Af Carsten Bach-Nielsen
Ved århundredeskiftet 1900 var Århus en by med fremtiden for sig. Den var i færd med at udkonkurrere alle de jyske fjordbyer, hvoraf Horsens og Aalborg havde været de vigtigste handelscentre. Viborg var nok Nørrejyllands hovedstad, men den lå inde i landet uden adgang til vandet. Allerede siden 1700-tallet havde stærke røster talt for oprettelsen af et jysk universitet i Viborg, men omkring 1900 var Kolding og Sønderborg også kandidater. Med placeringen af Statsbiblioteket i Århus i begyndelsen af det 20. århundrede var det næste naturlige skridt at opbygge et universitet. Sagen blev rejst flere gange, men i første omgang kom der ikke noget ud af initiativet, da staten ikke ville støtte sagen økonomisk. Byens spidser vendte sig derfor mod et andet storstilet projekt, en landsudstilling. Planlagde byens mænd Landsudstillingen for at gøre opmærksom på Århus som verdensstad som baggrund for universitetsplanen? Ved åbningen i 1909 berørte borgmester Drechsel i hvert fald universitetssagen som noget, byen skulle arbejde frem imod at virkeliggøre.
Landsudstillingen
Landsudstillingen 1909 var ikke en jysk, men en national udstilling. Den sidste store danske industriudstilling var blevet afholdt i 1888 i København. Her havde arkitekten Martin Nyrop sat et tydeligt nationalromantisk præg på udstillingen med vikingetids- og bronzealderornamentik og Mor Danmark. Det var 18 år efter 1864. I 1909 var vi kommet ind i et nyt og lysende århundrede. Landsudstillingen i Århus fik æstetisk set derfor også et helt andet anslag. Den blev en fejring af den nye teknik, der bandt verden sammen – og satte Danmark, ja, Århus lige så centralt på verdenskortet som alle andre afkroge på kloden. Telegrafi, telefoni, elektricitet, zeppelinere, fly binder verden sammen. Danmark var ikke længere et lemlæstet og afskåret lilleputland, der slikkede sine sår, men en nation, der gjorde sig hørt hele kloden rundt!
Landsudstillingen var derfor ikke bare en landsudstilling, men en imperieudstilling. Redere og finansmænd som Tietgen og H.N. Andersen – og ikke mindst de store århusianske redere, der kunne profitere af, at Flensborg var blevet tysk – sendte den danske handelsflåde af sted til verdens fjerne egne. Eventyret lå i Siam. Den uklare situation med de sidste tropekolonier, De Vestindiske Øer, der reelt havde stået til salg i et halvt århundrede, var endt med en inkorporering i riget som et biland i 1902. Også Færøerne og Island var dele af et dansk commonwealth. Foreningen De danske Atlanterhavsøer var meget aktiv for at slå fast, at Danmark var stort, et rige, der strakte sig fra Nordkalotten til Caribien. Landsudstillingen rummede da også udstilling af kunstindustri fra Vestindien, husflid og etnografica fra Nordatlanten.
I den sammenhæng var det vigtigt ikke at slå på det provinsielle, partikulære, det danske, det traditionelle – men i stedet på det internationale med et strejf af det danske: lyset, åbenheden, himlen, hvidheden, det blå hav. Det er usandsynligt, at udstillingsarkitekten, Anton Rosen, ikke har tænkt sådan. Han var manden, der om nogen kunne give den store landsudstilling et præg af det nye, det internationale, det, der var hævet ud over tiden og de snævre kulturelle grænser. Han kunne bryde det æstetiske udryk, der havde ligget i de nationalromantisk prægede udstillinger i 1800-tallet.
Arkitekten Anton Rosen
Rosen var elev af Hack Kampmann og havde arbejdet ret frit inden for den nationale og den såkaldt frie historicisme. Han var mere inspireret af udenlandske tendenser end de fleste af sine samtidige kolleger, og han hentede sin inspiration i Østrig, Italien og Amerika. Selv om han ikke rejste til USA, så fulgte han med i de førende arkitekturtidsskrifter, for ellers ville han ikke i 1896 have kunnet bygge Håndværkerforeningen i Silkeborg, der er stærkt præget af den amerikanske arkitekt Louis H. Sullivans Transportation Building på Verdensudstillingen i Chicago i 1893. Sullivans verdensudstilling gik over i historien under betegnelsen ”The white city”, et navn, som også Rosens landsudstillingsby i Århus fik tildelt.
