Aarhus Universitets segl

Nyd livet først og ikke sidst

Iværksætter Kristian Byrge har haft travlt, siden han blev færdig som cand.merc. på Handelshøjskolen i 2000. Ud over at have været med til at stifte en af verdens bedste restauranter er han i dag medejer af en prisbelønnet designvirksomhed. For ham handler det om at lave det, man har lyst til.

Af Gitte Bindzus Knudsen


Problemet er altså, når man som 60-årig har arbejdet hele sit liv og så først derefter begynder at nyde livet?
– Ja, lyder det prompte fra Kristian Byrge.
Det nærmer sig slutningen af vores interview, og vi har netop indkredset, hvad det hele handler om for den succesfulde 33-årige iværksætter.
– Nogle mennesker har en tendens til at bruge en stor del af deres liv på at tjene penge og så bagefter gøre det, de har lyst til, og der tænker jeg, hvorfor ikke starte med målet og gøre det, man gerne vil, fra begyndelsen? Altså finde ud af, hvilket liv man ønsker at have, hvem man er, hvad der driver en, og så sige okay, hvis det er det, jeg synes er spændende, kunne jeg så qua mine kompetencer og evner skabe et eller andet inden for det, som kan forsørge mig? I sidste ende er vi jo som mennesker drevet af at beskæftige os med det, vi kan lide, lyder det fra Kristian Byrge, der i dag er medindehaver af den prisbelønnede designvirksomhed Muuto og tidligere har været med til at starte en restaurant, som i dag er blandt verdens bedste.

Følg din passion
Og netop som i hans filosofi begynder vi med slutningen, og det til trods for at begyndelsen på Kristian Byrges eventyr overhovedet ikke er kedelig.
   Vores vandglas, der er eget Muuto-design, er nu tomme, og med sætningen: ”Nu tror jeg også, jeg fik det hele med” slukker jeg digtafonen.
   Kristian Byrge har netop fortalt, at han gerne vil huskes for at følge sin passion og forsøge at starte med målet i stedet for at bruge en masse år til at nå dertil.
   Og det er præcis, hvad han gør, men han erkender, at han alligevel har været heldig.
– Jeg føler mig bestemt privilegeret. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at man skal tro, at den administrerende direktør har det bedre end en eller anden, der går og hygger sig med at feje veje ude i en by i Jylland. For det er ikke det, det kommer an på. Alle må hver især finde frem til deres egen passion, og hvordan de ønsker at leve deres liv, og så prøve at gøre det, fortæller han og giver et godt råd til, hvordan man får succes med at etablere en ny virksomhed.
– Til at begynde med bør man finde ud af, om ens idé er god, og om man overhovedet egner sig til at være iværksætter, for det er ikke alle, der gør det. Derudover er det ekstremt vigtigt, at man kan være vedholdende, fordi det kan være hårdt, og man skal ikke lade sig slå ud af, at der en gang imellem er nogle bump på vejen, fortæller han og tilføjer igen, at lidenskaben er essentiel.
– Man kommer længst, hvis man har passion for det, man laver, og om ikke andet, så hvis alt går skidt, har man da haft det sjovt, mens det varede, siger han med et smil, inden han tager en slurk af sit vand.

Et liv ved siden af arbejdet
Selvom det for den unge forretningsmand er vigtigt at brænde for det, man laver, er det også vigtigt at have tid til andet end arbejde, og derfor har man hos Muuto, hvor de i dag er 12 medarbejdere, gjort det ret klart, at man ikke arbejder mere end 44 timer om ugen.
– Vi arbejder 8-17 mandag-torsdag og så en time mindre om fredagen. Det er den tid, man har, og så må man ikke bruge mere, medmindre der selvfølgelig er rejser og lignede. Det betyder ikke blot, at man er mere effektiv, men også at man har tid til andre interesser ud over arbejdet. Det er vigtigt, at man ikke brænder ud for hurtigt, for det tager tid at starte en virksomhed, og det er ikke et 100-m-løb, men et maraton. Så kan det godt være, man kommer lidt langsommere fra start, men til gengæld så fuldfører man – forhåbentlig.
   Det sidste ord bliver tilføjet efter en tænkepause, da Kristian Byrge ved, at man aldrig kan være sikker i denne branche. Det lader nu til, at han ligger ret lunt i svinget.
   Muutos produkter sælges i dag gennem de bedste designbutikker rundt omkring i verden. De er beskrevet i alle de førende internationale designmagasiner, og virksomheden, som han stiftede sammen med sin tidligere kollega Peter Bonnén i 2006, har bl.a. vundet priser fra det internationale magasin Wallpaper samt for nylig en Grand Prix-pris ved en international designfestival som årets designmærke.
– Her i Norden havde vi jo hele den modernistiske bølge med designere som Arne Jacobsen og Alvar Aalto, hvis utrolig flotte møbler er kendt mange steder i verden, men det er lidt, som om vi hænger fast i det, og der følte Peter og jeg, at der manglede nogle, der repræsenterede den næste bølge af skandinavisk design. For der er rigtig mange dygtige designere, men der var ikke så mange, der turde repræsentere det nye skandinaviske design, så der så vi en mulighed for at tilføre noget nyt og skabe noget forandring, fortæller han.
   Og netop forandring blev derfor også navnet på virksomheden – Muuto er nemlig det finske ord for forandring.

