Af Anna Mogensen,
freelance journalist
På danmarkshistoriens mest søgte gymnasium, Ørestad Gymnasium i København, er klasseværelser, tavlekridt og fedtede overheads afskaffet til fordel for faglige zoner, fleksibel ruminddeling og funklende Macs. Herfra kan eleverne i eksperimenterende, kreative studiemiljøer hente informationer og analysere sig frem til ny viden, selvstændigt eller i samarbejde med læreren, der understøtter den enkelte elevs arbejdsproces som sparringspartner og coach.
De unge, der står i kø for at komme ind på et af landets mest innovative gymnasier, har lært at lære selv og tænker over, hvordan de kan blive ved med at lære. Tilsyneladende spejler eleverne de ypperste værdier i dansk pædagogik: De er produktet af en folkeskole, der har givet dem vide ”rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse ... erkendelse og fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”, som det hedder i folkeskolens formålsparagraf. Og dernæst peger de fremad mod at blive velreflekterede studerende på de videregående uddannelser for at ende som kompetente, dannede, demokratiske borgere, der kan tackle vidensamfundets udfordringer. Voila, dansk pædagogik i verdensklasse.
Men i takt med flere standardiserede test og mere central kontrol på skolerne skubbes klassiske danske pædagogiske værdier som åndsfrihed, ligeværd og demokrati ud af klasseværelserne, mener Knud Illeris, professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet.
– Det har karakteriseret den danske pædagogiske model, at der har været et større hensyn til elevernes forudsætninger og interesser, end man har i de fleste andre lande. Men i de sidste 10-20 år har hovedtendensen i det danske uddannelsessystem været en tilpasning til udenlandske forhold, især under indflydelse af OECD, siger Knud Illeris.
Han mener, at den danske pædagogiske model i dag kun lever inde i hovedet på folkeskole- og gymnasielærere.
– Det store flertal af lærere fra børnehaver til universiteterne føler harmoniseringen som et angreb på deres mulighed for at lave pædagogisk god undervisning, der tager højde for elevernes interesser og forudsætninger og fremmer kritisk tænkning og demokratisk sindelag, siger Knud Illeris.
Hensyn, respekt og demokrati
Knap så dystert et billede tegner Sven Erik Nordenbo, professor på DPU og direktør for Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.
Godt nok var der var ikke meget verdensklasse over dansk pædagogik, da OECD’s seneste Pisa-undersøgelse fra 2006 kom frem til det lunkne resultat, at danske børn er jævnt gode til at regne og læse. Til gengæld er danske elever generelt glade for at gå i skole, og ifølge Sven Erik Nordenbo berettiger det udmærket til det fuldfede superlativ ”verdensklasse”.
– Jeg mener, at hovedanliggendet i den danske folkeskole er hensyntagen til andre mennesker. Man er meget optaget af, hvordan eleverne har det, og at de lærer i et samarbejde i klassen. At det danske uddannelsessystem har en høj kvalitet, skyldes jo blandt andet, at det er i stand til at skabe borgere, der er omstillingsparate, kan samarbejde, vise hinanden respekt og have demokratiske arbejdsformer, siger han.
Dansk pædagogik – et kuriosum
Det er præcis danske pædagogiske værdier, der hviler på respekt og medbestemmelse, man ser langt efter fra lærerværelser og inspektørkontorer i udlandet. I mange år har internationale delegationer rejst til Danmark for at studere dannelsen af den kompetente borger på nært hold. Men netop fordi dansk pædagogik bygger på et nationalt værdisæt, er det svært at dokumentere, at udlandet rent faktisk kan importere den danske pædagogiske model og bruge den hensigtsmæssigt.
