Johan Fjord Jensen

 

17.12. 1928 – 21.12. 2005

 

Rasmus Johan Fjord Jensen (i daglig tale altid blot ’Fjord’) blev født 1928 i Kenya, hvor hans far i nogle år ledede opbygningen af moderne mejeribrug. I 1933 kom familien hjem, og forældrene blev forstanderpar på Fyns Stifts Husmandsskole i Tarup ved Odense, et grundtvigsk, radikalt og georgistisk miljø. Fjord, der i gymnasietiden havde villet være arkitekt, blev i 1948 matematisk-fysisk student fra St. Knuds Gymnasium, hvor han bl.a. havde Jørgen Hæstrup som historielærer. Straks efter begyndte han studierne på Aarhus Universitet, først – forsøgsvis – historie og oldtidskundskab, dernæst dansk. Studiet blev hurtigt suppleret med organisatorisk arbejde i Studenterrådet, i Nordisk Sommeruniversitet og i Århus Filmklub. Konflikter med det filologisk dominerede danskstudium medførte i 1952 en to-årig pause, der blev tilbragt i arbejdslejren for militærnægtere i Gribskov; også her påtog han sig politisk-organisatorisk arbejde som talsmand for nægterne. Fjord havde medbragt bøger om drifts- og nationaløkonomi, men genfandt undervejs sin litterære læseglæde. Genoptagelsen af danskstudiet i 1954 blev imidlertid ingen succes. Det blev derimod besvarelsen af en prisopgave 1955-56 i almindelig og sammenlignende litteratur om den russiske forfatter Turgenjevs indflydelse i dansk åndsliv. Afhandlingen blev honoreret med guldmedalje og i revideret form publiceret i 1961 (Turgenjev i dansk åndsliv. Studier i dansk romankunst 1870-1900). Bogen slog med ét Fjords navn fast – som analytiker, metodiker og systematiker. Det er en blændende god og veltilrettelagt undersøgelse, et sent og stadig lærerigt hovedværk inden for den komparative litteraturforskning, som Georg Brandes – en af Fjords læremestre, også i klar og medrivende fremstillingsevne – havde givet en central placering i skandinavisk litteraturforskning.

 

I november 1959 blev Fjord magister i almindelig og sammenlignende litteratur. En kort tid var han lærer ved Social-pædagogisk Seminarium i Århus, inden han 1.4. 1960 blev ansat som adjunkt ved Nordisk Institut, året efter amanuensis og i 1966 afdelingsleder. Her koncentrerede han sin indsats om studier over romangenren og om disciplinen tekstanalyse; i tekstanalysen blev filologiens stilistiske etikettering faset ud til fordel for strukturelle analyser, baseret på samspillet mellem detailanalyse og helhedsforståelse. Det skete med baggrund i moderne anglo-amerikansk litteraturteori, som blev introduceret i anden del af Den ny kritik (1962, 2. udg. 1989); bogens første del giver en kort og klar oversigt over litteraturforskningens metoder og problemer. Den lille bog, der kom i Berlingske leksikon bibliotek, har lige siden været en meget anvendt introduktion til litteraturstudiet, og den er oversat til både norsk, svensk og finsk. Fjord var selv en karismatisk underviser, og den funktionelle og finmaskede analysesystematik, han indøvede i undervisningen, har ligesom hans inciterende specialevejledning sat sig spor hos en hel generation af dansklærere. Talrige studerende er blevet løftet af hans konstruktive kritik, der både åbnede øjnene for de virkelige pointer i det, man havde fået formuleret, og for perspektiverne i det, man nu løb hjem for at skrive. Så kejtet og blufærdig Fjord ellers kunne være, tættest kom man på, når man arbejdede. 

