro og love . Han medvirkede også til udgivelsen af en række bøger indeholdende kilder til dansk retshistorie.

Et gennemgående træk i hans retshistoriske forfatterskab er en kritik af den meget udbredte tendens til at se på fortiden med nutidens briller, dvs. tro, at man kan overføre nutidens forståelse af begreber som gældende ret, stat og ejendomsret på fortidens retsforhold. Ikke mindst med udgangspunkt i sine studier af middelalderens retsforhold har han kritiseret tidligere retshistorisk forskning for at have begået sådanne fejltagelser og har påvist, hvordan dette har ført til helt fortegnede opfattelser af fortidens retsforhold og tænkemåder.

Ole Fengers relativisering og historisering af de retlige grundbegreber har ikke alene retshistorisk interesse, men også et vigtigt budskab til retsfilosofi og retssociologi og til alle dem, der beskæftiger sig med retsforholdene i andre kulturer. Men han var også respekteret uden for retshistorien og arbejdede ved mange lejligheder sammen med andre historikere, bl.a. i forbindelse med et stort byhistorisk projekt om middelalderbyen. I 1989 skrev han bind 4: Kirker rejses alle vegne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie.

I det hele taget var Ole Fenger uhyre flittig og udførte også et meget stort og fortjenstfuldt arbejde på det organisatoriske plan. Han var således i en meget lang årrække formand eller næstformand for bestyrelsen for Moesgaard Museum, han var også i en lang periode medlem af bestyrelsen for Den Gamle By, og han var i en årrække formand for Århus Bymuseums Venner. 1981-88 var han præsident for Det Lærde Selskab.

Også langt uden for historiske fagkredse var Ole Fenger kendt som forfatter til et utal af velskrevne og ofte meget morsomme historiske kronikker, og i 1970’erne lærte de fleste danskere ham at kende gennem TV-udsendelserne Spørg Århus. Han var også en meget populær lærer på jurastudiet, og som få formåede han at gøre det retshistoriske stof fængende og virkelighedsnært. Han underviste også i islamisk ret.

Til det sidste var han aktiv som forsker. I 2000 udgav han Notarius Publicus. Notaren i latinsk middelalder , og i 2001 udkom denne bog på fransk samtidig med udgivelsen af lærebogen Lov og ret i Europas historie . Så sent som i slutningen af 2002 skrev han et kapitel til afdelingens fællesværk Om retspolitik , og ved sin død var han i gang med nye opgaver.

Også efter pensioneringen i 2001 kom Ole Fenger ofte på sin gamle arbejdsplads og var stadig en aktiv del af arbejdsfællesskabet. Vi og utallige andre, som han kom i kontakt med i årenes løb, mindes ham som en meget uhøjtidelig, vidende, venlig og morsom person. Han var et rigtigt selskabsmenneske, og det er svært at forstå, at vi ikke længere kan nyde hans selskab. Men vi kan så se tilbage på mange gode minder, og vi kan læse de skrifter, han har efterladt.

Æret være Ole Fengers minde.

Jørgen Dalberg-Larsen