– Der har været stor international anerkendelse og beundring af den danske model blandt undervisere. Men ud over at højskolerne er blevet eksporteret i betydeligt omfang, er det svært at pege på steder i de udenlandske systemer, hvor der har været en direkte indflydelse, siger Knud Illeris, der har forsket i, hvordan det danske uddannelsessystem fungerer, når det overføres til udlandet. Han tilføjer:
– I de østasiatiske lande interesserer man sig en del for den danske model, men jeg kommer til at opfatte det som en slags kuriosum, fordi det er så fjernt fra deres umiddelbare tankegang om pædagogik, der specielt i Kina og Japan går meget på kæft, trit og retning.
Ren cost-benefit
Paradoksalt nok siver luften ud af påstanden om, at dansk pædagogik er i verdensklasse, netop når vi sammenligner os med resten af verden. Ikke kun fordi internationale test fortæller os, at danske børns færdigheder kun er middelgode. Men også fordi det er svært at måle ”demokratisk sindelag”, ”åndsfrihed” og ”ligeværd”, og ikke mindst, fordi der er tale om særegne danske og nordiske værdier, der ikke giver et ensartet sammenligningsgrundlag til entydigt at fastslå, at, ja, dansk pædagogik er i verdensklasse.
I det hele taget rummer den danske pædagogiske model så mange nuancer, at der heller ikke blandt eksperterne er entydige opfattelser af, hvordan man dokumenterer virkningen af den danske pædagogik. Og dermed bare kommer i nærheden af at erklære, at den hører til i verdensklasse.
– Der er dog ingen tvivl om, hvordan OECD forestiller sig, at man måler, nemlig efter kriteriet: Hvor stor en procentdel af befolkningen kommer igennem på forskellige niveauer, og hvor meget koster det? Ren cost-benefit-tænkning, og her klarer Danmark sig ikke spor godt, siger Knud Illeris.
Lykke og BNP
Giver det så overhovedet mening at hive guldmedaljen frem og juble over dansk pædagogik i verdensklasse, når de pædagogiske værdier falder sammen med særegne danske værdier, og der ikke engang er ensartede internationale kriterier for at måle standarden af verdensklasse?
– Det er svært at finde belæg for påstanden om dansk pædagogik i verdensklasse, for det er vanskeligt at dokumentere, at resultaterne af de danske uddannelser ligger på et højere niveau på det, man vil kalde reel kompetence, siger Knud Illeris.
Derimod fastholder Sven Erik Nordenbo, at dansk pædagogik faktisk er i verdensklasse.
– Vores BNP er i verdensklasse, og Danmark fremstår gang på gang som et land, der hører til blandt verdens lykkeligste. En vigtig grund til, at det går rimelig godt på trods af den økonomiske krise, kan henføres til, at vi har en bedre pædagogik og en bedre skole, end man tror, når man ser på Pisa-undersøgelser og de internationale sammenligninger. Jeg kan ikke se andet, end at det hænger sammen med, at vi har gensidig respekt og giver lige vilkår for alle, at man på bundlinjen kan se, at det danske samfund kan producere og konkurrere på en vidt berømmet flexicurity-model, hvor folk er i stand til at omstille sig og ikke er angste for at bevæge sig ind i nye sammenhænge, siger Sven Erik Nordenbo.
Mere forskning, flere lærere
For så vidt det overhovedet giver mening at orientere sig efter at bringe dansk pædagogik ind i verdensklasse, peger Knud Illeris på læreruddannelserne som det sted, hvor man bør sætte ind. Lærernes frihed til at bedrive pædagogisk god undervisning er det vigtigste pejlemærke for at få dansk pædagogik i verdensklasse.
– Alle vegne er det at være underviser blevet mindre attraktivt. Og da det er underviserne, der bærer den danske tradition meget mere, end det er myndighederne, er det et spørgsmål om at få flere og flere dygtige ind på læreruddannelserne – at få flere til at lave pædagogisk god undervisning, siger han.
– Og hvad karakteriserer pædagogisk god undervisning?
– Ja, så er ringen jo sluttet. Det er undervisning, der tager højde for elevernes interesser og forudsætninger, fremmer kritisk tænkning, ligeværd og demokratisk sindelag.
Sven Erik Nordenbo:
Knud Illeris:
