Af Gitte Bindzus Knudsen og Louise Debois
gbk@adm.au.dk og ldn@adm.au.dk
En cand.mag. i teatervidenskab og italiensk, der er ansat som dramaturg og innovatør i TrygVesta, en filosof, der arbejder som erhvervsforsker i Middelfart Sparekasse, og en kandidat i nordisk og kunsthistorie, der leder en livsstilsafdeling i verdens største PR-kæde. Hvis det lyder en anelse usædvanligt, er det nok, fordi det ikke er den historie, der normalt fortælles om humanisterne. I en ny bog Humaniora – erhvervslivets nye grundstof kan man gennem syv konkrete cases og debatterende indlæg både læse om humanister, der bruger deres kompetencer ude i erhvervslivet, og om et erhvervsliv, der får mere og mere brug for dem.
Et nyt arbejdsmarked
”Jeg er ret sikker på, at mange ledelsesmæssige og samfundsmæssige problemstillinger er alt, alt for vigtige til at overlade til cand.merc.er og den slags godtfolk”. Sådan skriver professor i organisation og ledelse på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet Anders Drejer i et af bogens indlæg. Overgangen fra industrisamfundet til vidensamfundet har medført et paradigmeskift på arbejdsmarkedet, og det stiller nye krav til organisation og ledelse. Det handler ikke længere kun om budgetter, men også om at skabe stærke visioner og lærende strategier. Og her kan cand.merc.ernes traditionelle tilgang til forretningsforståelse ikke stå alene, men må suppleres af andre fagområder, som f.eks. humaniora, fortæller Anders Drejer i bogen.
I en stor undersøgelse af humanisters karriereveje fra 2007 gøres der også op med fordommene om, at humanister kun kan blive gymnasielærere. Her fremgår det nemlig, at omkring halvdelen af de danske humanister i 2006 fik job i det private erhvervsliv, og arbejdsløshedstallene nåede i november 2008 det hidtil laveste niveau på 3,8 procent. Og så burde det være helt klart, at humanisterne er uundværlige i erhvervslivet, eller hvad?
Det kritiske blik
Helt så enkelt er det ikke, påstår Mads Meier Jæger, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Han har udtalt til dagbladet Information, at humanisterne traditionelt set får job i opgangstider. Til gengæld er det også dem, som virksomhederne skærer fra som de første i nedgangstider. Denne påstand vil man også gøre op med i Humaniora – erhvervslivets nye grundstof, og en af dem, som skal modbevise det, er cand.mag. i nordisk og kunsthistorie Katrine Graugaard, der i dag er ansat som communications planner i mediabureauet MECglobal. Hun mener, at hun besidder egenskaber i kraft af sin uddannelse, som hendes cand.merc.–kollegaer ikke har.
– Grundlæggende har jeg en anderledes holdning til forretnings- og marketingverden. Jeg er opdraget til at være skeptisk over for den verden, og det gør det nemmere for mig at skære igennem og sige fra, når der er noget, for eksempel i en kampagne, der ikke holder. Desuden giver min analytiske og sproglige tilgang noget ekstra til processen. På studiet lærte jeg at skrive en overbevisende historie, hvor jeg skulle formulere mig præcist, kort og overbevisende, og det skal jeg også kunne i dag.
At humanisternes kritiske blik også er deres force, er leder af AU Outreach og en af bogens forfattere, Lars Frølund, enig i. Han peger på humanisternes evne til at generere refleksivitet som den største bidragyder til erhvervslivet. Humanisterne kan kaste lys over præmisserne for virksomhedens vidensproduktion og rive virksomheden ud af sine indgroede vaner. Det hjælper virksomheden med at forny sig selv.
Tid er penge, kan du forstå det?
Humanister møder ofte modstand fra erhvervslivet, fordi arbejdsgiverne ikke tror, at de har forståelse for erhvervslivets travle spilleregler. Den erfaring har Katrine Graugaard også gjort sig.
– Når jeg søger et arbejde i det private, kigger arbejdsgiveren ofte på mig og tænker, om sådan en humanist vil kunne forstå, at det handler om penge – at tid er penge. Et er, at hun er kreativ og kan have et godt samarbejde med kunden, men vil hun også have forståelse for, at det handler om profit? Jeg tror, at den frygt godt kan være berettiget, men jeg har formået at få dem overbevist om det modsatte, fortæller Katrine Graugaard.
Men er Katrine Graugaard og bogens seks andre cases blot et udtryk for særlige begavelser, der har formået at få noget brugbart ud af deres generelle humanistiske kompetencer? Nej, det lader det heller ikke til. Ifølge humanistundersøgelsen bliver to tredjedele af humanisterne nemlig ansat på deres fagspecifikke kompetencer.
Det tyder altså på, at ”den gamle traver” er blevet erstattet af en ny melodi om humanisterne. Men samfundet har oplevet en kraftig økonomisk fremgang i løbet af de seneste år, som nu er gået i stå. Finanskrisen buldrer af sted, arbejdsløsheden stiger, og hvad sker der så med humanisterne?
En nødvendig luksus
– Der er både ting, der taler for og imod, at humanisterne vil klare sig bedre i denne nedgangsperiode, lyder det fra Anders Drejer.
– De steder, hvor de fortsat vil være en truet art, er i de virksomheder, der tænker meget traditionelt. Her vil man forbinde humanisternes jobtyper med luksus, og derfor noget, der bør spares væk i krisetider. Det, der taler for, at humanisterne er erhvervslivets nye grundstof, er blandt andet undersøgelser, der viser, at mange virksomheder denne gang ikke vil skære i udvikling og uddannelse. Da det ofte er her, humanisterne er ansat, og også her, man tidligere har skåret først, ser det denne gang ikke ud til, at humanister bliver særligt ramt. Danske virksomheder har lært lektien om, at man godt kan tjene i nedgangsperioder, hvis man satser på udvikling, så der er noget, der tyder på, at traditionen er brudt, siger Anders Drejer.
Humaniora – erhvervslivets nye grundstof
Lars Frølund, Christian Hansen og Hans Plauborg
Forlaget Academica
136 sider, 195 kroner
