Af Ida Hammerich Nielson
En halv kilometer nord for Universitetsparken ligger den. IT-byen Katrinebjerg. Omringet af et bowlingcenter, et autoværksted, en pålægsfabrik og et storcenter.
Der er koldt og blæsende, da jeg bevæger mig ind i det område, der som Danmarks førende it-knudepunkt huser en lang række it-relaterede uddannelser, virksomheder og forskningscentre. “En moderne, pulserende it-bydel” husker jeg fra Katrinebjergs egen hjemmeside, mens jeg går forbi Bowlingcenter Nord, der tilbyder pølsemix til 35 kr. Der er ikke mange mennesker på gaden. En mand lufter sin hund.
Det er svært at sige, præcis hvor it-byen begynder og slutter. Butikker, gammel industri og befærdede veje kiler sig stædigt ind mellem de innovative institutioner. Enkelte forladte, spøgelsesagtige huse tyder dog på, at it-byen er ved at få overtaget. Det samme gør en tom byggeplads på hjørnet af Helsingforsgade og Finlandsgade, hvor der gøres plads til endnu et it-byggeri.
I en anonym, grå bygning ligger Innovation Lab, et internationalt videncenter for ny teknologi. Indenfor er der dog alt andet end anonymt. Skriggrønne sofaer lyser op i det åbne kontorlandskab, hvor robotter, graffiti, kitschede statuer og balloner blander sig med små udstillinger af ny og gammel teknologi.
Først med ny teknologi
– Her har vi verdens første bærbare computer. Den vejer 14 kilo, siger medstifter af Innovation Lab Mads Thimmer, mens han hanker op i noget, der ligner en beige værktøjskasse. “Portable” står der på håndtaget, hvis nogen skulle være i tvivl. Der er en mening med de skæve indslag i Innovation Labs lokaler.
– Vi lever af at få ideer. Derfor kan omgivelserne ikke være strømlinede. Den enkelte medarbejder har mulighed for at sætte et personligt præg på sin arbejdsplads og må gerne fylde noget, fortæller Mads Thimmer.
De 25 medarbejdere på Innovation Lab er eksperter i at spotte og formidle fremtidens teknologi. De ved, hvilke teknologier der er på vej, hvad de kan bruges til, og hvem der er længst med hvad. Denne viden bruger de til at rådgive virksomheder og selv søsætte projekter – blandt andet en intelligent vandseng, der forebygger liggesår, og en brandmandsdragt, der fortæller indsatslederen om brandmandens tilstand. For blot at nævne nogle få.
– Vi var med til at få it-byen på benene i sin tid og samarbejder i dag med flere institutioner i området, f.eks. Alexandra Instituttet. Men vores vigtigste samarbejdspartnere er vores internationale netværk af kontakter, siger Mads Thimmer og peger på et gigantisk verdenskort, hvor små guldstjerner markerer de mange samarbejdspartnere fra USA i vest til Japan i øst – samarbejdspartnere, som Innovation Lab er i daglig kontakt med via storskærme.
Flydende grænser
Ude i den grå virkelighed igen. Støvregnen tager til og hylder it-byen ind i en klam dis, der skræmmer de sidste fodgængere ind i Storcenter Nords julepyntede butikker. Ud fra samme center kommer en gruppe mænd gående med nyindkøbte colaer og franske hotdogs. De har intet overtøj på. Dataloger? Jeg følger efter gruppen og havner ganske rigtigt på Datalogisk Institut.
Et af de første kontorer på højre hånd virker tillokkende. Skiltet på døren fortæller, at her bor Mads Darø Kristensen: kaffehentende, python-kodende, artikelskrivende lønslave, og Kaspar Rosengren Nielsen: pedelmedhjælperassistentaspirant og kodeabe. Samt Jean Claude Van Damme. Mads Darø Kristensen og Kaspar Rosengreen Nielsen, der arbejder som henholdsvis ph.d.-studerende og forsknings- og innovationsspecialist, sidder bænket foran skærmene, mens den hårdtslående skuespiller glimrer ved sit fravær.
