Aarhus Universitets segl

Summen af alle gode ting

Hun opererer børnehjerter, der ikke er større end en valnød, og sikrer dermed ­spædbørn op til 80 år mere at leve i. Vibeke Hjortdal elsker sit arbejde, men hun har også altid været parat til at blive der lidt længere, læse lidt flere artikler og gøre, hvad der skulle til, for til sidst at blive den første kvindelige professor i kirurgi i 2004.

 

Af Gitte Bindzus Foldager

– De, der gerne vil være hjertekirurger, de gør, hvad der skal til, for at blive hjertekirurg. De bliver der operationen ud, medmindre de har noget meget presserende. De passer de patienter, de bliver sat til at passe, de prøver at lave noget forskning ved siden af, og de læser de artikler, de skal.
   Ordene kommer fra Vibeke Hjortdal, 48 år og en af Danmarks bedste børnehjertekirurger. Hun ved, hvad hun taler om, og er selv en af dem, der stod de ekstra mange timer ved operationsbordet for at operere hjertet på et lille spædbarn. Hun har udgivet talrige artikler og vejleder nu selv unge læger, der ligesom hende gerne vil arbejde med at redde den legemsdel, der bliver romantiseret af mange, og som ingen kan leve uden.
  – Jeg håber da også, at de gør det, fordi de synes, det er sjovt. Og de, der virkelig hænger fast i det, er også dem, der får lavet det mest interessante, for hvis man er engageret og synes, det er sjovt, så skal man nok skabe noget rigtig godt. De, der kun ser det som en pligt, bør måske kigge sig om efter noget andet, siger Vibeke Hjortdal.
   Hun smiler, inden hun tager en slurk te og betragter udsigten fra sin stue – en udsigt, der denne morgen tager sig specielt godt ud, som solen langsomt kravler længere op på himlen og nu varmer godt gennem de store panoramavinduer.

Hellere forskning end mødregruppe
Vibeke Hjortdal har taget en fridag. Det er ikke noget, der sker ret ofte, og for bare få måneder siden måtte man kalde en vikar ind fra udlandet, hvis hun var syg eller skulle på ferie. Nu har hun heldigvis fået en kollega, der kan hjælpe med at operere hjerterne på de helt små børn.
  – Når du lægger så meget tid i dit arbejde, er der så noget, du føler du har måttet opgive?
  – Jeg kan se, der er nogle ting, jeg ikke har gjort, som andre har gjort, men jeg har ikke følt noget savn. Da min søn Anders blev født, kom jeg med i en mødregruppe, og jeg tror ikke, jeg var med ret mange gange, før jeg fandt ud af, at jeg hellere ville bruge den tid på forskning. Jeg har heller aldrig kunnet gå til en sportsgren, hvor man skulle være der på et bestemt tidspunkt en gang om ugen, men jeg har heller ikke savnet det, siger hun og tilføjer med et grin, at hun faktisk nu går til windsurfing hver onsdag eftermiddag, og cirka hver anden gang lykkes det at komme af sted.
  – Jeg har aldrig følt, at jeg gav afkald på noget. Jeg har ikke brugt så meget tid på venindesnak, men jeg ville hellere lave det andet. Og hvis man synes, at det bare er vildt sjovt at læse videnskabelige artikler i stedet, så er de andre ting jo ikke et afsavn. Så kan man diskutere, om det er specielt normalt eller socialt, eller hvad man nu vil.

Det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
I en alder af bare 42 år blev Vibeke Hjortdal Danmarks første kvindelige professor i kirurgi, og spørger man hende, hvordan man bliver det, svarer hun:
  – At være professor bygger især på tre ting: forskning, undervisning og vejledning. Og det har jeg fortsat med hele tiden ved siden af alt det andet, jeg laver. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at der er nogen, der fortæller universitetet, at man er god nok til at blive professor, og at man har skrevet mange artikler og er god til at skabe entusiasme og interesse omkring det, man laver, fortæller hun og fortsætter:
  – Derudover handler det også om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Der er fantastisk glimrende folk, som er langt mere professorkvalificeret, end jeg er, og jeg kunne nævne de første 50. Men de har måske ikke lige været der på det tidspunkt, hvor der manglede en professor i deres fag, eller også er der allerede tre andre professorer.