 

Professor Sven Møller Kristensen havde været medbedømmer af prisopgaven, og bl.a. gennem ham fik Fjord kontakt med det kulturradikale miljø omkring pædagogseminariet, Amnesty International og senere Kampagnen mod Atomvåben. Han redigerede 1960-61 den sidste årgang af tidsskriftet Dialog og var i 1963 blandt initiativtagerne til Politisk revy og medredaktør af første årgang.  De skarpt analyserende artikler fra disse år blev i 1966 samlet i Homo manipulatus. Essays omkring radikalismen. Bogens grundtanke fik sit fyndige udtryk: ”Der gives ingen radikalere tanke end den, at vil man have magt, må man give afkald på den.” Pointen blev forklaret således: ”At stille sig uden for det magtgivne, til enhver tid at holde sig fri af institutionaliseringen, at lempe ideer, synspunkter, hele den alternative kraft frem til realisationens punkt for derefter at overgive dem til samfundets funktionærer, – heri består det radikale.”

 

Det var dog først med det stadig eksisterende tidsskrift Kritik, 1967-69 redigeret sammen med Aage Henriksen (KU), at litteraturforståelsen fik uddannelsespolitiske dimensioner. I første årgang fremlagde Fjord i en artikel ”Om universitetets idé” (1967) en kritisk-dialektisk refleksion af dannelsesbegrebet og skitserede et studiemotiverende tilvalgssystem.

 

I et livslangt engagement fik samspil og konflikt i forholdet mellem fag, dannelse, uddannelsespolitik og samfundsudvikling her sin første tematisering. Nok var Fjord en eksistentielt engageret systemkritiker og fantasifuld utopiker, men hans planrigdom og organisationstalent rummede også en vilje til ”at leve under betingelser, vi samtidig søger at komme fri af”. Gennem en lang årrække lancerede han ideer og synspunkter, som satte frugt. Han gjorde sig stærkt gældende i det første fakultetsstudienævn 1969-72, bl.a. i forbindelse med etableringen af humanistisk videnskabsteori, der afløste det gamle filosofikum og blev indført i samspil med de nye basisuddannelser. I 1972 stod han bag oprettelsen af humanioras Tværfagssystem; i 1979-80 udnyttede han en bevillingsmulighed til de forsøg, der førte til Jysk Åbent Universitet (1982) og dermed til etableringen af  Open University-kurser i Danmark.

 

Fjords litteraturanalytiske og uddannelsespolitiske indsats i 60’erne og 70’erne er opsamlet i de tre bind med titlen Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud (1981). Her findes også Fjords egne bidrag til de kollektive projekter Søndags-B.T. Rapport om en succes (1971) og Tegneserier. En ekspansions historie (1973), der især prægede de sidste år på Nordisk Institut. Undervisningsforløbene, der blev til i samspil med studenteroprøret, introducerede pædagogisk-fagligt projektet som arbejdsform, triviallitteratur som stu dieobjekt og sociologisk underbygget ideologikritik som metode – træk som til dels blev videreført i det meget omfattende projekt Dansk litteraturhistorie 1-9 (1983-85, 2. udg. 1990, 3. udg. 2000), hvor Fjords overblik og eksempel over en næsten tiårig periode holdt sammen på 50 deltagende skribenter, så den hidtil største danske litteraturhistorie på mere end 5.000 sider kunne afsluttes efter planen.

 

Fra 1974 til 1992 var Fjord professor i Almindelig og sammenlignende Litteratur eller Litteraturhistorie, som faget kom til at hedde, da det gamle magisterfag i 1976 blev suppleret med en traditionel hovedfags- eller kandidatuddannelse med litteraturformidling og feltstudium som vigtige led i profilen. Det elitære konferensfag blev hermed åbnet mod tværæstetiske problemstillinger og et samarbejde med de æstetiske fag omkring uddannelsen i æstetik og kultur (1982), samtidig med at Fjord tog den postmoderne udfordring kritisk op i bogen Det Tredje (1987).

