Længere liv, bedre hukommelse, større muskler. Jo, genterapi kan levere varen – så længe det drejer sig om mus og andre dyr, som forskerne bruger i deres forsøg. Det bliver straks sværere, når mennesket kommer under behandling.
– Vi er stadig amatører og ved meget lidt om, hvordan genterapi virker på længere sigt, fastslår professor Thomas G. Jensen om den behandling, der for 15 år siden red på en bølge af optimisme, men 10 år senere fik et alvorligt tilbageslag, da tre patienter døde af leukæmi nogle år efter, de var behandlet for vækstproblemer. Nu har forskerne genvundet noget af optimismen, fordi resultater fra USA tyder på, at terapien virker i behandlingen af bl.a. Parkinsons syge.
– Men mit hovedbudskab er, at der er lang vej igen, siger Thomas G. Jen-sen. Han tror dog på, at genterapi er fremtidens behandling af en lang række sygdomme.
På Institut for Human Genetik udforsker Thomas G. Jensen selv metoden i forhold til at behandle øjensygdomme, muskel- og neurosygdomme, ortopædkirurgi og manglende vækst. Og han er bevidst om de konsekvenser, forskningen kan få.
– Grænsen mellem behandling af syge og forbedring af raske er flydende. Vi lukker ikke øjnene for, at resultaterne kan bruges til gendoping, men det er absolut ikke vores mål. Generelt er der en vis risiko forbundet med de metoder, vi råder over, og det er stadig svært at føre et gen ind i en orga-nisme, fastslår professoren, der også er medlem af Det Etiske Råd. Det har tidligere sagt god for genterapi, bare behandlingen ikke omfatter kønsceller og kun bruges til at behandle alvorlige sygdomme.
– Og det harmonerer fint med min holdning, siger professoren.
Hvor Thomas G. Jensen som molekylær genetiker bruger vira til at føre nye og bedre gener ind i kroppen, udforsker molekylærbiologen professor Jørgen Kjems mulighederne for at fjerne specifikke syge gener. Hans forskergruppe ved iNANO-centret ved Aarhus Universitet er ved at udvikle den såkaldte RNA-interference-medicin, som “pakkes ind” i nanopartikler, der fører medicinen frem til det syge gen, som den i forskerterminologien nedregulerer. Sigtet er i første omgang at behandle gigt, kræft og influenza.
– Problemet lige nu er, at medicinen er meget stor, så det er svært at få den frem til den syge celle, forklarer Jørgen Kjems. Han kan dog nemt forestille sig, at man om fire til fem år kan bruge metoden til at behandle influenza, og nogle år senere også kræft og gigt. Tidshorisonten for behandling af syge gener i organerne – især i hjernen – er derimod op til 10 år eller mere.
Medicinen kan i princippet sættes ind mod alle sygdomme – og styrke f.eks. potens, muskler og koncentration hos raske. Nedregulering af et gen kan f.eks. også føre til opregulering af andre gener i hjernen, og det kan styrke den hormonbårne følelse af lykke.
En 150-års fødselsdag er intet særsyn i den fremtid, som den transhumane bevægelse tegner. De mener, at det er en realistisk mulighed, at kommende generationer bliver betydeligt ældre. Selv om det perspektiv absolut ikke er bærende i udviklingen af RNA-interference-medicinen, nævner Jørgen Kjems også et længere liv som en sidegevinst ved at fjerne syge gener.
Samme gevinst kan forskningen i aldringsprocesser måske også give. Men det sigter vi overhovedet ikke mod, understreger lektor Tinna V. Stevnsner. Hun forsker på Molekylærbiologisk Institut i de mange gener, der ved fælles indsats sørger for de proteiner, som holder os unge. Målet er at undgå aldersbetingede sygdomme som grå stær, Alzheimers sygdom, demens og knogleskørhed. Her har bl.a. WRN-proteinet forskernes interesse, fordi det måske forebygger, at skader på arvematerialet ophobes og fremmer aldringsprocessen.
– Ved at forstå, hvad proteinet normalt laver, håber vi at kunne forstå de aldersbetingede sygdomme og på lang sigt kunne forebygge dem. En mulighed kan være at stimulere produktionen af WRN-proteinet, forklarer Tinna Stevnsner.
