Det teknologisk forbedrede menneske, cyborgen, fascinerer både i litteraturen og på film, hvor det fungerer som skygger af os selv og vores forestillinger om lykke, etik osv. Elitesport er allerede transhuman, mener en forsker, og diskussionen om cyborg-atleter har fået ny næring i kraft af en ung hurtigløbende sydafrikaner uden ben.
I den franske forfatter Michel Houellebecqs seneste roman Muligheden af en ø er evnen til at få børn ad naturlig vej blevet erstattet af en kloningsteknik, hvor man ikke alene kan genskabe eksakte genetiske kopier af mennesker, men også er i stand til at genskabe selve det historiske individ i en ny krop inklusive hukommelse og fysiske udtryk.
Houellebecqs nymenneske, Daniel i sin 25. klonede inkarnation, lider ingen kroniske emotionelle afsavn. Fænomener som seksuelt begær, lidelse og ubetinget kærlighed er fjerne tåger fra en tid, hvor menneskene, der nu bliver kaldt “de vilde”, var jordens mest avancerede race. Nymennesket kender hverken til glæde eller smerte, kun til tekniske fix og en tilstand af næsten ubetinget fysisk og mental ligevægt. Den sparsomme kost består af mineralske salte – defækering er stort set afskaffet – og al kommunikation med andre foregår i ensomhed over internettet. Intet menneske er en ø, men i Houellebecqs fremtidsdystopi har nymennesket realiseret muligheden af en ø.
– Houellebecq er interessant, fordi han som en af de få uden for de snævre science fiction-cirkler tør beskrive, hvordan fremtiden kunne se ud for mennesker. Han bruger litteraturen som et stort undersøgelsesfelt, et eksperimentarium til at sige noget om, hvad der kunne ske med vores selvopfattelse, vores samfund og vores relationer, hvis vi for eksempel kunne bruge kloning til at opnå noget, der minder om udødelighed, siger postdoc Mads Rosendahl Thomsen fra Afdeling for Litteraturhistorie på Aarhus Universitet.
Han mener, at mange “seriøse” forfattere viger tilbage for at beskæftige sig med, hvordan teknologien kunne præge vores fremtid – enten af frygt for at få science fiction-stemplet på sig, eller fordi de er bange for at blive tilskrevet fascistiske holdninger.
– Hvis man som “seriøs” forfatter skriver om fremtiden, bliver man næsten nødt til skrive en dystopi, altså en roman om en forfærdelig verden, hvor vi ikke har lyst til at være, og på den måde bekræfter man alle fordommene om fremtiden. De store dystopier i det 20. århundrede som Orwells Nineteen Eighty-Four, Huxleys Brave New World og Bradburys Fahrenheit 451 er alle gode eksempler på det. Men det kunne jo være interessant at se en stor roman om en fremtid, hvor vi har brugt teknologien til at skabe mere lighed, større velstand, mere lykke osv. Idyllen er bare litterært set ikke så interessant.
– Kan litteraturen noget særligt, når det gælder om at sætte vores fremtid til debat?
– God litteratur kan sætte mennesker i nogle situationer, nogle nye omstændigheder, og fastholde dem der i en lang periode for at se, hvad der sker. På den måde kan litteratur beskrive en dybde i de menneskelige livsvilkår og derigennem skabe empati. I forhold til et transhumanistisk tema som udødelighed kunne man forestille sig en roman, der beskrev, hvordan livet helt fundamentalt ville ændre sig, hvis det engang blev sådan, at vi stort set kun kunne dø, hvis vi blev kørt igennem en kødhakker eller noget lignende. Hvordan ville det påvirke samfundet og vores relationer? Hvad ville det betyde for vores opfattelse af risici? Hvordan ville trafikken for eksempel opføre sig?
I filmens verden har menneskelignede robotter og cyborger haft en kæmpe fascinationskraft lige siden Fritz Langs stilskabende fremtidsfilm Metropolis fra 1927.
– Det fælles for alle interessante film om cyborger er, at de handler om de her maskinmennesker som skygger af os selv. De handler om vores egne menneskelige forestillinger om lykke, etik osv. siger Rikke Schubart, der er lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet.
Et eksempel er Ridley Scotts Blade Runner fra 1982. I filmen er der skabt en ny generation af meget menneskelige robotter, replikanter, der har indkodede hukommelser fra menneskers levede liv. Replikanterne, der er produceret med en fast udløbsdato, søger desperat en identitet i de hukommelser og den historie, der helt bogstaveligt ikke tilhører dem selv. “Jeg tænker, altså er jeg,” siger en af filmens replikanter i et forsøg på med filosoffens Descartes’ berømte ord at fastslå, at han eksisterer på lige fod med mennesker. Hvad skal der til for at have en identitet, og hvad betyder det at være menneskelig, spørger filmen blandt andet.