 

Under afslutningen af litteraturhistorien havde Fjord været stærkt medvirkende ved planlægningen af Center for Kulturforskning, som blev etableret i 1987. De fire år fra 1987 til 1991, hvor han havde orlov fra sin stilling og var ansat på centret, gav ham ro til at arbejde på en stor dansk kulturhistorie om årene 1960-90, planlagt til tre-fire bind. Resultatet blev imidlertid Livsbuen. Voksenpsykologi og livsaldre (1993, 2. udg. 2002), som på forskellig vis suppleres af de to artikelsamlinger Frirum. Voksenpædagogiske problemer og analyser (1998) og Tomrum. Efter det postmoderne (1999), mens de uddannelsespolitiske modsætninger og ændrede forudsætninger under ny-liberalismen blev ridset skarpt og samlet op i Babel og tomrum. De systemiske videnskaber og humaniora (1996). Livsbuen, der først blev afsluttet efter en forholdsvis tidlig emeritering i 1992, er formentlig den af Fjords bøger, der har nået den bredeste læsekreds; samtidig er det en overordentlig velresearchet fremstilling, der for første gang tilbyder en samlet forståelse af den tredje alder og aldringens psykologi og udfoldelsesmuligheder. Med et langt smallere emne, men et bredt kulturhistorisk perspektiv fortsættes den på sin vis i den sidste store bog, Vest for paradis. Begravelsespladsernes natur (2002). To år efter udkom En Århus-historie. Erindringslinjer, hvor Anne Marie Fjord Jensen og Finn Horn bistod ved redigeringen. Dens sidste sider handler sammenfattende om konsensusdannelse og grundlaget for, at ”man kan være enige med respekt for, at man ikke er det”. Da havde sygdom i voksende omfang ramt forfatteren på evnen til formulering og offentlig dialog. ”For mig personligt”, hedder det i forordet, ”er det en påtvungen og mærkelig begrænsning ikke at kunne gå ind i en debat.”

 

Fjords analytiske energi var smittende, hans karakteriserende og begrebsudviklende sammenfatninger af eksisterende forskning pædagogisk klare og målrettede. Derfor – og i kraft af sin retlinede hæderlighed –  var han en gevinst for de mange bedømmelsesudvalg, han i tidens løb var medlem af. Hans responsa og disputatsoppositioner udmærkede sig ved en eminent evne til genfremstilling og funktionel sammenfatning af andres resultater og et sikkert og ofte nybrydende blik for deres perspektiver.

 

Letlæste er ingen af Fjords egne artikler og bøger. Ganske vist er deres problemstillinger væsentlige og vedkommende, men de er også meget komplicerede og tilmed behandlet med en mangfoldighed af udviklingspsykologiske, sociologiske og politisk-ideologiske perspektiver. Den intellektuelle, akademiske syntaks er klar og logisk, underbygget af analyser og udredninger og udmøntet i træffende formuleringer, men tankeføringen er samtidig rig på nuancer og reflekteret differentiering af problemstillingerne. Der bliver ikke ruttet med rastepladserne undervejs. Kommer læseren af sporet, må man tilbage og læse om igen. Så kan man forsikre sig om, at argumentationen holder vand og fremstillingen retning.

 

Fjords bøger er formuleret i en stil, der skyr magelighed og kuriositet; i virkeligheden minder den ved sin evne til systematik og karakteristik ikke så lidt om den store franske kritiker Hippolyte Taine. Ved de afsluttende sammenfatninger er læseren bragt frem til det punkt, hvorfra de analytiske resultater og delkonklusioner kan overskues og sammenfattes. Men her bliver fremstillingen ikke stående; kritikeren bringer sig på afstand af de just erobrede positioners selvfølgelighed og overrasker læseren ved dialektisk og ufordrende at åbne for det, der er så vanskeligt at få øje på – det uselvfølgelige.

 

Johan Fjord Jensen var æresdoktor ved universiteterne i Bergen og Minneapolis og modtog i tidens løb bl.a. Louisiana-prisen, Georg Brandes-prisen, Søren Gyldendal-prisen og Holst-Knudsen-prisen.

 

En bibliografi findes i festskriftet Bue og Bølge (1999, redigeret af Jens Hougaard m.fl.), revideret og ajourført i Aage Jørgensen: Johan Fjord Jensen – en bibliografi 1960-2000 (Arbejdspapirer 31, Institut for Litteraturhistorie, 2000; også på ).

 

Per Dahl