Kaspar Rosengreen Nielsen arbejder med interaktive installationer, bl.a. interaktive gulve. Han viser mig et eksempel på skærmen.
– Her ser du et interaktivt gulv, som vi har udarbejdet i samarbejde med Møllevangsskolen, siger han. På skærmen hopper tre børn ivrigt rundt på en række lysende felter på gulvet, mens de prøver at gætte, hvilke grøntsager på felterne der er rodfrugter.
Kaspar Rosengreen Nielsen er ansat på Alexandra Instituttet, et anvendelsesorienteret forskningsinstitut, der bygger bro mellem it-forskning, virksomheder og offentlige institutioner. Hans kontormakker er derimod ansat på Datalogisk Institut. Grænserne mellem institutionerne er flydende, og det ser Kaspar Rosengreen Nielsen som en fordel.
– Det er en stor styrke, at vi sidder tæt sammen på kryds og tværs. Det giver gode muligheder for tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde. Men vi orienterer os også udad mod andre samarbejdspartnere, bl.a. virksomheder som B&O og LEGO, siger Kaspar Rosengreen Nielsen.
Antropolog blandt dataloger
Tre etager længere oppe sidder antropologen Johanne Mose Entwistle. Hun har en god udsigt over it-byen, der set fra luften i gråvejr virker en kende trøstesløs klemt inde mellem gammel industri og byggerod. Indenfor er optimismen imidlertid intakt. Medarbejderne er under højt humør i færd med at stille frokost frem i de åbne, lyse lokaler.
Johanne Mose Entwistle er ansat på Alexandra Instituttet på et projekt, der skal udvikle en trådløs styringsenhed til private hjem, så almindelige mennesker kan finde ud af at styre og regulere deres energiforbrug. Her er det vigtigt, at teknikken og den menneskelige side spiller sammen, og den sidste er Johanne Mose Entwistle som antropolog ekspert i.
– Overordnet står jeg for at udvikle nye metoder til brugerdrevet innovation. Jeg skal inddrage brugerne, så vi får lavet en styringsenhed, som almindelige mennesker selv kan betjene og har interesse for at bruge. Som antropolog kan jeg se de sociale og kulturelle betydninger af energiforbrug, og de er vigtige at få kortlagt, hvis man vil ændre på forbrugspraksis, siger Johanne Mose Entwistle og roder i en papkasse, indtil hun finder det, hun leder efter: prototyper på styringsenhederne, lavet af flamingo, pap og modellervoks.
Lidt klogere på, hvad antropologer laver i it-byen, bevæger jeg mig ud på gaden igen. Jeg vil finde INCUBA Science Park, it-byens hovedbygning. Jeg går forkert og havner i en baggård, hvor en mand iført blå kedeldragt er ved at indlevere seks brugte havestole til genbrugsbutikken “Igen”. Om igen. At dømme ud fra strømmen af studerende er jeg nu på rette vej.
Smarte studerende
Der er trængsel blandt cyklerne foran INCUBA Science Park, der som it-byens centrale bygning rummer kantine, forelæsningslokaler, bibliotek samt over 6o it-relaterede virksomheder. Mange studerende her er som taget ud af et modeblad: Skinny Jeans, Converse-sko og morfars gamle hat. Tilsat vintagesmykker, Henrik Vibskov-briller og kreativ attitude. Markus Petersen og Lasse Quorning, der læser it og sidder i kantinen efter det netop afsluttede læsegruppemøde, ser lidt mere neutrale ud i cowboybukser og T-shirts. It-byen er ret genial, er de enige om. Det er godt, at det hele er samlet på et sted.
Hvad betyder det for jer at have jeres daglige gang i en bygning, der også huser en lang række virksomheder?
– Altså, det er jo ikke sådan, at vi render rundt oppe hos virksomhederne, siger Markus Petersen og kigger op mod de øverste etager, hvor bl.a. Google har en udviklingsafdeling.
