Transhumanisme i kunsten går 100 år tilbage i tiden. I dag leger kunstnere som Orlan og Stelarc med at forvandle sig til monstrøse transhumane væsener.
Konturerne af transhumanismen viste sig i kunsten i begyndelsen af 1900-tallet, mener kunsthistorikeren, professor Jacob Wamberg fra Aarhus Universitet.
Dengang satte Picasso og de andre kubister kunsten i skred med deres forvrængede gengivelser af verden og kroppen.
– Hos kubisterne møder vi anonyme mennesker med en usikker identitet og kroppe, der gennemtrænges af omgivelserne. Og netop de kunstige omgivelser, der trænger ind i kroppen, er en vigtig del af det transhumane, hvor mennesket er under opbygning med sin egen teknologi. Kroppen bliver et artefakt, man kan bygge videre på, siger Jacob Wamberg.
Kroppen kan gennemgå et utal af metamorfoser, erklærer de samtidige futurister i deres første manifest fra 1909. Også i den futuristiske kunst flyder omgivelser og menneskekroppe sammen, og mennesker udstyres med proteser. Med de såkaldte cyborgfigurer opstår tvivlen om, hvad der er maskine, og hvad der er menneske.
Spørgsmålet er, om det i det hele taget giver mening at skelne mellem maskine og menneske. Har vi på en måde ikke altid været transhumane, fordi det menneskelige altid har været tæt knyttet sammen med teknologien?
Nej, mener Jacob Wamberg. Dels fordi teknologien ikke tidligere var fysisk vævet sammen med vore kroppe, dels fordi det menneskelige efter hans mening har været stærkt funderet i en ide om, at vores kultur var og er anderledes end naturen.
– Selve ideen om naturen er måske opstået i kontrast til et eller andet, vi har set som det specielt menneskelige, og som har betinget menneskets identitet. Vi har udgrænset naturen som en form for andethed. Men den grænse bliver problematisk og porøs, når vi taler om det transhumane. Her giver skellet mellem kultur og natur ikke længere mening, siger Jacob Wamberg.
Det transhumane peger mod både det dyriske og det guddommelige og er på den måde en perfekt blanding af dystopi og utopi, mener han.
– Det helt store problem er at gøre diskursen omkring det transhumane mere hverdagsnær som noget, der angår kulturen her og nu. Debatten har tendens til lynhurtigt at splitte sig mellem den helt store salighed eller katastrofe, siger Jacob Wamberg, der også ser transhumanismen som en mulighed for at arbejde med flere jeg’er eller identiteter.
Mennesket har altid leget med sin identitet med inspiration bl.a. fra kunsten. I forhold til transhumanismen er bidragene herfra endnu begrænsede, men de har synliggjort, hvor vi er på vej hen. Foreløbig ser overskridelsen af det menneskelige dog kun ud til at byde på ideer om det monstrøse. Jeg mener, at kunstnere som Stelarc og Orlan kun har krattet i overfladen og skabt en form for karikatur af et menneske. Der er stadig ingen gode bud på, hvordan det transhumane individ ser ud.
Vore kroppe er forældede, mener den australske kunstner Stelarc. Derfor må vi med proteser hærde og forbedre dem, så vi kan være på højde med kulturen og de teknologiske muligheder, den tilbyder.
I sine performances kobler Stelarc dele af sin krop på internettet for at give andre mulighed for at påvirke hans bevægelser. En påmonteret tredje hånd bevæger han i tandem med sin egen krop.
– Ved at gøre sig selv til en robotlignende figur antyder Stelarc, at uden proteser er mennesket handicappet i den posthumane tid, som han mener, vi allerede befinder os i. Samtidig udfordrer han ideen om det autonome jeg, når han afgiver kontrollen over sin krop til fjernagenter som et billede på, at grænsen mellem krop og omverden gøres porøs i den transhumane verden, siger dr.phil. Jacob Wamberg, der er professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.
Han ser Stelarcs performance som et håndgribeligt udtryk for den udvendiggørelse af det menneskelige nervesystem, som medieteoretikeren Marshall McLuhan i 1960’erne brugte som billede på det frembrydende informationssamfunds allehånde elektriske forbindelser, der udfordrede menneskets autonomi.
Efter adskillige forsøg lykkedes det i år Stelarc at få en læge til at implantere et cellekultiveret øre på sin venstre underarm. Hans plan er at for-syne øret med en indvendig mikrofon koblet på bluetooth-forbindelse, så det trådløst kan sende lyd fra internettet.
