Af Dennis Nørmark
Ekstern Lektor
Vi kender alle de rædselsvækkende kendsgerninger: 50 procent af amerikanerne tror ikke på, at der har fundet en evolution sted, og inden for de seneste år har kreationistiske tilhængere udsendt en enorm informationsbølge af løgnagtige og misvisende påstande om evolutionsteorien, de konkrete fund og ikke mindst Charles Darwin. Atlas of Creation, et helt igennem dæmoniserende og forsludret stykke propaganda med smukke farvefotos og prægtig indpakning, er blandt andet blevet sendt til forskere, lærere og meningsdannere over hele kloden. Og i England, hvor man i misforstået tolerance over for tilbagestående synspunkter og bedaget overtro bliver mere og mere tolerant over for religiøs indskrænkelse, overvejes det at supplere undervisningen i evolution med undervisning i Intelligent Design.
Men hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at folk i det 21. århundrede med den tilgængelige viden stadig tvivler eller direkte fornægter darwinismen? Ja, måske er den store informationsmængde netop en af årsagerne. For den almindelige videnskabelige analfabetisme er udbredt. Folk, særligt i USA, ved ganske enkelt ikke, hvornår noget er veletableret faktum, og hvornår det ikke er. Et hyppigt anvendt træk fra tvivlernes side er at hævde, at darwinismen jo blot er en teori. Fordi mange folk sætter lighedstegn mellem ”teori” og ”spekulation”. At en teori faktisk er noget af det stærkeste, vi har, forstår man sig ikke på, hvis man er fremmed over for det videnskabelige sprog. Alligevel er det alt for simpelt blot at hævde, at anti-darwinismen trives, fordi folk er uvidende, og kreationisterne lyver. Der må naturligvis være en grund til, at modstanden mod en så veldokumenteret teori stadig har ben at gå på. Modstanden må betyde noget, fordi det er betydningsfuldt for nogen at fastholde den.
Det handler om moral
Hvis man et øjeblik lytter til Darwin-modstandernes argumenter, og det bliver man nødt til for at kunne forstå dem ret, så ser det ud til, at modstanden dybest nede handler om moral. Gang på gang fremhæves det, at konsekvensen af Darwins teori er, at livet på jorden bliver kort, hårdt og uden mening. Og hvad værre er, hvis mennesket blot er et dyr, så er der ikke længere nogen begrundelse for moral og etik. Hvis vi ikke er andet end forvoksede aber, så er vi ikke forpligtet på andet end overlevelsen, og så overlever kun den mest skruppelløse. Propagandaværket Atlas of Creation afsluttes således med et kapitel om alle de fortrædeligheder, som evolutionsteorien har ført med sig: holocaust, kommunisme og kapitalistiske finanskriser osv. Alle sammen udtryk for, at uden en guddommelig skaber som garanten for moral er der ingen anstændighed. Mennesket og livet kan ikke have nogen selvstændig værdi, hvis det ikke er garanteret af nogen højere magt, og derfor falder moralen bort uden Gud. Eller som den danske teolog og tilhænger af Intelligent Design, Jakob Wolf, skriver det i sin bog Naturlig kærlighed (2007): ”Forudsætningen for, at naturen og dens planter og dyr og mennesker kan have en egenværdi, er, at livets udvikling ikke blot er et resultat af bevidstløse, mekaniske lovmæssigheder, men er et produkt af en bevidsthed.” Det, som Wolf og andre religiøse evolutionstvivlere imidlertid glemmer, er, at livets værdi kan hævdes af mange andre end Gud. Eksempelvis af dig eller mig eller naboen. For kunne det være, at vi skal opføre os ordentligt, etisk og ansvarligt, ikke fordi Gud som overordnet autoritet har bestemt sig for det, men fordi det er smart, praktisk, nyttigt og tilpasningsdygtigt at holde fast i moralen og etikken?
At menneskeheden kan udvikle moral og etik på baggrund af et princip, der – i sin mest vulgære fortolkning – handler om den stærkestes overlevelse, er nok svært at forstå for mange. Men ifølge moderne evolutionær psykologi kunne de medlemmer af stammen, der var voldelige, utilregnelige, tyvagtige og moralsk uforudsigelige over for resten af stammen, næppe klare sig i særlig lang tid. Således udviklede vores medfølelse, samvittighed, næstekærlighed, empati, moral, etik og almindelige anstændighed sig som et resultat af en tilfældig ændring i vores sociale psyke, som gavnede det enkelte individ. Og det er jo noget af et paradoks.
For mon ikke mange – og i hvert fald Jakob Wolf – ønsker, at moral helst skal være meningsfuld i sig selv? Det bliver næsten for købmandsagtigt og banalt, hvis vi skal opføre os ordentligt, fordi det ”nytter noget”. Men dét er en intellektuel forhindring, vi må og skal ud over, for i dag giver evolutionsteorien bedre bud på, hvordan vi er blevet etiske og moralske, end teologien og filosofien nogensinde har kunnet det.
Alene – med hinanden
Jeg tror, at den største grund til anti-darwinisme skyldes en fuldstændig falsk opfattelse af, at mennesker behøver guddommelige magter for at opføre sig ordentligt. At nogen skal have snor i tingene. Man overser paradoksalt nok, at darwinismen i dag giver os svaret på, hvorfor vi overhovedet har en moral og etik, fordi man ikke bryder sig om årsagen. Fordi man ikke heri kan finde et højere og mere ædelt formål.
Vi er her for at overleve og ikke for andre og mere abstrakte formål. Derfor hader så mange mennesker Darwins udviklingslære. Det retningsløse i udviklingen er dybt eksistentielt bekymrende for dem, der frygter, at mennesket således selv sidder tilbage med hele ansvaret. Helt alene. Skulle vi virkelig være de klogeste væsner på jorden? En uhyggelig tanke, med alle vores mange forbrydelser in mente.
Denne eksistentielle situation er næppe udtrykt smukkere end med biokemikeren og nobelprismodtageren Jacques Monods udødelige ord:
”Hvis mennesket accepterer dette budskab i dets fulde betydning, nødsages det til omsider at vågne af sin tusindårige drøm og indse sin totale ensomhed, sin radikale fremmedhed. Det ved nu, at det som en sigøjner befinder sig ved randen af det univers, det skal leve i. Et univers, der ikke hører menneskets musik og er upåvirkelig af dets håb, dets lidelser og dets forbrydelser.”
Det er dette, anti-darwinisterne frygter mere end noget andet. At vi selv må hævde, at moralen og etikken er det rigtige, og at ”ingen andre så, at det var godt”. Darwinismen giver os dermed mulighed for en ny og dybt ansvarliggørende eksistentialisme. Darwinismen viser os, at moral og etik er naturligt, men at det skal suppleres med aktiv håndhævelse, fordi de individuelle gevinster ved hensynsløs egoisme også ofte er til stede. Menneskelig anstændighed udviklede sig. Den blev ikke designet. For mange mennesker på jorden er den tanke så kontra-intuitiv, at den er uudholdelig. Derfor foretrækker de stadig myten om mennesket frem for virkeligheden.