– I det daglige mærker vi ikke så meget til dem, selvom de selvfølgelig kommer ned og spiser i kantinen. Men det er fedt at være tæt på, hvor tingene sker. Vi befinder os i centrum af en industri, som er inde i en voldsom ekspansion, og det er spændende at følge, siger Markus Petersen og lader den bærbare glide ned i tasken.
– Og så er der gode muligheder for at få studenterjob hos virksomhederne og på den måde få foden indenfor, tilføjer Lasse Quorning.
De ydre rammer i it-byen er dog ikke altid lige inspirerende, siger de to studerende med henvisning til Storcenter Nords bagside, der grænser op til it-byen. Her er der trængsel blandt larmende lastbiler og stinkende containere. En gul gaffeltruck tøffer langsomt hen over pladsen.
Tilbage til fremtiden
Jeg går ud af INCUBA Science Park og havner i “Igen”, hvor jeg indsnuser den karakteristiske hengemte lugt af genbrugsbutik. Jenny og Gerda står bag disken iført rullekravesweatre med diskrete brocher. Mange af butikkens kunder holder til i it-byen, fortæller de. Især kommer der mange studerende og leder efter tøj og møbler. Mit blik falder på en kurv ved siden af disken med gamle videofilm. Michael J. Fox kigger overrasket på mig fra filmen “Tilbage til fremtiden III”, som kan erhverves for fem kr.
Hvad med de der gamle VHS-bånd? Er der salg i dem? Det er vel de færreste, der ser video i dag …
– Det gør jeg da, protesterer Jenny, mens Gerda nikker samstemmende.
– Vi sælger ikke mange af dem, men der ryger da typisk et par stykker om ugen, siger Gerda.
Sidste stop på min tur rundt i it-byen hedder CAVI – Center for Avanceret Visualisering og Interaktion. Centret ligger i en lille grå bygning, der ikke gør meget væsen af sig. Skinnet bedrager igen. Indenfor sender et gigantisk display røde, grønne og blå bølger frem og tilbage på endevæggen, mens virtuelle robotter slås i et tilstødende lokale. Jeg sniger mig med på en rundvisning ved centerleder Morten Lervig og får stukket et par 3D-briller i hånden. Og så går turen ellers tilbage til Landsudstillingen i 1909, hvor jeg svæver rundt mellem bindingsværkshuse, fornemme damer med kyser og små drenge i matrostøj. Hold op, for en tur. Jeg bliver søsyg og hiver brillerne af, før den virtuelle rejse er helt slut.
CAVI er et tværfagligt center under Aarhus Universitet med fokus på interaktionsdesign, digital kunst og oplevelsesorienteret formidling. Centret samarbejder med en lang række offentlige og private virksomheder – den virtuelle udgave af Landsudstillingen i 1909 er f.eks. blevet til i et samarbejde med Dansk Center for Byhistorie.
– Aktuelt arbejder vi sammen med Bjarke Ingels Group og Martin Professional om at lave mediefacade til den danske pavillion på EXPO 2010 i Shanghai, fortæller Morten Lervig.
It-byen anno 2011
Jeg bevæger mig ud af CAVI og ud af Katrinebjergs myreture af innovation, kreativitet og tværfaglige samarbejder, forbi den forladte fabrik M.P. Beslag og Bowlingcenter Nord, der netop nu lægger baner til pensionistbowling. It-byen står over for en gennemgribende forandring. I “The Masterplan 2011”, som Byarkitektur i Århus Kommune står bag, åbenbares fremtidens it-by. CAVI har visualiseret visionen, som kan ses på centrets hjemmeside. Til lyden af en instrumental version af John Lennons “Imagine” føres tilskueren gennem et Katrinebjerg med grønne områder, rislende vandløb, innovativt byggeri og gennemtænkte stisystemer. Showet slutter med et citat, der står skrevet tværs hen over skærmen:
“You may say I’m a dreamer. But I’m not the only one.”
