Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Landsforvisninger, stjerneeksplosioner, kætterafbrændinger og hårde opgør med flere tusind år gamle verdensbilleder.
Der mangler absolut ikke drama i hverken dokumentarfilmen Den bevægede jord eller den medfølgende undervisningsbog En ny himmel, der handler om den danske astronom Tycho Brahe og oplysningstidens opdagelser, der langsomt, men sikkert flyttede jorden fra at være universets absolutte centrum til at være en enkelt planet blandt uendeligt mange stjerner.
Startskud til flere
Selve filmen er instrueret af Lars Becker-Larsen, som sammen med sit produktionsselskab i november henvendte sig til Aarhus Universitetsforlag for at høre, om de ville distribuere filmen til deres kontakter i ind- og udland.
Men i stedet for at ”nøjes” med distributionen besluttede universitetsforlaget at bakke filmen op med en bog, hvor 10 forskere supplerer og perspektiverer filmen ud fra deres egen forskning. Det hele er bundet sammen af en hjemmeside med opgaver og yderligere tekster, og målet er, at hele udgivelsen skal kunne bruges i gymnasieundervisningen i faget almen studieforberedelse.
Carsten Fenger-Grøndahl er souschef på universitetsforlaget og har været med til at sammensætte bogen og hjemmesiden.
Han forklarer, at forlaget ser udgivelsen som startskuddet for flere udgivelser målrettet gymnasieundervisningen.
– Vi vil meget gerne nå gymnasierne, og vi har helt klart fået blod på tanden. Det har været meget positivt at opleve engagement hos de forskere og gymnasielærere, der har været med i projektet. Vi har haft en meget kort deadline, og derfor har vi bedt folk om at bruge weekender og juleferie på bogprojektet, og det har de været med på. Ganske imponerende, mener Carsten Fenger-Grøndahl.
Til et nyt fag
En af de gymnasielærere, som har været med til at gennemlæse og planlægge bogen, er Hanne Hautop Lund. Hun har undervist i gymnasiet i 13 år og har desuden været med til at lave Undervisningsministeriets læreplan for gymnasiefaget ”Almen studieforberedelse”. I dag er hun talentchef på det nyoprettede Science Center Sorø, og hun er meget glad for den nye udgivelse, som falder på et tørt sted.
– Almen studieforberedelse er et bredt, tværfagligt og videnskabsteoretisk fag, og der har konkret været efterspørgsel efter undervisningsmateriale, som også sætter naturvidenskab ind i den ramme. Det er et meget nyt fag, og mange undervisere har selv måttet udarbejde undervisningsforløb fra bunden. Derfor er samlede forløb som dette meget tiltrængte.
Hanne Hautop Lund har sammen med de andre gymnasielærere i projektet haft til opgave at sparre med forskerne, så deres tekster blev på et niveau, der kunne bruges i gymnasiet, og de har desuden udarbejdet undervisningsforløbene på den medfølgende hjemmeside.
– Det har været et rigtig godt samarbejde, og jeg synes, forskerne har taget godt imod vores forslag til, hvor teksterne kunne gøres lidt lettere, så deres faglige viden også kan bruges i gymnasiet, siger hun.
Bogen En ny himmel kan købes online på www.unipress.dk.
En bog med dokumentaren på dvd koster 198 kr., og 10
undervisningsbøger med 1 dvd koster 750 kr. Hjemmesiden med opgaver og supplerende materiale kan ses på
www.science.au.dk/ennyhimmel
Filmen Den bevægede jord bliver sendt på DR2 i løbet af foråret og kan ses af skoler med abonnement på
www.filmstriben.dk