Rosen havde allerede erfaring med udstillingskonceptet, for han havde opført to tidligere udstillingsbyer, den 18. danske Landmandsforsamling i Odense i 1900 og Amtsudstillingen i Haslev i 1906. Men med Landsudstillingen i Århus skete der noget nyt i form af en lys, let og geometrisk dekorationsstil til den by, som blev opført i hvidmalet træ med malede dekorationer af Valdemar Andersen. Det temporære i udstillingspavillonerne tillod arkitekten at bruge en for ham fremmed stilart, nemlig den klassicistiske med indslag af jugend og art deco. Han kunne se det som en fantasi, et øvelsesstykke, et bud på en fremtidens arkitektur, som han ikke behøvede at være bundet af fremover. Han kunne her som den internationalt orienterede arkitekt give danskerne en smagsprøve på alle de nye tendenser, der rørte sig ude i Europa.
Rosen afviste altid at være direkte inspireret af fortidens arkitektur; han brød sig ikke om at besvare sådanne spørgsmål, for er man genial, har man jo ingen inspirationer, men skaber frit. Ganske frit har han dog ikke skabt. Som alle andre arkitekter var han på sine dannelsesrejser i Italien, hvor han tydeligvis sugede til sig. Han kiggede også i samtidens værker om moderne arkitektur, men også fortidens. Elektricitetstårnet på Landsudstillingen i Århus har sine rødder i romerske gravmæler. Samtidige rekonstruktioner af Hadrians mausoleum viser eksempelvis en kegleformet afslutning, som vi ser på Elektricitetstaarnet. Og der er flere elementer i Den hvide By, som peger på det antikke Rom. Ikke langt fra Elektricitetshallens klassiske tempelfacade stod Carlsbergsøjlen med lurblæseren, der lod Carlsbergs navn gjalde ud over hele verden. Den er utænkelig uden Trajanssøjlen på Trajans Forum i Rom som forbillede. Valgte Carlsberg en sejrssøjle, så tog Tuborg en anden klassisk reference til sig: triumfbuen. Den krones ikke af et firspand, der pløjer øl ud af Danmarks muld, men af en jordklode med et bånd omkring: ”Tuborg i hele verden”.
Inspiration fra Forum Romanum
Forum Romanum var på Rosens tid endnu dækket af jord. Det var først Mussolini, der i 1920’erne gav ordre til frilæggelse. Indtil da havde fantasien frit spillerum, og tiden bugnede af rekonstruktionsforsøg af fortidens bygninger. Kaster man blikket på en ofte gengivet og populariseret rekonstruktion af Forum Romanum af M. Baccini, er der strukturelle ligheder mellem det romerske og de danske forum anno 1909. Den ene triumfbue i denne rekonstruktion har ligefrem en trekantsgavl, der ikke er spor sandsynlig i denne sammenhæng, men som dog har en ganske stor lighed med den trekantsfronton, Rosen tegnede på Tuborgs bue på landsudstillingen. Sejrssøjlen står midt på Forum, som den gør i Landsudstillingen – og templer og basilikaer er grupperet omkring et langt vue ned gennem imperiets hovedcentrum. Der er ikke tale om slavisk reproduktion fra Rosens side, men snarere netop en inspiration, der var givet med stedets ånd og med den lejlighed, der foranledigede hans udstillingsbyggeri.
Man kan let forestille sig den tanke, der har bundet Forum Romanum sammen med den store ide om et dansk verdensforum i Jylland i 1909: et Forum Danicum, et samlingssted for alt det, riget kan opvise af magt og snilde. Samlingspunktet for alle danske interesser i den vide verden. Og byen lå endda i modsætning til Rom lige ud til havet, med fri adgang til den internationale samfærdsel.
Læser man samtidens kritik og satire over hele dette prestigeprojekt, altså Landsudstillingen, støder man på den betegnelse, som vittighedsbladet Klods-Hans lancerede: ”Verdensbyen”. Helt forkert er det ikke. For det skulle være en verdensby den sommer, et genmodificeret Rom ved Århusbugten, den hvide by, den lysende by, fremtiden – der skulle stå, ses, glemmes og erindres.
Sommeren 1909 var en af de mest regnfulde, og verdensbyen blev reelt en økonomisk fiasko for investorerne. Ironisk nok var det de selvsamme erhvervsfolk, som efterfølgende blev det økonomiske grundlag for universitetsgrundlæggelsen. Landsudstillingen viste, at provinsen var i stand til at stå for et nationalt projekt, og det spillede givet en rolle. For da staten fortsat nægtede at støtte et universitet uden for hovedstaden, besluttede man sig i Århus simpelthen for en strategi uden statsstøtte.
Anton Rosen, Landsudstillingen og den klassiske arkitektur
Antikmuseet viser indtil 18. oktober en fotoudstilling i foyeren om Anton Rosens brug af klassisk arkitekturformer i Landsudstillingskonceptet.
Se www.antikmuseet.au.dk
