Af Gitte Bindzus Foldager
”Beskyt dig selv og andre mod Influenza A (H1N1)”
Sådan lyder overskriften på Sundhedsstyrelsens plakater, der i øjeblikket pryder vægge og døre på institutioner, skoler og arbejdspladser. Rådene er bl.a., at man skal nyse i ærmet og blive hjemme, hvis man er syg.
For de fleste er plakaterne nok et nyt fænomen i epidemibekæmpelsen, men hos historiker Gerda Bonderup vækker de et genkendende smil.
− Det minder mig om, hvad man gjorde for at bekæmpe kolera, da den hærgede i 1800-tallet. Dengang blev lægernes forholdsregler også trykt og hængt op på offentlige steder, fortæller Gerda Bonderup, der er lektor emeritus på Institut for Historie og Områdestudier og ekspert i historiske epidemier – især kolera.
− Forholdsreglerne var selvfølgelig nogle andre end i dag. Man skulle bl.a. sørge for at holde kroppen varm med passende klæder og et varmt bælte om maven samt vogte sig for uafbrudt åndsanstrengelse, ængstelse og frygt, fortæller hun.
Problemet med både kolera og andre historiske epidemier og pandemier var ifølge Gerda Bonderup, at man ikke vidste, hvad det var for sygdomme, eller hvordan de spredte sig.
− De var helt nye for lægerne, og i ingen af tilfældene vidste de, hvad det var, der ramte befolkningen. De famlede derfor meget i blinde, og især da koleraen hærgede, var de langtfra enige om den bedste måde at bekæmpe sygdommen på, fortæller hun
Følg reglerne eller bliv skudt
Kolera er en af de seneste epidemier, som virkelig ramte Danmark hårdt, og vi har mange beskrivelser af, hvordan både læger og befolkning reagerede.
Da kolera første gang brød ud i Europa i begyndelsen af 1830’erne, var et af de første tiltag i Danmark den meget restriktive koleralovgivning fra 1831, hvor alle de traditioner, man havde haft de seneste 500 år, blev lovfæstet. Det var bl.a. lazaretindlæggelser, hvor man isolerede de syge, karantæner og hurtig begravelse af de døde. Boliger, der husede folk med sygdommen, fik påklistret en seddel, hvor der stod CHOLERA, ligesom man gjorde det ved pest og spedalskhed. Loven nævnte også, at hvis der var nogen, der handlede mod reglerne, blev de skudt.
Koleraen nåede dog ikke Danmark i 1830’erne. Det skete først i 1853.
– I første omgang tog man den gamle lovgivning fra 1831 i brug, men lægerne var nu begyndt at være af en anden skole og mente ikke længere, at karantæner hjalp noget. I stedet syntes de, at hygiejneindsatsen skulle styrkes, hvilket de allerede havde påpeget over for det nyudnævnte folketing året inden, fortæller Gerda Bonderup.
Lægerne fik derfor indført, at de skulle gå fra hus til hus og lære folk, hvordan de gjorde deres bolig ren, og hvordan de holdt sig selv rene. Det indebar f.eks. at vise de fattige, hvordan de skulle dyppe vaskesvampen i sæbevandet. Da der ikke var nok læger til at udføre alle husvisitationerne selv, lavede de et opråb i aviserne, hvor de bad om hjælp, og herefter kom mange velhavende mennesker de fattige til undsætning.
− I mange andre lande forsøgte befolkningen at finde en syndebuk for epidemien, men ikke i Danmark. Her hjalp man hinanden. De rige var selvfølgelig bange for, at sygdommen skulle sprede sig, når de havde den så tæt på, men mærkværdigt nok gik de alligevel selv ud og hjalp frem for at sende deres tjenestefolk, siger Gerda Bonderup.
På trods af denne hjælp fra overklassen var en stor del af befolkningen tilsyneladende stadig bange for at komme tæt på de syge. Og det til trods for at lægerne forklarede, at kolera ikke smittede. Flere steder kan man læse om rædsel og arbejdsnægtelse i forbindelse med arbejdsopgaver, hvor man havde kontakt med de syge, og flere læger måtte derfor selv bringe de syge på lazaretterne.
Drik skovduft på flaske
Under koleraepidemien i 1853 oplevede man dagligt flere og flere døde, og man havde ingen ide om, hvad der var årsag til sygdommen. Til gengæld var der ingen grænser for, hvad det offentlige brugte på at bekæmpe sygdommen. Sundhedskommissionerne, der var ansvarlige for bekæmpelsen, fik alle de midler, de krævede, og det var både til husvisitationer, teltlejre for raske mennesker, mens der blev ryddet op i deres slumkvarter, og til generel hovedrengøring i hovedstaden.