– Det kan måske give et længere liv, men vores mål er at gøre det bedre, fastslår hun.
Et bedre liv står også som den store vision for dem, der venter på, at den intensiverede udforskning af hjernen vil komme med bud på, hvordan vi med medicin og teknologi kan forme den efter lyst og behov, ændre adfærd og i den ultimative transhumane version skabe den om til en computer. Men der er lang vej igen.
– Det er skuffende lidt, vi endnu forstår om, hvordan hjernen arbej-der, fastslår professor, dr.med. Albert Gjedde fra Center for Functionally Integrative Neuroscience. Det er ramme om den tværfaglige udforskning af det, han betegner som et af de største bio-logiske mysterier, både med hensyn til at forstå hjernesygdomme og den normale hjerne. Man ved dog meget om bestemte virkninger af f.eks. medicin og elektroder. At slukke for Parkinsonpatienters rystelser og epileptikeres anfald med elektroder er snart ren rutine. Også i behandlingen af depressioner arbejder man på at erstatte medicin med elektroder, som også har en mere præcis virkning. Albert Gjedde er ikke i tvivl om, at også raske en gang i fremtiden vil vælge at bruge elektroder til at optimere hjernen til bestemte præstationer frem for at bruge mere tidskrævende metoder som psykoterapi eller meditation, der også kan optimere bestemte områder i hjernen.
– Det er ikke nemt at styre trangen til at forbedre sig. Det er jo som med medicin, hvor der er en stor glidning mod doping, der skal fremme præstationer. F.eks. ser vi i USA forældre, der bruger medicin til hyperaktive børn for at forbedre normale børns præstationer i skolen. Og raske vil skærpe hukommelsen og koncentrationen med de såkaldte AMPAkiner, som er medicin til demenspatienter.
Som et resultat af hjerneforskningen bliver det om en årrække sandsynligvis også muligt at arbejde ved computeren uden at bruge armene. Den såkaldte EEG-hjelm, der opfanger signaler fra hjernen og sender dem videre til computeren, er primært tænkt som en støtte til handicappede Den er stadig i udviklingsfasen, men som Albert Gjedde siger, sætter fantasien ingen grænser for, hvad også raske kan bruge den til, når den engang kommer på markedet.
På Center for Psykiatrisk Forskning ved Århus Universitetshospital konstaterer ledende overlæge, professor, dr.med. Raben Rosenberg, at meget af vor viden om hjernen mere hviler på hypoteser end solid dokumentation.
– Vi ved f.eks., at arvelige faktorer spiller en væsentlig rolle for flere psykiske lidelser. Men foreløbig har vi kun påvist enkelte risikogener, og vi ved kun lidt om de specifikke meka-nismer bag mange psykiske sygdomme. Men vi har mange frugtbare teorier, forklarer Raben Rosenberg.
Centrets grundforskning giver ikke kun bedre muligheder for at forebygge og behandle psykiske sygdomme. Viden om processerne bidrager også til at forstå den “normale” hjerne, bl.a. når det gælder stressrelaterede mekanismer, som der forskes meget i på centret.
– Raske personer får bedre muligheder for at håndtere stress, når de ved, hvad det normale individ kan tåle. Forskningen vil også åbne muligheder for nye medicinske behandlinger, og det kan ikke udelukkes, at de også kan bruges i præstationsfremmende øjemed hos normale. Tilsvarende vil øget indsigt i personlighedens neuro-psykologi og neurobiologi kunne føre til lægemidler, der vil kunne ændre normale menneskers personlighed i langt højere grad, end behandling med antidepressive midler kan resultere i. For det er trods alt relativt lidt, siger Raben Rosenberg. Han regner med, at de næste 10-20 år vil byde på mange medicinske fremskridt i behandlingen af hjernelidelser. Alligevel maner han til forsigtig optimisme.
– Vor viden om hjernen er endnu begrænset, selvom vi ved meget sammenlignet med for 25 år siden. Tænk blot på, at vi har haft antipsykotisk medicin siden 1950’erne, og trods en massiv indsats er der kun sket relativt beskedne fremskridt i udviklingen af nye lægemidler.
