Bio-skeptiker. Vi får ikke et bedre liv, hvis vi forbedrer den menneskelige standardmodel via medicin og teknologi, siger filosoffen Morten Dige. Forestillingen hviler på en forkert opfattelse af det gode liv. Menneskets grænser er ikke altid begrænsninger, som vi skal overvinde for at blive lykkeligere.
Videnskabsmanden Bruce Banner er ikke lykkelig, selv om han har supermenneskelige egenskaber. Når han i stressede situationer, som følge af et uheld med en gammabombe, transformeres til tegneseriefiguren Hulk, det grønne monstermenneske med de utrolige kræfter, er det slut med hans menneskelighed. Hans alter ego, Den utrolige Hulk, kalder han “sit livs forbandelse”.
Der er umiddelbart langt fra tegneserieuniverset til filosoffen Morten Diges forskning i de filosofiske og etiske konsekvenser af genetisk og medicinsk manipulation med mennesker. Og dog. For et af de spørgsmål, der optager ham allermest, er spørgsmålet om, hvorvidt vi faktisk ville få et bedre liv, hvis vi blev stærkere, kønnere, mere intelligente, blev dobbelt så gamle osv. ved hjælp af nutidens og fremtidens teknologier. Med andre ord: Ville vi få et bedre liv, hvis det lykkedes os at forbedre den menneskelige standardmodel, Mennesket 1.0, med en ny og forbedret 2.0-udgave, som den transhumanistiske bevægelse ønsker?
– Det er på mange måder et umuligt spørgsmål. Der er meget videnskabeligt fantasteri på spil, men der er også meget etisk fantasteri i spørgsmålet, fordi vi begynder at strække begreberne om godt og dårligt på en måde, de ikke rigtig kan holde til. Det bliver let spekulativt, hvis vi begynder at overveje, om det ville være bedre, hvis vores liv udspillede sig på nogle helt andre præmisser end dem, vi kender. Det svarer til at spørge, om en løves liv er bedre for løven, end det menneskelige liv er for mennesket, siger Morten Dige, der er lektor på Institut for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet og bl.a. har skrevet bogen med den bevidst dobbelttydige titel Det gen-skabte menneske.
I bogen undersøger han forskellige opfattelser af det gode liv. Hvad vil det sige, at et liv er godt for den, hvis liv det er? Morten Dige mener, at det er det afgørende spørgsmål, vi nødvendigvis må svare på, inden vi kan svare på transhumanismens spørgsmål: Ville det være dårligt, hvis vi blev bedre? Spørgsmålet om det gode liv er et spørgsmål, som transhumanisterne og deres åndsfæller som for eksempel videnskabsjournalisten Lone Frank (se forudgående artikel, red.) som regel springer let henover, mener han.
– Vores liv bliver bedre, hvis vi bliver behandlet for en svært invaliderende sygdom. Det er helt oplagt, og derfor vaccinerer vi også mod alvorlige sygdomme. Finder vi en genetisk vaccine mod hiv for eksempel, vil ingen formentlig være imod at bruge den. Man kan sige, at en vaccine allerede er en forbedring af menneskers normalegenskaber, men fordi det er så oplagt, at den forbedrer vores liv, har vi ingen betænkeligheder. Hvis det derimod handler om at bruge teknologien til at skabe egentlige supermennesker med artsfremmede egenskaber – superstyrke, supersanser, superintelligens osv. – så er det slet ikke oplagt, at det vil forbedre livet for den, der måtte få de egenskaber, siger Morten Dige.
Et godt liv er et liv, hvor vi på en autentisk måde kan se livet som noget, vi selv har investeret i ud fra de forudsætninger og betingelser, der hver især er blevet os givet. Vi skal kunne forstå os selv som ophav eller forfatter til vores liv. Det kan vi ikke, mener Morten Dige, hvis vores handlinger, resultater og eventuelle succeser primært skyldes, at vi har taget en pille eller er blevet genetisk manipulerede.
– Det kan godt være, Lone Frank og andre vil kalde det en puritansk opfattelse. Men tænk over det: Er det lige så stor en berigelse af ens liv, hvis det primært er “pillens” fortjeneste, at man opnår sin succes? Det er nærliggende at tænke på sportsfolk. Jeg vil tro, at de færreste cykelryttere, der klarer en stor præstation, vil føle det som helt så stor berigelse af deres liv, hvis præstationen langt hen ad vejen er et resultat af dygtige dopinglæger. Min påstand er, at vi lettere vil opleve en fremmedgørelse over for præstationen – at noget er blevet trukket fra den. Hvis vi gik i gang med at forbedre mennesker på en fundamental måde, som transhumanisterne vil, ville vi få et stadigt mere udvendigt forhold til vores liv, og vores handlinger, resultater og succeser ville ikke være så berigende for vores liv, som de ellers ville, siger Morten Dige.
