Af Helge Hollesen
Hvad har Storebæltsbroen og Solvognen med hinanden at gøre? Ikke meget, vil de fleste nok mene, bortset fra at de begge i 2006 fik plads i den danske kulturkanon som noget af det ypperste inden for henholdsvis dansk arkitektur og dansk billedkunst.
Men nu kommer broen og det mere end 3.000 år ældre oldtidsfund til at optræde side om side i en ny sammenhæng. Kunstneren bag de nye danske pengesedler med bromotiver, Karin Birgitte Lund, har nemlig udvalgt de to kanoniserede monumenter til at pryde den 1000-kr.-seddel, som kommer i omløb i 2011. Således bliver højtskattet dansk kulturarv kædet sammen med den mest værdifulde pengeseddel.
Og det er ikke tilfældigt, mener kunsthistorikeren Pernille Leth-Espensen, der er ph.d.-studerende på Institut for Æstetiske Fag.
– Pengesedler signalerer, hvordan en nation gerne vil opfattes. På den måde er de en slags nationalt monument, der peger på en bestemt fortid for at vise, hvordan nutiden gerne vil forstå nationen, siger hun.
Nationalromantik
Det var ærgrelse over de nye sedlers danmarksbillede, der vakte Pernille Leth-Espensens interesse for pengesedler. Hun syntes, at Nationalbanken valgte et nationalromantisk syn på dansk identitet, da den udpegede Karin Birgitte Lund til at løse den bundne opgave med at skabe en ny dansk seddelserie, hvor udvalgte broer gengives sammen med et nærliggende landskab. Karin Birgitte Lund har derudover tilføjet oldtidsfund fra de pågældende landskaber. Det gælder dog ikke 1000-kr.-sedlen, da Solvognen som bekendt ikke har spor med Storebælt at gøre.
– Karin Birgitte Lund har om sine sedler sagt, at fortiden er repræsenteret af fem værdifulde og karakterfulde genstande, der er fundet i den danske muld. At være dansk bliver altså primært knyttet til det danske landskab og oldtiden mere end til de værdier, vi står for i i dag, begrunder Pernille Leth-Espensen sin ærgrelse.
Hun synes også, sedlerne cementerer en forestilling om et Danmark, som allerede er institutionaliseret.
– 1000-kr.-sedlen henviser jo direkte til kulturkanonen, og andre af de gengivne fund opbevares på Nationalmuseet, som sedlerne altså også refererer til, siger Pernille Leth-Espensen. Trods sin ærgrelse synes hun dog, at den ny 50-kr.-seddel er elegant og stilren.
Et dynamisk Danmark
Et helt andet danmarksbillede ser Pernille Leth-Espensen i Kaspar Bonnéns udkast til en seddelserie, som også blev valgt ud til viderebearbejdning blandt de oprindeligt otte idéoplæg fra danske kunstnere. Ganske vist har Bonnén også både landskaber og stendysse med på sine sedler, men kravet om at afbilde broernes nærlandskaber har han imødekommet ved at skildre scener fra sit eget hjem. På 200-kr.-sedlen balancerer således en opvask og på 100-kr.-sedlen et forladt morgenbord.
– Det er sedler, som peger frem mod nutiden og moderne teknologi, bl.a. med afbildninger af en vindmølle og en iMac med ledninger. Der er noget håndholdt kamera over afbildningerne, og på grund af kompositionen bliver det at være dansk forbundet med dynamik frem for historie og landskab. Og så har hans sedler også en humoristisk kant, begrunder Pernille Leth-Espensen sit valg af Kaspar Bonnéns bud på nye pengesedler.
– Når de ikke blev valgt, er det måske, fordi de både er for kunstneriske og for subversive og derfor ikke tilstrækkelig monumentale i Nationalbankens øjne, formoder Pernille Leth-Espensen.
Falsknerier på euroen
At design af pengesedler er en yderst følsom opgave, illustreres måske allerbedst af eurosedlerne. De er på diplomatisk vis udsmykket med stiliserede ikke-eksisterende broer, døre og vinduer fra forskellige perioder af europæisk arkitekturhistorie for at undgå at fremhæve enkelte landes monumenter til at signalere europæiske identitet (se billedtekst til eurosedlen).
– Det er paradoksalt, at pengesedler, der lægger vægt på at være ægte, afbilder falske motiver for ikke at støde nogen. Det var helt klart intentionen, og det er lykkedes. Folk kan jo ikke huske motiverne på dem, konstaterer Pernille Leth-Espensen. Ønsket om ikke at støde nogen forklarer også, hvorfor der ikke er portrætter på eurosedlerne.
– Der var forslag om, at portrætter af almindelige borgere fra forskellige perioder skulle på forsiden af eurosedlerne. Portrætterne skulle tilsammen repræsentere forskellige fysiske typer og forme en europæisk familie. Men for ikke at favorisere enkelte lande måtte det ikke være muligt at genkende de forskellige personer. Og det er jo helt absurd, når det karakteristiske ved et portræt netop er at afbilde personer, der faktisk har eksisteret, bemærker Pernille Leth-Espensen.
Farvel til portrætterne
Om et par år er portrættet også forsvundet fra de danske sedler, hvor de har haft en fast plads siden 1952. Det år lancerede Nationalbanken en serie, der er blevet betegnet som en af de smukkeste i danske pengeseddelhistorie, hvor både kunsten og videnskaben fik plads med kontrafejer af H.C. Andersen, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Bertel Thorvaldsen. Landbrugsreformatoren C.F. Rewentlow var også en af de personer, der blev en del af datidens seddelbårne danske identitet.
Nye politiske vinde med kvindebevægelse og ligestilling afspejlede sig i de sedler, som fra 1972 kom ud fra Nationalbankens seddelpresse. Bortset fra maleren Jens Juels selvportræt på 100-kr.- sedlen var der på alle sedler mere eller mindre kendte kvinder portrætteret af Jens Juel i årene 1768-97.
Da de nuværende sedler blev indført fra 1997-99, fik berømtheder fra kunsten og videnskaben igen en fremtrædende plads. Og som Pernille Leth-Espensen noterer, er der helt i overensstemmelse med tiden lige mange kvinder og mænd på de fem sedler med portrættet af malerparret Anna og Michael Ancher på den største af dem.
Om de nye ”bro-penge” så også er en tilnærmelse til eurosedlerne, som nogle mener, er hun ikke så sikker på.
– Forsiden læner sig da op ad eurosedlerne, mens bagsiden i højere grad end de nuværende sedler holder fast i noget nationalt. Man får jo den tanke, at Nationalbanken har forsøgt at afveje forskellige interesser blandt danskerne.
