Tekno-optimist. Videnskabsjournalist og alumne fra Aarhus Universitet Lone Frank forstår ikke modstanden mod at forbedre menneskelige evner og egenskaber via moderne teknologi. Hvad der tæller som en reparation og en forbedring af den menneskelige standardmodel, er hele tiden til diskussion, mener hun.
Overskriften på denne artikel er tyvstjålet fra en syv år gammel kronik af filosoffen Kasper Lippert-Rasmussen.
I kronikken stiller han det spørgsmål, som er udgangspunktet for hele den transhumanistiske bevægelse: Bør vi forbedre fremtidige generationer af mennesker gennem bl.a. genmanipulation, hvis det øger deres livskvalitet? Med andre ord: Vil det være moralsk ønskværdigt at bruge nutidens og fremtidens teknologier til at forbedre den menneskelige standardmodel – give den bedre hukommelse, flere kræfter, (langt) længere levetid osv. – og ikke blot nøjes med at bruge teknologien til at bekæmpe og forebygge sygdomme?
I bogen Det nye liv diskuterer videnskabsjournalisten og biologen fra Aarhus Universitet Lone Frank bl.a. det transhumanistiske spørgsmål. Og ligesom Kasper Lippert-Rasmussen mener hun ikke, at det ville være så dårligt, hvis vi blev bedre. Det teknologisk forbedrede menneske, homo technologicus, ligger helt i forlængelse af den almindelige accept af at bruge teknologi til at behandle sygdomme.
– Jeg vil ikke kalde mig selv transhumanist. Jeg synes ikke, at selve formålet med livet er at blive anderledes og bedre via teknologien, og jeg spiser heller ikke ufattelige mængder vitaminer i håbet om at leve længere og den slags. Men jeg synes på den anden side ikke, det giver mening at opretholde et skel mellem en terapeutisk og sygdomsbekæmpende brug af teknologien og en forbedrende brug. Genetisk manipulation og andre måder til at “udvide” eller forbedre menneskelige egenskaber ser jeg egentlig bare som næste trin i vores arts udvikling, siger Lone Frank.
Hun mener, at vores sygdomsbegreb er så flydende, at der altid vil være tale om en kunstig skelnen.
– Sygdomsbegrebet bliver hele tiden mere og mere inklusivt. Er nedsat humør en lille depression, man skal behandles for? Hvis man er genert, og det forhindrer en i at opnå bestemte ting i livet, er det så en lidelse, man skal behandles for, eller er det bare sådan, man nu er? Grænsen går altid ved, hvad vi ikke vil finde os i i vores hverdag. Hvis vi ikke vil finde os i humørsvingninger, præmenstruelle spændinger osv., så vil vi have medikamenter til at løse problemerne, og jeg har ærlig talt svært ved at se, hvorfor man ikke skulle løse de problemer, bare fordi man for 20 år siden sagde, at det ikke var sygdomme. Vi definerer hele tiden det at være menneske på ny.
– Men tror du, vi ville få et bedre liv, hvis vi blev bedre? For det er vel dét, der skulle motivere os til at pille ved den menneskelige standardmodel?
– Jagten på lykken er det, der driver os. Vi tror, vi bliver lykkeligere, hvis vi får en højere løn og et bedre sexliv. Den stræben tror jeg ikke, vi kan give afkald på, og man må da også konstatere, at teknologien i forhold til sygdomsbehandling har hjulpet os til en langt større livskvalitet end tidligere. Det kan godt være, at vi ikke vil kunne måle, at folk er lykkeligere om 50 år, end de er i dag. Men det betyder ikke, at der er nogen grund til at stoppe processen. Det er selve vores stræben efter at blive bedre og udvikle vores metoder, der gør samfundet dynamisk.
De senere års medicinske landvindinger har sammen med udviklingen inden for bio-, nano- og robotteknologi får etik-diskussionen til at blomstre op – som ukrudt rundt om en mødding, skriver Lone Frank i Det nye liv. Etik har erstattet religionen som en vejviser for rigtigt og forkert, men den er en sølle erstatning, mener hun. For etik bunder som regel i irrationelle følelser og mavefornemmelser, og det gør etiske diskussioner helt forkrampede.
– Mener du, vi helt bør opgive etik-diskussionen i forhold til ny teknologi?
