Nekrolog Klaus Ferdinand

19.04.1926 – 05.05.2005

Etnografen, Afghanistan-kenderen og museumsmanden Klaus Ferdinand døde onsdag den 5. januar 2005 i sit hjem i Højbjerg, 78 år gammel.

Klaus var til det sidste et intenst levende, udadvendt menneske, aktivt engageret i antropologiske spørgsmål og i de etnografiske samlinger på Moesgård, hvis etablering han havde viet så meget af sit liv til. Han kom ofte på Moesgård, hvor han fortsat havde sin arbejdsplads blandt fagfæller og venner. Midt i det smertelige og uventede tab af vores gode ven og kollega er det trods alt oplivende at tænke på, at Klaus netop havde færdiggjort sit sidste forskningsarbejde om afghanske nomader. Det er et bind i Carlsbergfondets projekt Dansk Nomadeforskning, et projekt som Klaus oprindelig var idémand bag. Han ventede i glad forventning på korrekturen til den bog, som han nu ikke skal få at se.

Klaus havde sin skolegang på Herlufsholm Gymnasium, hvor hans far var lektor, og hvorfra han blev student i 1944. Han studerede etnografi ved Københavns Universitet sammen med nu afdøde professor Johannes Nicolaisen og en lille håndfuld andre unge entusiaster. Fagets undervisning foregik hovedsagelig på Nationalmuseets Etnografiske Samling under den kendte etnograf Kaj Birket-Smiths ledelse. Den grundige indføring i kulturhistorisk og museal etnografi mundede ud i den afsluttende magisterkonferens i etnografi i 1952 og førte til hans ansættelse ved Nationalmuseets Etnografiske Samling 1953-57. I denne periode foretog Klaus også sine første etnografiske feltstudier i Afghanistan som medlem af Henning Haslund-Christensens Minde-Ekspedition. Disse tidlige afghanistanstudier førte Klaus ud i mange senere rejser og til en livslang beskæftigelse med nomadefolk, især de afghanske pashtuner, i forskning, undervisning og formidling.

Det blev dog ved Aarhus Universitet og Moesgård Museum Klaus kom til at udøve sine største og væsentligste livsopgaver. Fra 1957 var han som adjunkt og senere som lektor og afdelingsleder den ledende inspirator og drivkraft i opbygningen af etnografi- og antropologistudiet. Hans åbenhed over for nye strømninger i antropologien og hans særlige evne til at opildne og begejstre studerende og kolleger var væsentlige for fagets store vækst gennem 1960erne, 70erne og 80erne. Et karakteristisk eksempel på Klaus’ usædvanlige evner som igangsætter og inspirator er forskningsprojektet ”Islam i Danmark”, som han i 1980erne tog initiativ til. Det voksede ud af ”Initiativområdet Islam i nutiden” under Det Humanistiske Forskningsråd, resulterede i et betydeligt antal publikationer fra unge forskere og blev en vigtig stimulans for mellemøstforskningen i Danmark.

Det var især inden for den kulturhistoriske og museale etnografi, Klaus satte sine egne kraftige spor. Lige fra starten arbejdede han målbevidst på at tilvejebringe det etnografiske grundlag for at virkeliggøre professor P.V. Globs store vision om et alment kulturhistorisk museum i Århus, hvor etnografiske og arkæologiske samlinger supplerede hinanden. Takket være hans mange initiativer og evne til at rejse de nødvendige økonomiske midler blev der på Moesgård Museum skabt en lang række etnografiske samlinger fra forskellige egne af verden, som belyser kulturer og samfund i historisk og nutidig sammenhæng. Fra indsamlings- og forskningsarbejde i den arabiske golf foreligger hans store monografi ’Bedouins of Quatar’ (Rhodos/Thames and Hudson 1993). Samlingerne hjembragtes fortrinsvis af Klaus’ egne studerende og af uddannede etnografer. Disse etnografiske samlinger skulle efter Klaus’ mening ikke henlægges i magasinerne alene til glæde for den sammenlignende kulturforskning. Han var hovedinitiativtager til oprettelsen af UNESCO-materialesamlingerne, et enestående formidlingsprojekt der sender etnografiske genstandssamlinger ud til danske skoler til brug i undervisningen. Selvom Klaus ikke nåede at opleve virkeliggørelsen af det etnografiske museum, som han hele tiden havde drømt om og arbejdet for, er det løfterigt, at hans og Globs vision i dag synes nærmere en virkeliggørelse på Moesgård. Museets og Aarhus Universitets aktuelle planer om udbygning ligger i smuk forlængelse af Klaus’ drøm.

Igennem sit aktive arbejdsliv påtog Klaus sig mange administrative og organisatoriske opgaver som var vigtige for antropologiens udvikling i Danmark. Fra 1979 til 1992 var han formand for Dansk Etnografisk Forening, hvor han blev udnævnt til æresmedlem i 2001. Klaus var medlem af en række forskningsråd og udvalg, bl.a. Statens Humanistiske Forskningsråd 1979-1987 og Rådet for Udviklingsforskning 1979-1989. Klaus’ faglige virke afspejles også i et stort nationalt og internationalt netværk af faglige kontakter og især i den inspiration han skaffede til en yngre generation af etnografer (se festskriftet til hans 65 års fødselsdag: Klaus Khãn Bãbã, Aarhus Universitetsforlag 1991).

Ved sin død efterlader Klaus Ferdinand sig sin kone Janne og tre voksne børn. Janne har været Klaus’ faste klippe og støtte hele vejen, på de etnografiske rejser, i hverdagen på Moesgård og ikke mindst i hjemmet, der stod åbent for studerende og fagfæller. Hun har været den stærke kilde til den levende, engagerede, inspirerende og igangsættende Klaus, som vi holdt af og som vi nu vil savne.

Institutleder, professor Ton Otto

Afdelingsleder, lektor Bjarke Paarup

Museumsdirektør Jan Skamby Madsen

Tidligere afdelingsleder, lektor emeritus Jens Pinholt