Aarhus Universitets segl

It-hotspot skabt på samarbejde

Sig Katrinebjerg, og du har navnet på en succes. Det tidligere industriområde tæt ved Aarhus Universitet samler i dag forskere, virksomheder, brugere og studerende på en lang række felter inden for it. AUgustus tegner i dette nummer et portræt af mennesker og aktiviteter i Danmarks største it-hotspot.

Af Helge Hollesen

IT-byen Katrinebjerg i det nordlige Århus er resultatet af de fælles kræfter, universitet, erhvervsliv og offentlige myndigheder har lagt i projektet over et årti.
   It-byen er i det hele taget en historie om samarbejde. Forskere og virksomheder samarbejder, forskere fra forskellige discipliner finder sammen, virksomheder deler viden, studerende udvikler innovative ideer på tværs af fag, og universitetet arbejder sammen med Århus Kommune og Region Midtjylland.
   Et afgørende bidrag til udviklingen på Katrinebjerg er Alexandra Instituttet, som de involverede parter og en række virksomheder etablerede i 1999 som et forskningsaktieselskab. I dansk sammenhæng var det en ny konstruktion, hvor forskere og virksomheder gik sammen i innovationsprojekter, der også kunne give nye ideer til forskningen. Samarbejdet foregår under overskriften forskningsbaseret brugerdrevet innovation, og konceptet har haft stor succes.
   I udlandet har man også bemærket, hvad der sker i Århus. Bl.a. har Institute for the Future i Palo Alto – en af verdens førende institutioner for fremtidsforskning – fremhævet Katrinebjerg som et godt eksempel på, at fremtidens forsknings- og udviklingsmiljøer ikke isolerer sig, men bliver integreret i det omgivende samfund.
   Et afgørende skub fik it-byen også, da universitetet besluttede at samle al humanistisk og naturvidenskabelig it-uddannelse og -forskning her. I dag har it-byen med 1800 studerende Danmarks største klynge af it-studerende. Når Ingeniørhøjskolen i Århus om et par år flytter sine it- og elektronikuddannelser til it-byen, bliver der endnu flere.
   Med uddannelserne så tæt på virksomhederne på Katrinebjerg giver det begrundede forventninger om, at mange studerende får stimuleret deres iværksættergen. En undersøgelse fra 2006 viste nemlig, at næsten hver fjerde af de daværende 1500 studerende på Katrinebjerg havde startet deres egen virksomhed, og 75 procent var potentielle iværksættere.