Også hos befolkningen blev der brugt penge på alverdens hjælpemidler mod kolera. Blandt andet blev mavebæltet, der holdt maven varm, så populært, at det i en periode ikke var til at skaffe. Derudover solgte man også rigelige mængder af ”kolerasnapse”, der gerne skulle have et indiskklingende navn, fordi kolera kom derfra, og inderne derfor havde større erfaring i at bekæmpe sygdommen. Kvinder måtte dog ikke drikke snaps, så til dem var der likør. På grund af den ulidelige stank, kolerasygdommen medførte, solgte man derfor ”Skovduft på flaske”.
− Det lyder jo komisk, når man hører sådan noget i dag. Og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan de plukkede grene i skoven og proppede dem på flasker. Men der var mange, der slog mønt på folks angst, som man ofte ser det i krisetider, siger Gerda Bonderup.
Ingen sensationer i aviserne
I modsætning til i dag, hvor man kan læse den ene skrækoverskift efter den anden om influenza A i aviserne, var der intet, der mindede om den slags, da koleraen hærgede i midten af 1800-tallet.
− Det var helt anderledes, og der var slet ingen sensationsstof i aviserne – snarere det det modsatte. Især hovedstadsaviser som Berlingske Tidende forsøgte at berolige folk. Derudover viderefortalte de informationen fra sundhedskommissionerne og skrev hver morgen, hvor mange nye tilfælde der var kommet, og hvor mange døde der var. Det var meget nøgternt og ikke spor dramatisk. Faktisk ret kedeligt, hvis man ser på det med vor tids øjne, forklarer Gerda Bonderup.
Det afholdt dog ikke folk fra at sprede rygter og historier, og det skete især ved hjælp af skillingsviser, siger historikeren og fortæller en af dem:
− Der gik en vise om en mand, der havde det skidt og derfor bad sin kone om at massere sin mave, for det havde han fået at vide, at man skulle – altså holde maven varm og ren. Til hjælp tog konen en børste, og så gnubbede hun mandens mave. Men så så de, at maven blev helt sort, og da de vidste, at koleralig var blå-sorte, blev de bange for, at han havde kolera. Det viste sig dog, at det var børsten fra kakkelovnen, hun havde brugt, og det bare var kullet, der havde gjort hans mave sort.
6.688 døde
Lige inden nytår 1853 døde den sidste af de 6.688 danskere, der omkom af kolera i denne omgang. Efterfølgende truede sygdommen flere gange fra nabolandene og viste sig også i Danmark i nogle få tilfælde. Hver gang oplevede man panik og rædsel i befolkningen, men samtidig også en stor velvillighed til at hjælpe. Håndteringen fra lægerne var også den samme, da de stadig ikke vidste, hvordan de helt præcist fik bugt med sygdommen.
− Lægerne kunne simpelthen ikke blive enige om, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det skete ved berøring, mens andre mente, den var luftbåren. Og på grund af denne usikkerhed bad man alle læger lave beretninger om, hvad de så, og det var i disse beretninger, at man virkelig får en god fornemmelse af livet dengang, og det var det, der gjorde, at jeg i sin tid faldt for emnet, fortæller Gerda Bonderup.
Først i 1880’erne finder man ud af, at årsagen til sygdommen er en bakterie, som findes i vand og fødevarer. I Danmark betyder det i første omgang, at man gør endnu mere ud af hygiejnen, og sygdommen forsvinder også helt fra landet og fra Europa i det hele taget i slutningen af 1800-tallet.
I flygtningelejre i Afrika og andre steder forekommer sygdommen stadig i dag, og WHO anslår, at mellem 3-5 millioner mennesker bliver ramt hvert år, hvoraf ca. 120.000 dør. Til sammenligning er der per d.d. rapporteret omkring 250.000 tilfælde af influenza A, hvoraf knap 3.000 er døde.
Når man taler om epidemier, kommer man ikke uden om pesten, der viste sig ved sorte bylder på kroppen.
Man ved dog ikke ret meget om den, eller hvor hårdt Danmark egentlig blev ramt, da den hærgede i Europa i midten af 1300-tallet. Lektor Anders Bøgh fra Historisk Afdeling kan imidlertid fortælle følgende:
– I 1354 afskaffede man dødsstraffen i Danmark pga. af den voldsomme mangel på mennesker, så det siger jo et eller andet, lyder det fra lektoren, der fortæller, at dødstallet anslås til at ligge på omkring 40 procent.
– Man regner med, at omkring år 1400 var Vesteuropas befolkning blevet halveret, da pesten kom igen af flere omgange, og derfor er pest nok den sygdom, som man må antage har dræbt den største andel af en befolkning, siger Anders Bøgh.
I første omgang mente lægerne dengang, at pesten skyldtes nogle bestemte stjernekonstellationer over Det Indiske Ocean, men siden har man fundet ud af, at den skyldes bakterier fra lopperne på sorte rotter.
På trods af at man dengang ikke vidste, hvad sygdommen skyldtes, og hvordan man bekæmpede den, var der masser af råd, man kunne følge. Fra det medicinske fakultet i Paris var anbefalingen til at undgå sygdommen følgende:
Undgå træthed, sult, frisk frugt, kvinder og luft i tarmene .
