Af Helge Hollesen
Høje ambitioner, masser af knofedt, dygtighed og vedholdenhed, lyder svaret, når man spørger Bo Brummerstedt Iversen, hvad der skal til for at blive en af de internationalt førende forskere på det område, hvor han udfolder sig.
Den 41-årige dr.scient. og professor ved Kemisk Institut har selv brugt opskriften til at opnå en position i verdenseliten, selvom han ikke var en af de unge forskere, som det danske forskningssystem satsede på, lige da han fik sin ph.d.-grad i 1995.
I dag bevæger Bo Brummerstedt Iversen sig ubesværet mellem avanceret grundforskning og strategiske samarbejder med danske virksomheder og leverer unikke resultater i sin udforskning dels af materialers atomare sammensætning dels af, hvordan nanopartikler kan fremstilles mest effektivt.
Et væsentligt mål med hans forskning er at udvikle nye energiteknologier. Derfor udforsker han bl.a. termoelektriske materialer, der kan omdanne varme til elektricitet. Det resulterede for nylig i et patent på et materiale, der løser den opgave bedre end det beslægtede materiale, som blev udviklet af de ellers førende forskere ved det amerikanske rumfartscenter NASA.
Næse for at ramme plet
Mantraet i Bo Brummerstedt Iversens forskning er at være blandt de bedste og helst den bedste på sit felt og lave noget, som er nyt og anderledes.
– Det handler om at tage bestik af, hvor næste vigtige forskningsfelt er, og hvor man kan lave noget, som andre ikke er i gang med, siger han og betegner sig selv som heldig med at have forsket på områder, som siden fik stor bevågenhed.
– Jeg søgte uden held penge til en række energiprojekter i 3-4 år, før energiforskning pludselig blev et hot område, konstaterer Bo Brummerstedt Iversen.
Næse for at ramme plet viste han også, da han som ung forsker på et kritisk tidspunkt i karrieren blev reddet af et stipendium fra Carlsbergfondet, som sikrede ham et postdoc-ophold ved University of California.
– Ingen danskere havde tidligere valgt at rejse dertil som postdoc inden for materialeforskning. Men de lavede noget, som jeg fandt enormt spændende og anderledes end dansk forskning. Og jeg var heldig at komme til Santa Barbara på et tidspunkt, hvor stedet blev verdens navle inden for materialevidenskab.
Synkrontronstråling fængede
Både som materiale- og nanoforsker bruger Bo Brummerstedt Iversen nogle af verdens største og dyreste anlæg til synkrontronstråling, som er den kraftigste røntgenstråling, der kan laves. Teknikken er et uundværligt redskab både til at bestemme materialers atomare struktur og til at studere, hvordan nanopartikler bliver dannet.
– Jeg blev fanget af teknikken i studietiden, fordi det var helt nyt at anvende synkrontronstråling i kemi og fysik, fortæller Bo Brummerstedt Iversen, der allerede dengang begyndte på de utallige rejser til især USA, men også Frankrig og Japan, for at gennemføre sine forsøg. Nu er det mest studerende i hans forskergruppe, der arbejder med de praktiske målinger i strålingsanlæggene, mens han selv analyserer og fortolker de resultater, de bringer med hjem. Han stræber dog på at deltage i nogle målinger hvert år.
– Det er jo den sjoveste del af arbejdet. Du har 48 timer til at få dine målinger til at fungere, og det pres, det giver, er stadig enormt sjovt og spændende, siger han.
Nanoprojekter med industrien
I dag har Bo Brummerstedt Iversen nogle af verdens største og dyreste stråleforskningsfaciliteter i USA og Japan som partnere i grundforskningscentret Centre for Materials Crystallography, der starter 1. januar 2010 med en femårig bevilling på 50 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond. De faciliteter gør det muligt at bedrive in situ-studier af, hvordan nanopartikler bliver dannet, og netop nanopartikler er et felt, hvor han især samarbejder med industripartnere. Sigtet er at udvikle kemiske metoder til at fremstille partiklerne.
– Det store problem er at fremstille partikler, det kan betale sig at udnytte industrielt, forklarer Bo Brummerstedt Iversen. Hans forskning har resulteret i, at virksomheden SCF Technologies udviklede et produkt, der kan smøres på ruder, så de selv nedbryder snavs. Det er også lykkedes at fremstille nanopartikler til bl.a. brændselsceller og til batterier, samt til katalytisk omdannelse af organisk affald til biobrændstof.
– Feltet er stadig ungt, men det ekspanderer hastigt især i Japan, Kina og USA, siger Bo Brummerstedt Iversen om fremstillingen af nanopartikler i væsker under høje tryk og temperaturer. Foreløbig er hans gruppe den eneste i Danmark, der gør det.
Sjovere at arbejde bredt
Rammen om samarbejdet med de industrielle partnere er Center for Energimaterialer (CEM), hvor Bo Brummerstedt Iversen er centerleder. CEM blev oprettet sidste år med 30 millioner kr. fra Det Strategiske Forskningsråd. Beløbet blev mere end fordoblet, da de deltagende virksomheder lagde deres bidrag til centret, som har ambitioner om at udføre banebrydende interdisciplinær forskning og udnytte resultaterne i konkrete industrielle anvendelser.
– Mange af de problemer, jeg samarbejder med industrien om, drejer sig også om helt fundamentale spørgsmål, siger Bo Brummerstedt Iversen og peger på både fordele og ulemper ved at forske på flere forskellige felter.
– Når du begrænser dig, kan du skrive mange flere artikler, end når du ikke hele tiden bevæger dig ind i et nyt felt. Men jeg har ikke noget problem med, at min videnskabelige produktion er mindre, end den kunne være, for det er sjovere at arbejde bredt, og det gør det nemmere at sadle om, hvis det bliver aktuelt. Og forskningsmæssigt holder det mig ung i længere tid, siger professoren, der stort set altid har faglitteratur som sin godnatlæsning.
– Det er mange år siden, jeg har arbejdet mindre end 50 timer om ugen. Det skal jeg ikke klage over, for jeg kunne jo bare lade være, og jeg nyder mit arbejde. Og så bestemmer jeg selv fuldstændig, hvad jeg laver.
Bo Brummerstedt Iversen:
