Hvordan vil det påvirke vores selvforståelse og vores samfund generelt, hvis vi ikke alene bruger den moderne medicin og teknologi til at helbrede og forebygge sygdomme, men også til at forbedre normalmenneskelige egen-skaber? De nye teknologier har sat gang i diskussionen og forskningen.
Hvad er et menneske? Har mennesket en essens, en sand, inderste kerne? Er det sjælen, bevidstheden eller måske genomet?
Spørgsmålet om menneskets sande natur har plaget os, lige siden vi begyndte at tænke over det. Der er ingen enighed om svaret. Til gengæld er der ret stor enighed om, at vores moderne teknologier udfordrer spørgsmålet på ny. Bioteknologi, nanoteknologi, computer- og robotteknologi, neurovidenskab, kloning, plastikkirurgi indeholder alle potentialer til at ændre grundlæggende på menneskets naturlige forudsætninger og grænser. En del er allerede science, endnu mere stadig science fiction.
Mulighederne for at lave om på kroppen er utallige. Plastikkirurgi, kunstige implantater og biologiske proteser har rykket afgørende ved kroppens grænser, og computer- og robotteknologi trænger sig stadigt mere på i menneskekroppen. Maskinmennesket, cyborgen, er for længst en realitet. I 2002 fik den engelske forsker Kevin Warwick og hans kone indopereret en plade med 100 elektroder i venstre arms største nerve. I dag kan de kommunikere nervestyret og ordløst via en trådløs forbindelse til en computer, og Warwick arbejder nu på at få indopereret en chip i sin hjerne, der vil gøre det muligt for ham at surfe direkte på internettet – i hjernen.
Moderne medicin og genteknologi giver også uanede muligheder for at lave om på den menneskelige standardmodel. Medicin til alzheimerpatienter kan således bruges til at forbedre korttidshukommelsen, mens andre medikamenter, der er på vej i den medicinske pipeline, vil kunne gøre os mere kreative og effektive på andre måder.
Det helt store dyr i åbenbaringen om fremtidens nye og forbedrede menneske er bioteknologien. Vil genetisk manipulerede mennesker en dag kunne blive 200 eller 2000 år? Vil kloning føre til en form for evigt liv? Vil vi blive stærkere, smukkere, mere intelligente osv. ved hjælp af genteknologien? Vil vi kunne designe vores børn med bestemte egenskaber fra fødslen? Og bør vi i det hele taget udnytte alle disse muligheder for at forbedre mennesket og måske udvikle Homo Sapiens 2.0.?
Ifølge den transhumanistiske bevægelse er sagen klar. Selvfølgelig skal vi bruge ny videnskab og nye teknologier til at udvide menneskets mentale og fysiske evner og forbedre uønskelige omstændigheder ved den menneskelige tilværelse såsom vores udsathed for smerte, sygdomme aldring og død.
Transhumanismen er en international kulturel bevægelse, der, som navnet antyder, går ind for, at vi gennem teknologien og videnskaben overskrider (transcenderer) en lang række af de grænser og betingelser, vi i dag forstår ved det menneskelige.
Selve begrebet “transhumanisme” stammer fra 1957, hvor biologen Julian Huxley, bror til den berømte forfatter Aldous Huxley, brugte det i en artikel om biologiens nye muligheder for mennesket. Men ideen om at udnytte teknologiens muligheder til at ændre grundlæggende på mennesket fik først fart i begyndelsen af 1980’erne, da en gruppe af amerikanske videnskabsfolk, kunstnere og futurister samledes og begyndte udviklingen af det, der i dag er vokset til den transhumanistiske bevægelse ( www.transhumanism.org ).
Forskningen i transhumanistiske problemstillinger er også vokset frem siden 2000. På Oxford University udforsker det såkaldte ENHANCE Project (www.enhanceproject.org) med støtte fra EU’s 6. rammeprogram de etiske konsekvenser af navnlig bioteknologiens muligheder for at forbedre mennesket. Hvordan vil det påvirke vores selvforståelse og vores samfund generelt, hvis vi ikke alene bruger den moderne medicin og teknologi til at helbrede og forebygge sygdomme, men også til at forbedre normalmenneskelige egenskaber?
I EU-forskningsprojektet Neurobotics arbejdes der bl.a. med robotlemmer, der er koblet direkte på nervesystemet, og i Danmark har Det Etiske Råd for nylig sat forholdet mellem menneske og maskine til debat på temasiden www.homoartefakt.dk. Homo artefakt – det kunstigt skabte menneske – rejser store etiske spørgsmål, som vi ikke må vende det blinde øje til, lyder opfordringen fra Det Etiske Råd.
De nye teknologier stiller os over for dybe og vanskelige, men også lidt fjerne spørgsmål: Hvad er muligt? Hvad bliver muligt? Og bør det mulige være tilladt? Er bioteknologiens og transhumanisternes budskab et frihedens budskab eller snarere et budskab, vi bør være betænkelige ved?
Det er i det lys, at dette nummer af AU-gustus tager transhumanismen og det nye menneske op til diskussion.