Mødte Claus Meyer
At starte en ny virksomhed, og så inden for denne branche, er ikke let, medgiver Kristian Byrge.
– I det hele taget er det svært at skabe en virksomhed inden for kreative brancher, som rent faktisk fungerer. Traditionelt set er det jo ikke der, man finder det største overskud. Man skal kæmpe for at få en god overskudsgrad, og i og med at det er passionsbåret, er der samtidig mange, der vil have del i det, uden de nødvendigvis forventer noget afkast, fortæller iværksætteren.
   Det er dog ikke første gang, at Kristian Byrge har haft held med at starte en kreativ virksomhed. Tilbage i 2003 – tre år efter han blev færdig med sine cand.merc.-studier på Handelshøjskolen i Århus – mødte han kokken Claus Meyer, der fortalte, at han påtænkte at etablere en ny restaurant, da han havde fået tilbudt nogle lokaler.
– Jeg syntes, det lød rigtig spændende, og ville gerne involvere mig. Jeg havde længe gået og været lidt rastløs i mit daglige arbejde og følt, at der skulle ske noget mere. Jeg savnede at skabe noget, hvor jeg løbende kunne bygge ovenpå, og det var svært i den konsulentbranche, som jeg arbejdede i på det tidspunkt, fortæller Kristian Byrge, der dengang var ansat som konsulent i DDB-gruppen i København.
   Sammen med Claus Meyer begyndte han derfor at udvikle på idéen om en ny restaurant, og snart blev kokken René Redzepi også involveret.
– Claus havde fået tilbudt lokaler ude ved Nordatlantens Brygge, og det første stykke tid brugte vi så til at spidse konceptet til og endte ud med, at restauranten skulle have et nordisk køkken. Og netop denne proces, hvor vi udviklede konceptet og forretningsplanen, er det, jeg synes er superinteressant. Her var det min opgave at komme med forretnings- og markedsperspektivet, mens Claus og René kunne sige, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad der er spændende rent gastronomisk, fortæller Kristian Byrge og fortsætter:
– Og så startede vi. Og der var ingen, der havde regnet med, hvad der skulle ske så kort tid efter. Det har været sådan helt surrealistisk, siger han og begynder at grine.

Verdens 3.-bedste
Restauranten er restaurant Noma, som for få måneder siden blev kåret til den 3.-bedste restaurant i verden. Og set i bakspejlet kan det måske være svært at se, hvorfor den selvfølgelig ikke skulle blive en succes.
– Du ved ...
   Begynder han og kigger overbærende på mig, som om man selvfølgelig aldrig nogensinde havde forestillet sig, at en restaurant i Danmark, som server ukendt nordisk mad, kunne ende blandt verdens bedste.
– Til at starte med var ambitionen bare at lave en af Københavns bedste restauranter, og det er jo en stor ambition i sig selv, specielt med et nyt koncept, men ingen havde forestillet sig det her. René Redzepi, der er den primære succesfaktor bag Noma, blev i begyndelsen nærmest drillet med det her nordiske koncept, og nogle af hans kokkekollegaer sagde: ”Hvad så, skal I så bare servere hvalbøffer?”
   Jeg spørger ham, hvilken del af Nomas succes han kan sætte sit fingeraftryk på.
– Det er helt klart mest René Redzepi og de ansattes skyld, at restauranten har så meget succes. Han er ekstremt ambitiøs og utrolig drevet af at ville placere det danske køkken på verdenskortet. Noma er en meget kreativ virksomhed, hvor det handler om at have frihed til at udfolde sig, så jeg føler mest, at jeg har været med til at skabe rammerne for, at René har kunnet udfolde sig.
    Har du så skabt rammer i ­verdensklasse?
– Jeg har været med til det som en del af et stærkt team. Jeg synes, at det, der er Claus’ og min rolle, er at skabe stærke forretningsmæssige og konceptuelle rammer, så René kan fokusere på maden og bringe den i verdensklasse.
   På bordet er vandglassene fra Muuto næsten fyldt, og historien om, hvordan en ung mand fra Handelshøjskolen i Århus lige fra begyndelsen har beskæftiget sig med det, han helst ville, og blev en iværksætter i verdensklasse, skal lige til at begynde.

Hvad forbinder du med begrebet verdensklasse?

Kristian Byrge:

  • Den skandinaviske samfundsmodel
  • Miles Davis’ album ”Kind of Blue”
  • Vesterhavet på en sommerdag