Aarhus Universitets segl

NEKROLOGER 2005

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

Mogens Schou

24.11.1918 - 29.09.2005

Professor, dr.med. Mogens Abelin Schou døde torsdag den 29. september 2005, 86 år gammel. Mogens Schou var videnskabeligt aktiv til det sidste. Få dage før sin død deltog han i et videnskabeligt møde i udlandet, og på sin dødsdag nåede han at færdiggøre endnu et af sine mange manuskripter. Mogens Schou gik på pension for 16 år siden. En fjerdedel af hans videnskabelige produktion fandt sted efter dette tidspunkt, hvilket vidner om hans enorme energi og usvækkede videnskabelige engagement.

Mogens Schou fik en fornem international videnskabelig uddannelse med studieophold i Norge, Sverie, England og USA, hvilket resulterede i en speciallægeanerkendelse i klinisk kemi og laboratorieteknik og en doktordisputats (1959) om lithium i psykiatrisk behandling. Disputatsen var det første omfattende akademiske værk om lithiumbehandlingen, baseret på kliniske og laboratoremæssige studier ved det nyetablerede Psykofarmakologiske Institut ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, som Mogens Schou blev leder af i 1956.

I 1965 blev Mogens Schou lektor ved Aarhus universitet, og i 1971 udnævntes han til professor i biologisk psykiatri.

Mogens Schou var sammen med overlæge Poul Christian Baastrup primusmotor ved indførelsen af lithium til behandling og forebyggelse af maniodepressiv psykose. Om dette emne skrev han mere end 600 videnskabelige artikler og rejste overalt på kloden for at delagtiggøre andre i sin viden. Han skrev med et lige så stort engagement instruktionsbøger til maniodepressive patienter i lithiumbehandling, bøger der er blevet oversat til alle hovedsprogene. Hans store indsats blev belønnet med en lang række internationale priser, æresmedlemsskaber og æresdoktorater.

Mogens Schous livslange indsats for udforskning af lithiumbehandlingen var ikke udelukkende en videnskabelig sejersgang til glæde for de tusinder af patienter med maniodepressiv sygdom, hvis liv blev ændret radikalt som følge af hans indsats. Ofte måtte Mogens Schou og hans samarbejdspartnere i heftige, intellektuelle stridigheder forsvare lithiumbehandlingens dyder mod angreb fra uforstående kolleger, der betvivlede det videnskabelige grundlag for lithiumbehandlingen og dermed beklikkede Mogens Schous videnskabelige integritet. I disse kampe skrev Mogens Schou mange velargumenterede og videnskabeligt sobre indlæg, som måske allerbedst illustrerer hans personlige hæderlighed, videnskabelige klarsyn og fremragende stilistiske evner.

Mogens Schou var ikke blot en dygtig og engageret videnskabsmand, men også, trods sin travlhed, altid imødekommende, når kolleger og patienter bad om hans hjælp og elever om hans vejledning. Det var karakteristisk for ham, at han, når han påtog sig en opgave, udførte den med det samme. Således blev hans omfattende referee-arbejde altid udført den dag, hvor han modtog manuskriptet. Mogens Schou var også et varmt familiemenneske. Han og hans hustru Agnethe elskede familiefester, ligesom han tog livlig del i sine børns og børnebørns trivsel. Som modvægt til den ofte hektiske videnskabelige aktivitet lød Mogens Schou livet igennem sin store lidenskab, den klassiske musik.

Æret være Mogens Schous minde.

Per Vestergaard

Raben Rosenberg