Af Helge Hollesen
Ambitioner skorter det ikke på, når politikerne udstikker målet for investeringerne i de danske universiteter og fremtidens videnssamfund. Danmark skal i førertrøjen, have flere nobelprisvindere, tiltrække de bedste udenlandske hoveder og skabe forskning og uddannelser i verdensklasse. Men hvad betyder det lige, når man taler om verdensklasse i universitetssammenhæng? Og kan danske forskere ud over en håndfuld eller to overhovedet komme i nærheden af verdensklasse?
AUgustus har inviteret idéhistoriker, lektor, dr.phil. Dorthe Jørgensen (DJ) og dekan Svend Hylleberg (SH) fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet til en diskussion af begrebet verdensklasse og rimeligheden i at bringe det i samspil med universiteternes forskning og uddannelse.
Mainstream
DJ: Man har altid sagt, at undervisning og forskning skal udbydes på højest mulige niveau, og det kunne være en definition på verdensklasse. Men der er jo nærmest gået mainstream i verdensklasse, og hvis det er baggrunden for også at tale om universiteter i verdensklasse, sætter jeg da spørgsmålstegn ved, hvor meget universiteterne kan profilere sig med det begreb. Vil man alligevel bruge begrebet, fordi der i et historisk perspektiv kan være en idé i det, skal man substantielt definere en specifik universitær betydning af verdensklasse, og det er der et ganske stort arbejde.
SH: Selvfølgelig skal vi blive bedst muligt og levere fremragende undervisning og forskning. Når man så taler om verdensklasse, lyder det smukt, men det er tom snak. Det er modesprog, som maler med den brede pensel. For ingen kan jo pege på, hvor frontlinjen og verdensklassen vil være om bare få år.
Flere hundrede danske forskere fra en lang række forskningsområder er for tiden i gang med at lave lister over de mest attraktive tidsskrifter, de kan publicere i. Herunder skal de også på hvert område udpege de 20 procent, der rangerer højest. I den udstrækning de så publicerer i dem, er der vel tale om verdensklasse?
DJ: Jeg finder det betænkeligt, hvis udpegede tidsskrifter og mængden af publiceringer skal definere verdensklasse. Det er noget yderligt i forhold til forskningens væsen. Man skal måle sig på noget, der vokser organisk ud af forskningen selv, så det er et spørgsmål om hele tiden at konkurrere med sig selv. Her er de historisk største tænkeres idealer og tankegange også pejlemærker. Men den tilgang ligger fjernt fra den måde, der i dag diskuteres verdensklasse.
SH: Jeg er ikke så fjendtlig stemt over for ranglisterne. Men hvis man kun ser på, hvem der kommer højest på den rangliste, og siger, det er verdensklasse, ville man ramme forkert mange gange. Når man spørger, om Aarhus Universitet er i verdensklasse, vil jeg sige, at vi på nogle områder har miljøer i forskningsfronten. Og med de ressourcer, et universitet som AU har, tror jeg heller ikke, det er muligt at være i forskningsfronten på alle områder. Men vi kan stræbe efter at være det på så mange områder, at vi har kontakt med verdens førende forskere, for den kontakt er afgørende.
Støtte til det, der gror
Hvad skal der til at for at skabe verdensklasse?
DJ: Det skal arbejdes frem, og hvis noget kvalificerer sig til betegnelsen, er det et spørgsmål om at give det plads.
SH: Man kan som i tilfældet med Niels Bohr lægge alle pengene i én kurv. Jeg tror ikke, det er fornuftigt. Man skal støtte det, der gror frem, så de forskere, der er, har mulighed for at udvikle de interesser, de har. Verdensklasse opstår ikke på ordre og ved at putte penge i projekter.
DJ: Måske er den vigtigste forudsætning at udvikle kulturen på arbejdspladsen. Det allervigtigste mellem studerende og undervisere er det relationelle, så det skal man virkelig anspore. Det er måske også det vigtigste mellem ledere og medarbejdere.
Er Danmark ikke så lille et område, at det er nødvendigt at koncentrere indsatsen, hvis vi skal opnå verdensklasse?
SH: Det kræver, at man ved, hvad der skal satses på, og det skifter. Forskningen må gro op nedefra, og så skal man støtte det, der gror.