Får hjælp fra verdens bedste
Det er dog ikke kun heldige omstændigheder, der har skaffet Vibeke Hjortdal den ypperste titel inden for den akademiske verden. Især har hendes mange udlandsophold haft afgørende betydning på vejen op ad karrierestigen.
  – Jeg kan kun anbefale det. Det er horisontudvidende ud over alle grænser – både på godt og ondt.
   Noget, der senere viste sig at have stor betydning, var hendes etårige ophold på et af verdens førende børnehospitaler, Great Ormond Street Hospital for Children i London i 2000. Her opererede hun børnehjerter til langt ud på natten med læger, der nu er spredt over hele verden. I dag trækker hun stadig på de tidligere kollegaer, når der kommer børn ind med særligt komplekse hjertefejl, for derved at sikre, at børnene i Århus får forstærkning fra de allerbedste.
  – Hvis vi mangler hjælp til en sag, kan jeg sagtens finde på at ringe til en af dem, jeg arbejdede sammen med dengang. Vi har f.eks. lige haft et barn med en meget kompleks medfødt hjertesygdom, som vi ikke har haft før. Så ringede jeg til en af de andre og spurgte, hvad de ville gøre. Nogle gange vil de gerne se billederne, og så sender vi dem over. Så diskuterer de det og siger, hvad de ville gøre, og så prøver vi det. Det betyder rigtig meget, og det er noget helt andet, når man kender vedkommende og har opereret sammen, end når man bare prøver at kontakte en læge, man kun har hørt om.
   Hjerteafdelingen på Skejby Sygehus anses i dag for at være landets bedste, og ifølge Vibeke Hjortdal skyldes det i høj grad villigheden til at samarbejde så meget med læger i udlandet. Hun forsøger derfor ofte at sende yngre læger ud i verden, for at de også kan lære nyt og opbygge et internationalt netværk.
  – Det er vigtigt, at vi er åbne over for, hvad der sker rundt omkring, og at vi tager ud og snakker med andre inden for vores felt. Det er den eneste måde, vi kan følge med i, hvad der sker. Samtidig skal man også være parat til at invitere internationale læger over til vores afdeling, så de kan lære os nye teknikker.

Verdens bedste sundhedssystem
Ud over at lære en masse har udlandsopholdene også fået Vibeke Hjortdal til at sætte pris på det danske sundhedssystem. I London oplevede hun bl.a., hvordan vilkårene for rige og fattige ikke er de samme, og hun har måttet sende små børn hjem til fugtige kælderlejligheder lige efter en stor operation.
  – Jeg tror, vi har verdens bedste sundhedssystem, fordi vi grundlæggende behandler patienter ud fra et ønske om at gøre dem raske og ikke ud fra et ønske om at tjene penge. Jeg tror, der sker noget med os – personalet – når der kommer penge ind over. Så er det ikke nødvendigvis det, der er allerbedst for patienten, som man gør, forklarer Vibeke Hjortdal, der tidligere har arbejdet inden for først ortopædkirurgi og senere plastikkirurgi, hvor mange læger både arbejder privat og offentligt.
  – Jeg har oplevet, at nogle læger, der både arbejder privat og offentligt, selv i deres måde at snakke med patienten på opfører sig anderledes. Jeg tror ikke engang, de selv er klar over det, og det kan også sagtens være, at de udfører fuldstændig samme operation de to steder, men samtalerne var længere og mere udførlige osv., når det var privat. Og så er det, jeg tænker, at hvis de kan levere det til en privat patient, kan de også gøre det til den anden patient. Så er det i virkeligheden, fordi den anden patient bliver behandlet for dårligt.

Elsker sit arbejde
At det endte med at blive hjertekirurgi og ikke hverken plastik- eller ortopædkirurgi, har hun aldrig fortrudt – snarere tværtimod.
  – Det, jeg elsker allermest ved mit arbejde, er de glade forældre og de søde børn og den måde, de kigger på en, når de tager raske fra sygehuset. Nogle gange møder jeg en forælder i supermarkedet, Og hun smiler bare over hele pæren, men man kan jo ikke bare gå hen og sige: “Har jeg ikke opereret dit barn?” Det er sådan lidt … hun skærer en grimasse og begynder at grine.
    Hvorfor tror du, hjertet er så specielt for os mennesker?
   
Jeg tror for det første, at det skyldes, at hvis hjertet går i stå, så dør vi. Mange mener jo, at selve livet sidder der. Derudover tror jeg, at det har meget at gøre med, at hjertet er der, vi alle sammen føler noget. Du føler ikke noget i højre arm eller i nyren. Du føler heller ikke noget i hovedet. Når du er forelsket eller glad eller ked af det, har du fornemmelsen af, at det sidder lige her i venstre side af brystet, og det tror jeg betyder rigtig meget, siger hun og banker på brystet.
    Og når det så både er børn og hjertet, som du beskæftiger dig med?
  
– Ja, så er det ligesom summen af alle gode ting!