Peder Gregers Hansen

11.01.1933 – 20.07.2005

Peder Gregers Hansen døde 20 juli 2005 i Michigan, USA, hvor han gennem det sidste årti virkede som professor ved Michigan State University efter at have gået på pension fra sin professorstilling ved Institut for Fysik og Astonomi.

Gregers Hansen var uddannet kemiingeniør fra DTU og arbejdede de første år  som radiokemiker på Risø blandt andet med betahenfaldsstudier af sjældne jordarter.  Arbejdet ledte frem til en doktorafhandling der blev forsvaret ved Københavns Universitet i 1965.  Han ansattes på Aarhus Universitet som professor i 1966 og blev kort tid derefter involveret i det eksperimentelle program ved den nyopførte ISOLDE facilitet på CERN, hvor en stor del af hans forskningsindsats kom til at ligge.

Han opholdt sig ved CERN fra 1969 til 1978, ansat som gruppeleder på ISOLDE og i de sidste år også som Deputy Division Leader i CERNs Experimental Physics Division, og blev hurtigt internationalt anerkendt som ekspert indenfor struktur af kortlivede atomkerner.  Blandt de mange emner han arbejdede med var beta-styrkefunktioner, beta-forsinket partikel emission (medopdager af flere nye processer), præcisionsmålinger af røntgenenergier, styrken af den svage vekselvirkning i kerner, neutrinomasser og kvante kaos.  Frem til pensioneringen bevarede han en stærk tilknytning til CERN; han var formand for the Proton Synchrotron and Synchrocyclotron Committee 1981-1985 og medlem af CERNs øverste videnskabelige råd, Scientific Policy Committee, 1986-1993.  Derudover besad han gennem årene mange andre internationale tillidsposter og var i Danmark blandt andet formand for Dansk Fysisk Selskab 1984-1986 og blev indvalgt i Videnskabernes Selskab 1987.  Et af hans karrieres højdepunkter var opdagelsen i 1987 af halostrukturen, en sky af neutronstof omkring visse kortlivede lette kerner.  Den efterfølgende udforskning af strukturen, udført med kernereaktionsstudier ved høj energi på acceleratorlaboratorierne GANIL i Frankrig og GSI i Tyskland, vakte bred opsigt og førte til invitationen til USA.  Han forblev videnskabelig produktiv frem til sin død og udviklede i de senere år brugen af en- og to-partikel knockout reaktioner fra kerner.

Gregers Hansens interesser og kendskab strakte sig vidt både indenfor og udenfor fysik.  Udover kernefysik nåede han at beskæftige sig fagligt med kemi, atomfysik, partikelfysik og statistik, og han arbejdede lige så ofte med teoretiske fysikere som med eksperimentalfysikere.  Han var en inspirerende beretter og evnede at formidle sin dybe faglige indsigt på en meget personlig og elegant måde.  Både personen og kollegaen Gregers Hansen vil blive savnet.

Æret være hans minde.

Karsten Riisager