Ingemar Engberg

01.03.1935 – 16.09.2005

Den 16. september 2005 døde professor med. dr. Ingemar Engberg, 70 år gammel. Han gik på pension fra sin stilling som professor på Fysiologisk Institut den 1. december 2000.

Ingemar blev født i Lund, Sverige den 1. marts 1935. Efter han erhvervede den medicinske kandidateksamen fra Lunds Universitet, blev han ansat på Avdelning för Fysiologi, Göteborgs Universitet, hvor han var medlem af Anders Lundbergs højt internationalt anerkendte forskningsgruppe. I 1964 fik han sin disputats (med.dr.) på baggrund af en afhandling med titlen "Reflexes to foot muscles in the cat”. I perioden 1965-72 var han docent på afdelingen, hvor han i samarbejde med internationale kolleger udførte en række banebrydende arbejder om mekanismer bag synaptisk transmission mellem nerveceller i hjernen og rygmarven.

Ingemar blev ansat som professor på Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet den 1. juli 1972. Han introducerede eksperimentel neurofysiologi som et forskningsområde på Aarhus Universitet - et område som lever videre den dag i dag igennem hans tidligere kolleger og studenter. Nogenlunde samtidig med Ingemars ansættelse var professor Theodor Blackstad ved at etablere neuroanatomi på Anatomisk Institut, som betød at neurovidenskab var stærkt repræsenteret ved det Lægevidenskabelige Fakultets prækliniske institutter. 

Ingemars forskningsinteresser fokuserede på nervesystemets styring af motorikken og bevægelser. I særdeleshed drejede det sig om motoneuroner, som er de nerveceller i rygmarven, der styrer muskelkontraktioner. Århus fik herigennem tilført daværende state-of-the-art teknikker, som blev brugt til at belyse bl.a. synaptisk transmission på motoneuroner. Der blev stillet meget høje tekniske krav til elektroder og de forstærkere, der blev anvendt til at optage nervecellernes signaler. Takket være sin dybe interesse og talent for elektronikken og mekanikken, spillede Ingemar en meget aktiv rolle i udviklingen og forbedringen af apparaturet. Bl.a. udviklede han avancerede mikroelektroder, dels til at optage signaler fra enkelte motoneuroner, dels til at applicere flere farmakologisk aktive substanser lige udenfor det enkelte motoneuron. Forberedelserne til disse forsøg var meget krævende. Præparationen var først færdig en gang om eftermiddagen, og de egentlige forsøg varede til daggry den næste dag. Han udførte forsøg med stort engagement og sprudlende entusiasme. Et uventet eller spektakulært resultat blev hilst af et ubrud ”Hast du mich gesehen?..... HAST du mich gesehen!”

Ingemar var højt respekteret inden for forskningskredsen, og blev medlem af Det Kongelige Danske  Videnskabernes Selskab i 1977. Han nød mange nationale og internationale kontakter bl.a. fra England, Tyskland, USA, Canada, Mexico, Israel, Frankrig og Ungarn, hvor han også selv var på forskningsophold.

I forbindelse med sin ansættelse som professor blev Ingemar dansk statsborger. Han faldt meget godt til i Danmark - ikke mindst fordi han havde tre børn, da han kom til landet, Han forsøgte bravt at tale dansk, men vil være den første til at indrømme, at det aldrig blev til mere end svansk. Med de internationale gæster i laboratoriet var engelsk det daglige sprog. Og det beherskede han fuldkomment med et stort ordforråd, som han elskede at fremføre med en overbevisende Oxford accent. Men han glemte ikke sine svenske rødder, og bevarede kontakt med sine tidligere venner og kolleger. Til Skt. Hans trak han sig tilbage til en måneds ferie med familie, venner og gæster i sit sommerhus på øen Säljö ved Karlskrona. 

Ingemar var meget selskabelig, hvor både hans fysiske og åndelige tilstedeværelse var svær at overse. Med sin fortid som medlem af Lunds Studentsångförening, var han altid hurtig til bryde ud i sang ved enhver festlig lejlighed.

John D.C. Lambert