Film som Terminator-serien, Universal Soldier og mange andre har mest haft ramasjang-karakter og antydet potentialet i den stærkt teknologisk forbedrede soldat, mens film som Gattaca og AI (Artificial Intelligence) har taget en mere seriøs debat op, som også er relevant i forhold til gen- og bioteknologi, nemlig designerbørn. Hvad ville der ske, hvis vi skaber det perfekte kunstige barn, der har alle de egenskaber, vi ønsker, men som vi alligevel ikke vil kendes ved efterfølgende? Hvilke rettigheder ville det væsen have? (AI). Hvordan ville livet tage sig ud, hvis alle dets udfordringer og muligheder på forhånd var bestemt af vores forældres valg af vores genetiske design? (Gattaca). Frankenstein-myten om mennesket, der begår hybris ved at lege Gud, lurer lige under overfladen i begge film.
Cyborger og transhumanistiske problemstillinger i litteratur og film kan tematisere nogle mulige perspektiver for forholdet mellem mennesket og teknologien i fremtiden. Men vi behøver ikke begive os ud i kunstens og fiktionens verden for at møde dem. Moderne elitesport er i høj grad en institution, der fremmer overskridelsen af de menneskelige grænser, og forbedringsteknologier har været brugt i sportens verden, siden atleterne ved de olympiske lege i antikken åd testosteronfyldte fåretestikler i håb om at kunne præstere bedre.
– Elitesport er allerede transhuman, og atleterne er transhumanistiske ambassadører. Hele deres målsætning er at overskride de hidtidige grænser for det menneskeligt mulige, siger bioetiker Andy Miah, der er lektor på University of Paisley i Skotland.
Han forsker i forholdet mellem menneske og teknologi med særlig vægt på sportens verden og var i august en af talerne ved dopingkonferencen Doping and Public Health, der blev holdt på Aarhus Universitet.
– I jagten på at præstere må atleter hele tiden transcendere sig selv. Nogle forbedringsteknologier er lovlige: en ny og lettere tennisketsjer, højdetelte, der udvikler flere røde blodlegemer, en nyudviklet svømmedragt, der glider bedre i vandet, eller løbesko, der er biomekanisk modelleret til at passe perfekt til løberens fod. Andre forbedringsteknologier er ulovlige, og de går under navnet doping, siger Andy Miah, der mener, at den nuværende skelnen mellem lovlige og ulovlige forbedringsteknologier i sportens verden er baseret på tilfældige fordomme om fair play.
At problemstillingen om cyborg-atleter allerede er blevet særdeles relevant i elitesportens verden, viser eksemplet Oscar Pistorius. Den unge sydafrikaner forsøger at kvalificere sig til 400-meter-løb ved de olympiske lege i Beijing. Modsat sine konkurrenter har han ingen underben, men løber derimod på nogle særligt udviklede kulfiberproteser, og det gør han så godt, at han kan løbe op med de bedste i verden. Spørgsmålet er, om han kun gør det i kraft af sine affjedrende proteser. Hvis det er tilfældet, kan vi så beundre en sådan cyborg-atlets præstation? Med andre ord: Gider vi se på “transhumane” sportsfolk, hvis præstationer vi ikke kan gennemskue og identificere os med?
Ja, mener professor i idræt ved Aarhus Universitet Verner Møller.
Vi ser med stor fascination på højdespringere til trods for at de er unormalt høje, og vi har allerede ladet os begejstre af “umenneskelige” præstationer som Ben Johnsons verdensrekord i 1988 og Bjarne Riis’ sejr i Tour de France. Det er først i det øjeblik, at det transhumane bliver meget iøjespringende, at nogle af os reagerer med ubehag, på samme måde som nogle reagerer med ubehag på handicap-OL, fordi det minder dem for meget om et freakshow, siger Verner Møller. Hvorvidt Oscar Pistorius’ “transhumane” præstation falder ind under den kategori, kan enhver selv bedømme via de mange klip og interviews, der findes med den unge cyborg-atlet på youtube.com.
“Det første offer for transhumanismen er ligheden. Hvis vi begynder at transformere os selv til højerestående væsener, hvilke rettigheder vil disse væsener da hævde i forhold til dem, de lader tilbage? Hvis nogle går i den retning, kan andre da tillade sig ikke at følge efter? De spørgsmål er vanskelige nok i rige, udviklede lande. Tilføj så virkningerne i forhold til borgerne i verdens fattigste lande.”
Francis Fukuyama, fremtrædende amerikansk politisk filosof, der har kaldt transhumanismen for verdens farligste ide (og som kommer til AU den 15.-16. november).
