Aarhus Universitets segl

Det store spring

Tilværelsen som selvstændig er et spring ud i det ukendte, men giver også mere frihed og fokus på de sjoveste opgaver. To AU-alumner fra den tre år gamle virksomhed Signaturgruppen fortæller om deres første tid i INCUBA Science Park.


Af Kristian Serge Skov-Larsen


– Ja, jeg skal ærligt indrømme, at jeg skulle sige det til min kone nogle gange: “Det værste, der kan ske, er, at jeg skal ud og søge nyt arbejde om tre måneder.” Det blev lidt et mantra, og vi sagde det også til hinanden nogle gange, os fire. For det er da lidt af en chance at tage, fortæller Thomas Nymand over det lille cafebord i et hjørne af det, der tidligere var kendt som it-huset på Katrinebjerg og i dag er en del af INCUBA Science Park. Her kan virksomheder vokse midt mellem de it-universitetsuddannelser, der også har lejet sig ind i det store, lyse bygningskompleks. Sammen med tre kolleger sprang Thomas Nymand for tre år siden ud som selvstændig i virksomheden Signaturgruppen. Før det var de alle fire fastansatte i samme afdeling i TDC, hvor de bl.a. var med til at udvikle den første udgave af den digitale signatur. I deres nye tilværelse som selvstændige hjælper de på konsulentbasis virksomheder og offentlige myndigheder med at bruge netop signatur-teknologien til at lave sikre netløsninger – et produkt, som det ret hurtigt lykkedes at skabe en efterspørgsel efter.
  – De første uger var lidt nervepirrende, men allerede efter 14 dage fik vi en mindre udviklingsopgave for det daværende Ribe Amt, som vi kunne se ville betale driften den første måned, og derfra gik det slag i slag, siger Thomas Nymand.

Rammerne er ikke nok
Morten Storm Petersen var også en af de fire virksomhedsstiftere, og han er i dag direktør i Signaturgruppen. Ligesom de andre tre stiftere er han uddannet fra Aarhus Universitet, og det var netop nærheden til universitetet og forskerne sammen med forventningen om et lidt mere levende miljø, der gjorde, at virksomheden i sin tid valgte at flytte ind i INCUBA Science Park på Katrinebjerg.
  – Hvis vi havde lejet en kælder i Åbyhøj, havde det måske været billigere, men nok også mere ensomt. Vi skulle selv have stået for reception, telefoner og internet, og der havde ikke været noget liv på gangene de dage, hvor man er alene på kontoret, fordi kollegerne er ude ved kunder. Det var derfor, vi valgte at flytte herop, siger han.

Skal arbejde for netværk
Men selvom virksomheden i starten havde ideer om måske at hyre studenterprogrammører eller nyudklækkede kandidater fra de nærliggende it-uddannelser, har de i stedet valgt at satse på erfaringen til de tre ekstra stillinger, som de efterhånden har udvidet Signaturgruppen med.
   Og godt nok ligger deres hjørnelokaler midt i et smørhul af andre web-virksomheder og universitetets forskning i it, men synergien kommer ikke af de fysiske rammer alene.
  – Vi samarbejder i øjeblikket med 2-3 virksomheder fra Katrinebjerg, men det er oftest kommet i stand ved, at vi er stødt på dem ude i markedet, og så bagefter har fundet ud af, at de lå ved siden af os. Og så er det jo ganske praktisk. Men netværket kommer ikke af adressen alene. Det handler i høj grad om personlige relationer, siger Thomas Nymand.

To veje
Den første tid som selvstændig kan være meget forskellig fra virksomhed til virksomhed – alt efter om man som nystartet har store udviklingsomkostninger på sin gode ide, inden den bliver omsat til noget, der kan tjene penge ind, eller om man i stedet går ind i konsulentbranchen, hvor man hjælper virksomheder med løsninger inden for allerede eksisterende software. I det sidste tilfælde begynder man at tjene penge fra første måned, men skal til gengæld hele tiden hente sin timeløn ind hos interesserede virksomheder i skarp konkurrence med andre konsulenter.
   Netop for i højere grad at kunne stå på to ben har Signaturgruppen siden starten sat mandskabstimer af til også at udvikle selvstændige produkter. Det seneste skud på stammen er den såkaldte “Signaturcentral”, hvor virksomheder kan samle medarbejdernes digitale signaturer på en central server, så det f.eks. bliver nemmere at skifte mellem computere på arbejdspladsen.
  – Vi vil gerne være lidt mere robuste ved også at have egne produkter at tilbyde udover konsulentarbejdet på allerede eksisterende løsninger, som f.eks. den digitale signatur. Men det er da en udfordring at identificere de steder, hvor der er plads i markedet til noget nyt. For Signaturcentral er det først nu, efter godt to års udvikling, at vi for alvor begynder at kunne afsætte løsningen bredere til virksomhederne, siger han.

Kræver tid at samarbejde
Morten Storm Petersen er som direktør i Signaturgruppen rigtig glad for, at bl.a. universitetet arbejder for at skabe netværk mellem virksomheder og forskere, og det er også noget, man bør støtte, mener han. Men det er ikke den type netværksdannelse, en lille nystartet it-virksomhed kan tillade sig at bruge mest tid på, forklarer han.
  – Vi skal være ude hos kunderne, og vi har simpelt hen ikke overskud, hverken mentalt eller økonomisk, til at tage initiativet til samarbejder, som ikke umiddelbart giver værdi for de kunder, vi arbejder med. Men vi er glade for, at muligheden er der, siger han.
   Thomas Nymand er enig i, at det nok aldrig bliver de små virksomheder, der vil trække læsset i samarbejdet internt mellem virksomhederne og mellem virksomhederne og universitetet, men slår fast, at også de mere uformelle arrangementer på Katrinebjerg kan give en gevinst.
  – Vi tager med til fredagsbarerne og de fælles rundstykkespisninger, og det er superhyggeligt. Jeg tror nemt, at man som nystartet virksomhed kan grave sig ned i sit eget og alt for nemt løbe sur i det. Der hjælper det at have nogle andre muligheder, siger han.