Han er lodret uenig i den transhumanistiske opfattelse, at menneskets grænser også er begræsninger, som vi via moderne teknologi må se at komme ud over.
– Jeg mener, det er en stor fejlslutning, når de siger, at hvis bare vi skruede op for vores evner og blev smukkere, stærkere osv., ville vores liv blive bedre. Bag den antagelse ligger, at et livs kvalitet eller endog lykken i væsentlig grad skulle afhænge af, hvilke evner og talenter vi er blevet udrustet med fra naturens eller genetikerens hånd. Men et livs kvalitet afhænger ikke af, om ens talent rækker til at vinde nobelprisen i fysik eller Tour de France. At jeg for eksempel er udstyret med bestemte talenter, som hverken er Albert Einsteins, Michael Rasmussens eller Thomas Ejes, betragter jeg ikke som begrænsninger i mit liv. Det handler meget mere om at få det bedste ud af de talenter og muligheder, som livet har tilskikket mig, siger Morten Dige.
– Bør folk ikke selv have lov at vælge, hvordan de opfatter det gode liv? Hvis jeg mener, at det vil gøre mit liv bedre at få en bedre hukommelse, er det så ikke min egen sag? Og er det ikke en forbedring, der burde være tilladt?
– Jeg er skam liberal nok til at mene, at mange ting bør være tilladte, selv om jeg betvivler, de er et gode. Vi må langt hen ad vejen respektere menneskers ret til at dumme sig. Jeg betvivler bare, at dit liv bliver bedre, fordi du får en bedre hukommelse. Desuden er der også et retfærdighedsaspekt i hele den her diskussion. Hvis man åbner for forskellige forbedringer af mennesker, vil det markant forstærke ulighederne i samfundet. Så kan man sige, jamen goderne er allerede ulige fordelt. Har man penge, kan man købe sig til en bedre uddannelse og alle mulige andre forspring i livet, så hvorfor skal vi ikke have ret til at købe os til bedre gener? Til det vil jeg svare, at hvis man synes, goderne i forvejen er ulige fordelt, så er det jo ikke et argument for at forstærke ulighederne ved at tillade, at man eksempelvis kan købe sig til bedre gener.
For transhumanisterne er det evige liv en våd drøm. Det er symbolet på den endegyldige overskridelse af the human frame. Mindre kan dog gøre det. Kunne vi blot neddrosle celledelingen i kroppen og derved måske få 50 eller 100 år mere på jorden, vil det være et kæmpeskridt i den rigtige retning for menneskeheden, mener de.
– Har de ikke fuldstændig ret i det?
– Det mener jeg ikke. Hvis vi taler om det evige liv, kan vi ikke sige, om det vil være bedre eller dårligere. Det evige liv kan slet ikke sammenlignes med det menneskelige liv, fordi det i den grad er et grundvilkår for menneskelivet, at det er endeligt, og at vi må leve vore liv i den bevidsthed.
– Hvad så med 200 år?
– Ja, allerede det vil ændre livet betydeligt. Det vil for eksempel ændre familierelationer dramatisk, fordi man ikke længere kun skulle være forælder, bedsteforælder og eventuelt oldeforælder, men ville have mange generationer efter sig. Man ville ikke kende sin familie. Desuden tror jeg, der på et tidspunkt ville snige sig et element af kedsomhed ind.
– Transhumanisterne vil sige, at livet bliver rigere, fordi vi vil kunne have flere livsprojekter og opleve og udrette mere, hvis vi blev 200 år.
– Hvis vi blev 200 år, ville der ikke være den samme alvor i livets store valg. Valget af projekter i livet ville ikke være afgørende eksistentielle valg, fordi man bare kunne føre ét projekt til ende og rette op på en eventuel fiasko med et andet, når man blev 127, og jeg tror faktisk ikke, vi ville være godt hjulpet ved at blive bragt i en situation, hvor vi ikke kunne forspilde livet. Det er netop det, der giver vores liv alvor og lidenskab, som Kierkegaard ville have udtrykt det. Så nej, du får mig ikke til at tro, at livet ville blive rigere, fordi vi kunne nå at lære 50 sprog frem for fem.
“Det er fristende at tro på, at det er en udøvelse af vores frihedsrettigheder, hvis vi foretager genetisk manipulering af vores børn og os selv for at opnå succes i et konkurrencemindet samfund. Men at ændre naturen for at tilpasse sig en sådan verden, frem for det omvendte, er faktisk den dybeste form for uselvstændiggørelse. Det afleder os fra at reflektere kritisk på verden og stopper driften mod politiske og sociale forbedringer.”
Michael Sandel, amerikansk moralfilosof i bogen The Case Against Perfectionism.