– Jeg synes, vi skal droppe den etik, der bare er automatreaktioner, som går på folks umiddelbare følelser. Synes vi bare, at al forandring mod det nye er til det værre? Vi skal bestemt gøre os etiske overvejelser, men det skal være en 360-graders etik. En, hvor der både indgår følelser og fornuftsargumenter. Sådan en etik vil vise, at der er masser af argumenter for at sætte turbo på den teknologiske udvikling.
– I den bioetiske debat hører man nogle gange det argument, at vi ikke via genteknologien må røre ved den menneskelige essens, at der er noget, der er helligt ved mennesket.
– Ja, det forstår jeg slet ikke. Hvis der er noget, der karakteriserer vores natur, er det dens umådelige fleksibilitet, dens utrolige kapacitet til at tilpasse sig og dens fantastiske vilje og evne til forandring. Og hvis man hæver sig lidt op og kigger på vores art fra oven, synes jeg, der er plads til en del forbedringer.
– Så bioteknologiske forbedringer i form af bedre hukommelse, bedre syn og hvad man ellers kunne finde på, er blot næste skridt i den menneskelige evolution?
– Det er det da. Vi ved ikke, hvordan vi vil se ud om 10.000 år, men vi vil sikkert være nogle meget anderledes væsener end i dag. Vi ved nu, at vi kan manipulere med naturen på en måde, vi synes ser gunstig ud, og jeg synes, det vil være decideret uetisk ikke at gøre det.
Lone Frank mener, at vi bør se det bioteknologiske budskab som et frihedens budskab. Et budskab om, at vi kan gøre os fri af flere menneskelige begrænsninger. Vi kan i højere grad blive herre over vores egen skæbne.
– Tænk på de første hulemænd, da de fandt ilden. Hold da op, pludselig kunne de holde varmen og stege deres mad. De fik et afsindigt vigtigt redskab, der gjorde dem fri af nogle begrænsninger. Teknologien gør os fri af begrænsninger, og den burde også gøre vores tanke fri, i og med vi får muligheden for at gøre livet bedre.
– Du skriver i din bog, at der bag mange bioskeptiske filosoffer som Habermas’ og Fukuyamas modstand mod teknologiske forbedringer af mennesket ligger en forestilling om, at forandring og forbedring skal komme fra individet selv gennem hårdt arbejde i form af tænkning, træning og undervisning for eksempel. Et teknologisk fix er at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Men den argumentation kalder du “hengemt og puritansk”. Hvorfor egentlig?
– Det er i hvert fald en typisk holdning i en protestantisk kultur, at man skal slide og svede for at gøre sig fortjent til sin succes. Men jeg synes, de stiller det forkert op. Det er jo ikke sådan, at fordi vi for eksempel kunne designe mennesker med en bedre hukommelse, så ville de mennesker med et trylleslag få et problemfrit liv, hvor de ikke skulle kæmpe for noget. De ville stadig skulle slide sig til succes bare på et højere niveau. Overliggeren ville så at sige blive rykket opad. Folk ville stille større krav til sig selv og deres formåen. For mig ser det ud, som om skeptikerne er bange for den frihed, som teknologien tilbyder, og at de ikke under folk at vælge for sig selv.
“De, der har lyst til at forblive menneskelige, kan, og de, der har lyst til at udvikle sig til noget meget mere magtfuldt med større evner, kan.
Det er i hvert fald udelukket, at jeg bare forbliver et menneske.”
Kevin Warwick, professor i kybernetik og transhumanist.
“Du har fejret din 170-års fødselsdag og føler dig stærkere end nogensinde. Hver dag er en glæde. Du har opfundet helt nye kunstformer og udnytter nye erkendelsesmæssige evner, du har udviklet. Du lytter til musik med en ny følsomhed og diskuterer tanker og følelser med venner, som ikke-forbedrede mennesker slet ikke har erfaret. Din verden bliver stadig bedre, men hver dag er allerede fantastisk.”
Nick Bostrom, professor i filosofi, leder af ENHANCE-projektet på Oxford University i artiklen “Why I Want to be a Posthuman When I Grow Up ”.
Det nye liv
Lone Frank
211 sider, 168 kr.
Gyldendal