DJ: For at kunne satse skal der jo være noget at tage af.
Svend Hylleberg, du har på dit fakultet forskningscentret CREATES, der dette forår blev ranket blandt verdens 10 bedste inden for økonometri. Er det resultatet af en bevidst strategi?
SH: CREATES har stor succes lige nu, men det er på ryggen af en stor gruppe folk, som har arbejdet inden for området, og resultatet af en sneboldeffekt. Når man er god på et område, er det lettere at tiltrække folk udefra, som så kommer og forstærker området yderligere. Derfor er der også en fare ved den stigende rolle, som den eksterne finansiering af forskningen spiller, og som kan betyde, at universiteterne begynder at koncentrere sig om den forskning, der kan tiltrække penge, og tager penge væk fra andre områder. Det vil i sidste ende forringe uddannelsen af f.eks. økonomer.
Problematisk konkurrence
Hvordan kan man tale om verdensklasse i forbindelse med dansk humaniora?
DJ: Det er forkert at stille dansk humaniora, forskning på dansk osv. i modsætning til verdenssamfundet. Som humanistisk forsker henter man inspiration hos både nulevende og afdøde tænkere rundt om i verden og bruger det i sin egen forskning og åbner verden for danskere. Taler man om verdensklasse, må den bestå i det bedst tænkelige inden for et givet felt, hvor det også hører med at orientere sig efter det af relevans for ens eget område, der foregår ude i verden.
Er det konkurrence mellem forskerne, der skaber topresultaterne?
DJ: Der har altid været voldsom konkurrence i universitetsverdenen, men nu bliver det synliggjort, fordi man vil fordele penge mellem universiteterne på baggrund af, hvor og hvor meget forskerne publicerer. Det har den konsekvens, at forskerne bliver ansporet til i stadig højere grad at konkurrere med andre i stedet for at konkurrere med sig selv og samarbejde med hinanden. Så kan balancen i den enkelte tippe mere mod en karrierelivsform, hvor man hele tiden forsøger at vippe andre af pinden, til forskel fra den selvstændiges livsform, hvor man forsøger at overgå det, man selv tidligere har lavet.
SH: Det vil være tåbeligt, hvis forskerne begynder at tale mindre sammen og bliver mindre villige til at dele. De åbne forskere har altid klaret sig langt bedre end dem, der har forsøgt at holde deres arbejde tæt ind til kroppen. Derfor skal man også passe på med den indbyrdes konkurrence mellem universiteterne. Diskussionen er afgørende for kvaliteten.
Klasse på retur
Har Aarhus Universitet de uddannelser i verdensklasse, som det gerne vil have?
SH: Vi har længe haft det på vores bacheloruddannelser, tror jeg, og det gælder gennemgående også vores kandidatuddannelser. En af grundene er, at vi har haft gode gymnasieuddannelser og har kunnet bygge uddannelser op, der ikke bare som i USA har været videreførelser af gymnasieuddannelserne. Derfor har vores bachelorer klaret sig godt, når de senere kom på udenlandske bachelor- og ph.d.-uddannelser. Jeg tror, vi desværre er ved at afvikle noget af det, fordi bacheloruddannelserne er ved at få karakter af basisuddannelser.
DJ: Jeg mener også at kunne pege på netop bacheloruddannelser, der må være i verdensklasse for nu at bruge det ord, men billedet er tvetydigt, fordi der er tendens til at udhule uddannelser af højeste kvalitet. Gennem flere år har vi på flere uddannelser haft et tæt samarbejde mellem studerende og undervisere på mindre hold og faktisk praktiseret den strategi, som regeringen ser som en vej til at styrke kvaliteten af universitetsuddannelserne. Men der bliver stadig mindre plads og råd til den type undervisning.
Siger retorikken om verdensklasse noget om, hvad et moderne universitet er?
SH: Det viser, vi er en del af samfundet, hvor vi kan finde den retorik overalt.
DJ: Men man siger også, at ord skaber virkelighed, så retorikken kunne også tages som en vigtig opfordring til, at universiteterne besinder sig på traditionen og historien og spørgsmålet om, hvad et universitet overhovedet er.
SH: Det er jeg ikke uenig i.
